Takketale af Hanne Dam

At fonden ”En god start i livet” giver min bog en pris er en stor ære i lyset af det arbejde, fonden præsterer året rundt for at sparke til bevidsteden om, at alle børn bør have en god start i livet. I fondens projekt ligger en erkendelse af, at vi kan gøre det bedre.

Udgangspunktet i dag er - også i fødselsverdenen - at vi kan alt muligt. Udfordringen er at skelne mellem, hvad vi kan, skal og bør. ”Vi kan meget, men bør kun gøre det rigtige,” som filosoffen Jacob Birkler, tidligere formand for Etisk Råd, siger i min bog.

Tag nu fonden ”En god start i livet”, som godt kan provokere mig, selvom den gør ”det gode.” Måske fordi den gør noget andet end mig? Det er formen, der udfordrer mig. For selvom fonden i bund og grund er knivskarp, opererer den venligt og modsat mig bebrejder den aldrig nogen noget. Konceptet er kendt og respekteret i sundhedssektoren.

Grebet er, at det kritiske ligger i konstruktivt at fremhæve ”det gode” ved at hædre mennesker, der ikke bare følger trenden, men tænker selv og gør sig umage med - indenfor deres faglige rammer - at gøre det, de synes er det gode. Og som fonden er enig i er den ”rigtige” retning.

At praktisere en sådan positiv tilgang kan provokere enhver journalist. For der hvor jeg kommer fra – dagspressen - stiller vi tingene sort/hvidt op. Det er prisen for at kommunikere kort og dog blive hørt. Så må man finde sig i at tage skraldet bagefter. Det er ikke altid sjovt for afsenderen, men formen virker. 

Forleden stod jeg i et varmt, kedeligt lokale på jordemoderuddannelsen i Ålborg, hvor 30 jordemødre holdt en kedelig kredsgeneralforsamling og yderligere bagefter måtte finde sig i at blive skudt på af mig. 

De syntes godt nok alle sammen, at jeg havde ret i, at der er alt for mange indgreb i fødselssektoren. For megen ve-stimulering og alt, alt for mange igangsættelser: ”Det er slet ikke det, vi er uddannet til. Sådan tænker vi ikke”, sagde de.  Presset!

Jamen det er jo jer, der foretager ve-stimuleringen? Hvorfor gør I det, når I i virkeligheden ikke synes, den er nødvenlig i lige præcis den her situation, måtte jeg spørge. Jeg indrømmer gerne, at jeg ofte selv holder vejret efter et skarpt udsagn ved udsigten til desperationen i øjnene på det menneske/mennesker i sundhedsvæsenet, jeg provokerer. Fordi de føler sig indsvøbt i dilemmaer, og det kan jeg i virkeligheden godt forstå. Fødselsverdenen er uhyre kompleks. Heldigvis er reaktionen på min konfronterende stil sjældent vrede, måske fordi de mennesker, jeg taler med, godt kan mærke, at også jeg gerne vil det gode.  For de kvinder, der føder, for de jordemødre, der knokler for kvinderne og alle de andre i fødselssektoren. 

Arrogance kan indimellem overvælde mig, som når man frejdigt udtaler sig på baggrund af min bog uden at have læst den. Og har grundmisforstået budskabet. Men meget oftere møder jeg frustration og afmagt; man gør måske noget, man ikke helt går ind for i samarbejdets hellige navn.  Eller læger vedtager at foretage indgreb i form af igangsættelse, ikke fordi de skal, menfordi de kan – fordi de gerne vil gøre deres arbejde godt og gerne vil redde alt liv. Man mener at gøre det gode ved at sætte 14.000 kvinders fødsel i gang med medicin ofte efterfulgt af ve-stimulering og må så acceptere det lille ubehag, der er ved at stjæle den gode fødsel fra tusindvis af raske kvinder. Men hvordan bærer man sig ad med at ignorere spørgsmålet om, hvem der betaler prisen for de beslutninger, man tager? Her de mange igangsættelser, som mange raske kvinder betaler for i form af lange, ofte strabadserende fødsler, hvor et kæmpe flertal af kvinderne ville have kunnet føde af sig selv, hvis de havde fået lov at gå lidt længere. 

