Årets Julegave 1993. Tale af Prismodtager
Tale af prismodtager Afdelingsygeplejerske Kirsten Thomsen.
Uddrag fra Jyllandsposten dec 1994.
Det er længe siden, vi har fået så positiv en oplevelse. Det føles som et løft uden lige.
Det er dejligt, at det for en gang skyld er plejepersonalet og den daglige kontakt med forældre og børn, der værdsættes.
Julegaven kommer netop på et tidspunkt, hvor børneafdelingen ofte har overbelægning på grund af mange syge børn. Det sker, at der er tre børn indlagt per to sengepladser. Plus medindlagte forældre.
På landsplan bliver halvdelen af de børn, der kommer på sygehus, indlagt på voksenafdelinger,
Men på Centralsygehuset i Næstved bliver alle børn indlagt på børneafdelingen. Plejepersonalet på børneafdelingen arbejder for at gøre indlæggelsen så kort og så lidt belastende som muligt.
Vi er i dag klar over, hvor vigtigt det er, at forberede barnet og dets forældre på sygehusindlæggelsen og at hjælpe familien til at tage hånd om barnets angst i forbindelse med indlæggelsen.
Det betyder meget, at børn føler sig trygge under en hospitalsindlæggelse.
Vi gør os stor umage for, at det er de samme fagpersoner, der tager sig af barnet. Så godt som alle børn har et familiemedlem med.
De fleste indlæggelser sker akut, 85%. Afdelingen gør derfor et stort arbejde for, at børn i alle aldre - fra børnehaver og skoler - kommer på besøg på afdelingen, for at mindske angsten den dag, barnet pludselig skal indlægges.
På vores afdeling arbejder vi utraditionelt med syge børn. For eksempel tager sygeplejerske, læge, diætist og psykolog hvertandet år på skiferie i Norge sammen med en gruppe børn med sukkersyge. Her får børnene hjælp til at holde sukkersygen under kontrol, hvilket kan være nemmere på en ferie. En astmaskole for børn med kronisk astma er også under udvikling.
Vi siger alle et stort tak til fonden. Vi er meget glade for at vores arbejde bliver værdsat.
