Tale ved prisoverrækkelse den 20.1.06/Cecilia Virgin

 

Lisbet Ernager og Charlotte Storgaard får Årets Nytårsgave fordi det er lykkedes jer, med stor kompetence og engagement, at skabe et godt hjem for de 11 teenagemødre, som er i jeres varetægt her på Alexandra-kollegiet.

I evalueringsrapporten har I beskrevet jeres arbejde og det er sjældent at læse om et projekt, der virker så til den grad gennemarbejdet og gennemtænkt.

At være ung teenagemor med mange odds imod sig og et sparsomt netværk er en stor udfordring i sig selv. At tage en uddannelse oveni kræver styrke og ressourcer.

I er mestre til at se og påpege de unges ressourcer og til at være der, når der er brug for jer.

Med alt I har i jer, støtter I de unge mødre til at magte det hårde arbejde og slid, der skal til, for at de skal få en uddannelse.

Der er et citat i evalueringsrapporten, som beskriver en af de unge mødres første møde med stedet: ”Lisbet kom og var rigtig glad og havde et lyserødt halstørklæde på og hun duftede af blomster. Og jeg tænkte, sikke et fantastisk menneske, der kommer her og vil høre om mig.

Så jeg følte at det ville være en god idé at bo sådan et sted med sådan en kvinde blandt os. Sådan én der holder øje med én og våger over én.”

I hjælper den unge mor, til at tage det ansvar hun inderst inde gerne vil tage, for at kunne stå på egne ben og forsørge sig selv og sit barn.

Jeres lydhørhed og forståelse for, hvad de unge har brug for i deres liv, kommer frem i denne udtalelse: “Jeg har det sådan, at jeg ikke kan åbne mig for hvem som helst. Næsten ingen i min familie har set mig græde.

Men allerede den første dag, da jeg snakkede med Charlotte, der røg det hele ud. Jeg skjulte ikke noget. Jeg var meget tryg ved at tale med hende.”

At I også har tillid til de unge viser dette citat, som beskriver en ung mors begyndende tro på sig selv: ”Jeg er begyndt at tro på, at jeg er værd at arbejde med. Der er folk der tror på mig. De vil godt investere tid i mig”.

Det er fondens håb, at vi i Danmark netop vil investere den tid, der skal til, og at dette epokegørende projekt kan virke som model for de andre godt og vel 800 teenagemødre der findes i Danmark i dag.

Fonden tror, at den bedste hjælp den unge mor kan få, er støtte til at kunne forsørge sig selv.

Det giver den unge mor tillid til sig selv og barnet den bedst mulige start i livet.

 

Pris tale ved Socialrådgiver Gunvor Aukens tale

 

Hvor passer titlen på fonden ’En god start i livet’ godt på Alexandra-kollegiet, hvor målet er, at give den unge mor og hendes lille barn en god start i livet. Det bidrager den helt særlige håndsrækning til, som de unge mødre får gennem et længere ophold på Alexandrakollegiet. Omvendt skal de også selv give en hånd med. De skal nemlig være i gang med en uddannelse for at kunne bo på kollegiet. Det er den bedste livsforsikring for at få et almindeligt og selvforsørget liv til både mor og barn. Netop drømmen om et helt almindeligt liv er stor hos dem, der ikke har det – hvis der i øvrigt er noget der hedder et almindeligt liv.

I de snart 4 år kollegiet har eksisteret, har her boet 18 unge mødre, og de er alle i gang med eller har gennemført en uddannelse. Ingen er faldet fra. Hvilke andre steder kan opvise sådan et resultat? Gid der kunne skaffes penge til en cost-benefit undersøgelse, der viste gevinsten ved et ophold på steder som Alexandrakollegiet i forhold til, hvad det koster både menneskeligt og økonomisk at have unge enlige mødre på offentlig forsørgelse over lang tid. Der er i dag 24.000 enlige forsørgere på kontanthjælp, og de meget unge mødre er i sagens natur overrepræsenteret blandt dem. Det er undtagelsen, at de har en uddannelse.