Her kom det journalistiske svirp, der fik jordemødrene i Ålborg op af stolen. Der blev lukket op. De reagerede, og vi fik snakket virkelig godt om dilemmaerne i fødselsverdenen. Jeg forsvarer altså mit næb - desværre kommunikerer venlighed ikke særligt debatskabende på skrift og heller ikke mundtligt. Kritisk kommunikation baseret på venlighed kræver, at modtageren tænker sig om.  Min bog er til gengæld let at læse. I bogen, der er researchtung journalistik, undrer jeg mig uafladeligt over, at samtlige de fødselslæger, jeg har interviewet, giver udtryk for, at den spontane, vaginale, naturlige fødsel er den sundeste for både mor og barn.  Lægerne er helt enige med jordemødrene i, at den hormonelle optur, kvinder, der føder naturligt, opnår, ikke kan kopieres af kunstig kemi. Samtidig ve-stimulerer de samme læger helt overdrevent.  Det er jo et paradoks. 

Og med hvilken konsekvens?

• At den naturlige, spontane vaginale fødsel drukner.
• At ikke alle i dag har en reel mulighed for at føde naturligt. Det bør alle have!

Og hvad er forklaringen på det?

• En blanding af økonomi og lægefaglig prioritering, som I kan læse mere om i min bog.

• Det alvorlige er, at de mange indgreb viser, at det er svært for de fødende at honorere lægernes ønske om fremdrift i fødslen og fødsel på tid. 
• Det er de rutiner, jeg sparker til, for set udefra, er det vanvittigt at ve-stimulere mere end hver tredje førstegangsfødende, sætte hver fjerde fødsel i gang og lade hver femte gravide føde ved operation, kejsersnit, mens tallet for kvinder, der får kejsernit uden medicinsk indikation, vokser. På min case, Rigshospitalet, udgør kejsersnit på moders ønske 35 pct. af alle kejsersnit.
• For kvinderne er konsekvensen, at alt for mange oplever ikke selv at have født deres barn. Teknologien klarede det for dem. 
• Som den udfolder sig i dag, stjæler den teknologiske fødsel af kvinders selvværd. For berøver vi kvinderne muligheden for at bruge kroppen til det, den kan, stjæler vi også af kvindernes selvværd.

Men forholdet mellem natur og teknik er også komplekst. I bogen nævner Jacob Birkler de mange faktorer, der gør sig gældende, når vi vil prøve at få en samlet forståelse af fødegangens tendens til at fokusere på kvinden som krop og teknologien som løsningen på eventuelle problemer i forbindelse med graviditet og fødsel.  

• Vi har et politisk økonomisk niveau, der skal have budgetterne til at gå op.
• Vi har en kultur, der er let bevægelig. 
• Vi har en kvinde, der bestemmer over sin egen krop.  
• Vi har forskellige fagligheder. 

”Og det hele er præget af rammen: at vi kan alt muligt. Udfordringen er at skelne mellem, hvad vi kan, skal og bør. ”Vi kan meget, men bør kun gøre det rigtige,” hørte vi. ”Problemet er, når teknologien forcerer noget, hvor alternativet kunne være bedre”.  Men hvor går grænsen? Vi må knokle videre for at få skabt en dialog, som også fødselslæger har lyst til at indgå i.

Jeg har her valgt at tale om både indhold og form inspireret af de mange spændende samtaler, jeg undervejs i forberedelsen har haft med fondens stifter og bestyrelsesforkvinde, Cecilia Virgin. Jeg er utrolig glad for de dejlige kroner, der følger med æren som prisvinder og takker inderligt fonden for den fede check - og Martin Brygmann for at svare rigtigt i TV2 s ”Hvem vil være millionær”. Penge letter absolut livet som idealist. 

Men jeg vil også gerne takke Cecilia for ikke bare tonsvis af grøn te og frugtsalat, men for netop den jævne strøm af inspirerende samtaler vi som to ikke-professionelle har haft om vores fælles passion: fødsler.  Med i øvrigt hver sin tilgang: jeg som en glad fødende, der nærmest første gang blev kaldt til live igen under seancen. Mine fødsler blev både fysisk og psykisk vendepunkter, som jeg voksede af. Livsmilepæle. Og Cecilia med en mere kompliceret erfaring, der førte til den indsigt, der ligger bag fonden. 

Jeg bliver aldrig træt af at takke de ufatteligt spændende, engagerede, velformulerede modige, søde og klart talende interviewpersoner i min bog. Uden jer ville bogen ikke være troværdig. Jeg får konstant bekræftet de tilstande, som I har hjulpet mig med at beskrive.

Jeg vil også gerne sige tak til de redaktører der har hjulpet mig undervejs: Først og fremmest Annemarie Elkjær, men også Claus Clausen og Mette Jokumsen - Tamara og Anja Bertelsen. 

Det var SÅ dejligt at høre dig, Rikkeliva, fortælle om din intense hjemmefødsel - tusind tak - og også tak til dig, skønne Tina, for dit mod til at slå et slag for et spontant valg uden fortrydelsesret og fortælle os om din gode fødsel. 

