Tale af Forkvinde Cecilia Virgin til Lene Lind.
For 20 år siden hørte jeg om en integreret institution på Universitetet på Amager, hvor det var et krav, at pædagogerne skulle deltage i kurser i selvudvikling.
Jeg underviste på det tidspunkt på et seminarium, hvor det bestemt ikke var in at tale om selvudvikling og terapi.
Men min personlige opfattelse var og er, at børnene har stor gavn af at pædagoger lærer sig selv at kende på et dybere niveau.
Derfor fulgte jeg med interesse dit arbejde i Njalsgade, Lene Lind.
Dine holdninger til, hvordan man bedst hjælper og støtter truede børn, gjorde indtryk.
Det lød indlysende og rigtigt, at udsatte børn skulle være sammen med børn, som var mere heldigt stillede.
Også dine andre ideer gjorde indtryk.
Du talte for, at alle børn skulle have en særlig pædagog, som de kunne knytte sig til, og at alle ansatte skulle have en pædagogisk uddannelse.
Du mente, at det var vigtigt at have en dyb respekt for barnet og en lige så dyb forståelse for forældrene og deres ofte vanskelige baggrund.
Fordi jeg så længe har været en stor beundrer af dit arbejde, er det en særlig glæde for mig, at få lov til at anerkende dig og dit arbejde med Fonden "En god start i livets" Nytårsgave.
I de 20 år, der er gået, har du videreudviklet dine tanker og fået flere og flere børn at tage dig af.
Du har også skrevet mange bøger om børn, bland andre "Forstå mig dog" - og forstå børn, det gør du bedre end de fleste.
Gennem hele dit liv som pædagog har du brændt for at gøre tilværelsen nemmere for de børn, der har det svært.
Da jeg spurgte dig, hvor dette engagement egentlig stammede fra, fortalte du, at du er vokset op i et hjem, hvor det hørte til dagens orden at hjælpe dem, der var i knibe.
Denne ideologi har du taget til dig – og du har valgt at drage omsorg for de udsatte børn.
Dine pædagogiske tanker - at blande og integrere truede og velfungerende børn, var i begyndelsen opsigtvækkende.
Men med den lange venteliste med velfungerende børn, hvis forældre håber på at få plads i netop din institution, har du bevist for omverdenen, at det er godt for begge parter.
Du kæmper for at skabe en forståelse for - ikke bare hos pædagoger og forældre, men også hos politikere - at børn er vigtige, og at de kræver tid og omsorg.
Fonden værdsætter, at du har formået at bevare dit engagement til trods for mange sparerunder, som går ud over børnene.
Fonden påskønner også, at du formidler den store viden og indsigt, du har.
Du har evnen til at skabe sammenhæng mellem teori og praksis ved at belyse de pædagogiske teorier med praktiske eksempler.
Du viser i handling og i skrift, at det ikke er det vi siger, men det vi gør, der har betydning. Denne troværdighed, tror jeg er grunden til, at du og dine bøger bliver så flittigt brugt både på uddannelsessteder og institutioner.
Med din varme og kærlige udstråling er du et godt forbillede.
Du ved, at vi som forældre altid ønsker det bedste for vores børn, men at vi ikke altid magter at gøre det, vi gerne vil.
At vi som forældre kun kan give det videre, vi selv har fået.
Fonden ønsker med "Årets Nytårsgave år 2000" at synliggøre det enestående arbejde, der bliver udført på din institution her på Backersvej.
Du har stor indflydelse på pædagogikken i Danmark.
Du har ordet i din magt, og det er fondens håb, at prisen vil bidrage til, at du bliver ved med at blande dig i debatten om børnene, så dine tanker, idéer og holdninger kan blive endnu mere udbredt.
Jeg er overbevist om, at det vil føre til, at mange flere børn får en god start i livet.
Pristale af socialoverlæge Niels Michelsen.
Hos jer lærer man at elske og at blive elsket, at få rigtige venner, at indgå i et fællesskab, hvor man oplever personlig og social kompetence og ser sine handlinger som meningsfulde. Her får man livsmod i stedet for livsangst. Livsmod til et liv med glæde ved at give og modtage og bevare og videregive gode minder.
Både børn, forældre, pædagoger - og konsulenter som mig - lærer, hvordan man omsætter kærlige følelser til kærlige handlinger.
Jeg tror, at alle forældre har kærlige følelser overfor deres barn, men nogle har vældig svært at vise dem. Ofte fordi de selv har det svært i deres dagligdag og selv har oplevet ulykker i omgangen med andre mennesker under deres opvækst.
Lene Lind kan omsætte kærlige følelser til kærlige handlinger og er heldigvis en kraftfuld stemme i debatten.
Derfor fortjener Lene og institutionen at blive priset og hædret.