Jeg har aldrig kunne lide udtrykket svage grupper, for de skal i virkelighedens verden være særlig stærke for at få fodfæste i samfundsliv. Det er rigtigt, at de unge kvinder der er her, har haft særlig vanskelige livsvilkår. De har derfor ofte mistet selvtilliden, troen på andre og på at det vil gå dem godt – de har det højest som drøm.

Da jeg som 22-årig var i praktik i børneværnet i Kolding, mødte jeg en ung enlig mor som sagde: ”Kan du se, mit barn kan ikke lide mig, hun ser så mærkeligt på mig”. Her har vi hele dramaet med, hvordan andre ser på en, hvordan man tror andre ser på én, hvordan man ser på sig selv, hvordan man ikke kan tro, at ens barn kan holde af én, og hvordan man så frygter, at det heller ikke går barnet godt.

En del af dramaet er også, at det man frygter mest igangsætter man selv – for så bliver man ikke skuffet i sine forventninger. Vi kender det alle sammen, men det er særligt tyngende for dem, der tidligt i livet fik en hård medfart.

Jo, der er nok at se til på Alexandrakollegiet, som Lisbet Ernager og Charlotte Storgaard er de menneskeligt bærende konstruktioner på. I den grundige og rosende evaluering af kollegiet i 2005 er der også en beskrivelse af de to damers baggrunde. Ingen af dem er helt almindelige. De er så velkvalificerede, så praksis-erfarne med socialt arbejde og så vilde i det, de har kastet sig ud i - at man godt forstår, hvorfor de også har turdet tage livtag med Alexandrakollegiet.

I den nævnte evaluering fremhæver størsteparten af kvinderne Lisbet og Charlotte som meget betydningsfulde personer i deres liv.

Nu, hvor jeg om et øjeblik overrækker Lisbet og Charlotte prisen fra fonden ”En god start i livet”,  skal det stå klart, at kollegianerne også står bag prisen. To af dem siger således i evalueringen:

”Jeg har det sådan, at jeg ikke kan åbne mig for hvem som helst og begynde at vise mine følelser til hvem som helst. Stadig har næsten ingen i min familie set mig græde, for det er ikke noget, jeg gør til hverdag. Men allerede første dag, da jeg snakkede med Charlotte, der røg det hele bare ud: Alle mine følelser. Jeg var overvældet af følelser. Jeg oplevede det hele igen. Jeg fortalte det hele fra A til Z som det var, og jeg skjulte ikke noget. Hun gav mig tryghed. Jeg var meget tryg ved at tale med hende allerede første dag – jeg plejer ellers ikke at være så åben om mit privatliv.”

’Lisbet er en blanding af en ekstra mor og en psykolog og en veninde. Jeg er glad for at hun er her. Jeg vil ikke kunne acceptere, at der kom en ny. Lisbet er ligesom det her steds sjæl. Hun er den, der sørger for, at ting sker. Hun er en, man kan komme til, hvis man har problemer kl. 2 om natten, hvis man lige pludselig bliver enormt ked af det. Eller hvis ens barn lige pludselig bliver enormt syg. Jeg kan ikke forstille mig dette sted uden hende’.

Selv vil jeg gerne fremhæve den vægt, I har lagt på betydningen af uddannelse og på, at alle kvindernes behov og vanskeligheder er lovlige og inddrages i den samlede indsats I begge stiller op til. I skal også roses for, at I har fået frivillige og såkaldte mentorer knyttet til kollegiet. Det fremhæver kollegianerne som værdifuldt. Alt i alt har kollegianerne fået et hjem og et fællesskab med hinanden og med hinandens børn, hvilket er forudsætningen for, at vi mennesker hører til og dermed lever.

Lisbet Ernager og Charlotte Storgaard. Vi kan kun påskønne og prise jer som bærende konstruktioner for Alexandrakollegiet. Jeg overrækker jer hermed prisen på 25.000 kr. fra fonden ”En god start i livet”. Tillykke!