Og tak til dig Jacob – bogens vel nok skarpeste og ærligste interviewperson – for at springe ud som prisoverrækker.

Så rigtig mange hjertelige tak til jer alle sammen - også for at komme i dag.

Skulle der stadig være nogen, der ikke har købt bogen, kan man få den til særpris fra min hjemmebutik i hjørnet. VHA Mobile Pay. 

Nu giver fonden vist en drink og lidt at spise.

 

Tina Splidboels tale om sin hospitalsfødsel.

Tak for invitationen Cecilia til at komme og tale ved prisuddelingen her i dag. Jeg er så glad for, at det lige netop er Hanne Dam – det pragtfulde menneske – der får denne særpris, da vi mere end nogensinde har behov for at sætte fødslerne øverst på dagsordenen.

Min fødselsberetning er en positiv historie. Alligevel mærkede jeg på egen krop, hvor presset et sundhedssystem, vi har, når det kommer til noget så vigtigt som at sætte et andet menneske i verden.

Jeg blev uventet gravid med en ferieflirt i Caribien for godt fire år siden ved det, jeg ynder at kalde et vidunderligt four night stand. Jeg fødte min datter Viola i oktober 2014 på Hvidovre Hospital efter eget valg. Hele forløbet tog 15 timer fra vandet gik derhjemme om morgenen, til Viola var ude – det skete heldigvis helt uden indgreb og alskens smertestillende, igangsættelse eller vestimulering. 

Men det var nu ikke helt det, der blev lagt op til.  

Egentlig havde jeg et ønske om at føde i vand, og jeg gik slukøret fra hospitalet en dag, da jeg var halvvejs i graviditeten, fordi jeg fik at vide, at jeg var for tyk til at føde i vand. De skulle nemlig hurtigt kunne lægge en epidural og udføre akut kejsersnit, hvis noget gik galt – for det gør det tilsyneladende ofte med os fødende med et for højt BMI, lod de mig forstå. Så til trods for, at jeg havde en fantastisk graviditet uden komplikationer og var sund og rask, så følte jeg hurtigt, at jeg blev sygeliggjort i systemet allerede inden fødslen. Jeg gik grædende fra hospitalet den dag.

Jeg gik til selvbetalt gravidyoga i Jordemoderhuset – det var den eneste rigtige form for fødselsforberedelse, jeg fik. For de par aftener jeg fik gratis på Hvidovre, handlede mere om, hvilken form for smertedækning, de kunne tilbyde. Jeg lærte blandt andet – at der udover epidural – findes noget, som hedder bistik og en cocktail. Jeg fik heldigvis aldrig brug for mit nyvundne ordforråd. 

Jeg tror ingen kvinder vil betegne de fødsler, de gennemgår, som ’standardfødsler’ – alle oplever det som noget helt særligt. Som en af de mest skelsættende begivenheder i deres liv. Alligevel kan jeg overordnet sige, at Violas fødsel var sådan lige efter bogen: Vandet gik, veerne tog til og så kom presseveerne. Ydermere foregik der lidt af en fest inde på min fødestue, for jeg havde en veninde, min søster og en fotograf med, der kæmpede om operationslampen sammen med jordemoderen. 

Men da vi kom til presseveerne, så tog det noget længere tid, end den yngre jordemor havde ventet. Derfor kaldte hun på chefjordemoderen for at høre, om jeg ikke skulle have noget vestimulerende. Der havde jeg ligget og presset i en time uden nogen fremgang. Men da hende her, ’moder jord’, trådte ind i rummet, kiggede mig i øjnene og sagde: ”Hende der, hun kan godt selv,” og lige der fyldtes rummet med sådan en allestedsnærværende autoritet og ro, at jeg også selv fik en tro på, at jeg kunne klare det hele selv. Så bad jeg chefjordemoderen indtrængende om at blive … Og der gik måske et kvarter, før jeg havde presset Viola ud, som til alles store overraskelse var stjernekigger. Det var der ingen, der havde set eller mærket i forløbet. Jeg husker at denne chefjordemor stod med Violas hoved i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden, som bimlede. Så lige så straks, jeg havde presset Violas krop ud, var hun ude af døren. Hastigt videre til næste fødsel.

Violas fødsel var en helt igennem god oplevelse – jeg følte mig som en sand urkvinde, fordi jeg klarede det helt selv. Det gav en følelse af ’empowerment’. At jeg nu havde givet Viola den bedst tænkelige start på livet. En helt naturlig fødsel.

Jeg føler mig heldig. Heldig fordi jeg fik en fin fødsel uden komplikationer. Uden brug af medicin af nogen slags og fordi jeg ikke havde brug for assistance efterfølgende. 

Dog kunne jeg have ønsket mig, at nogen havde set til mig i lidt mere end 10 minutter efter fødslen, for det der med amning gik i hat og briller. Jeg fik bare udleveret en ammebrik – og så var der ikke mere tid til mig. 

Til trods for min gode fødselsberetning er jeg bekymret for den udvikling, jeg hører sker, når der sker en drastisk stigning af indgreb og brug af smertedækning og vestimulering.

Altså når en ellers sund og rask men lidt for tyk førstegangsfødende på 38 kan få en så fantastisk fødsel, så kan mange flere OGSÅ få det. Det handler først og fremmest om at se på individet og ikke proppe os i kasser – men se på hvad har den enkelte gravide brug for. Og det kræver altså tid, som fødeafdelingerne og alle jordemødrene står og skriger på.

Men det handler også i høj grad om en politisk prioritering. For tid er desværre en mangelvare ude på fødestuerne og rundt i de danske husstande hos alle dem, der ønsker en rolig hjemmefødsel. Dét kunne jeg godt tænke mig kom meget højere på dagsordenen, og derfor er Hanne Dams bog vigtig. Jeg håber, at denne pris er med til sætte endnu mere gang i debatten om en god start på livet. 

 

Rikkelivas tale om sin hjemmefødsel.

Da jeg blev gravid med mit første barn i 2010, sagde en af mine gode venner:”Du skal da føde hjemme – det er lige noget for dig”.

Min første reaktion var: ”Nej, det skal jeg i hvert fald ikke” og forestillede mig hvilket blodbad det ville være hjemme i den lille lejlighed på Amager. Og ikke mindst faren ved en hjemmefødsel. For er det nu sikkert at føde hjemme? 

Alligevel blev min nysgerrighed vakt, så jeg gik på biblioteket og lånte alt hvad de havde af bøger om fødsler og hjemmefødsler. Det var nu ikke ret meget litteratur jeg fandt på dansk om hjemmefødsler, så jeg gik hurtigt i gang med at søge på engelsk litteratur og fandt en masse tykke og spændende bøger. 

Der gik ikke lang tid før jeg var fuldstændig hooked på det med hjemmefødsel. Det var mine omgivelser ikke helt til at starte med, men de blev hurtigt overbevist eftersom jeg efterhånden var blevet et mini-leksikon ud i fakta om hjemmefødsler. 

Jeg gik til fødselsforberedelse (selvbetalt) en gang om ugen og lærte om faserne i fødslen, om fysiologien, om vejrtrækning og fødestillinger og den mentale forberedelse. Jeg følte mig rigtig godt forberedt, og jeg havde stor tillid til at min krop vidste, hvad den skulle. Da fødslen gik i gang 40 + 6 gik det hurtigt. Der kom en hjemmefødselsjordemoder fra Hvidovre Hospital. Jeg havde aldrig set hende før og jeg kan hverken huske hendes navn eller ansigt. Hun var der max en time og det jeg husker bedst var, at hun var lidt utilfreds med de grynt og indimellem brøl, jeg kom med. Fødslen gik som en drøm, og jeg fødte min datter på 2,5 time. Nu skulle man tro, at alt bare var lykke og idyl, men for mig var det at blive mor lidt af et chok. Jordemoderen var ude ad døren efter meget kort tid. Hun havde tjekket af på sin liste, hvad der skulle tjekkes af. Og så sad jeg der med en lille baby i armene, mutters alene (min mand var der selvfølgelig, men han var ligeså usikker som jeg var). Fik hun nu nok mælk? Suttede hun rigtigt? Var hun nu sund og rask? Lavede hun det rigtige antal bleer i døgnet? Dagen efter min fødsel fik jeg et opkald fra en hjemmefødselsjordemoder, men det var ikke hende jeg havde født med. Hun fortalte, at jeg var blevet kendt som ”superføderen” blandt jordemødrene. Hun havde ikke tid til at lytte til mig, så det blev en kort samtale.

Da jeg blev gravid anden gang overvejede jeg ikke om jeg skulle føde hjemme – selvfølgelig skulle jeg det. Det jeg til gengæld overvejede var, om jeg selv skulle købe mig til jordemoderhjælp. Den eneste ”hage” ved min første fødsel var, at jeg ikke følte mig set og hørt af jordemoderen. 

Jeg boede ikke i Region Sjælland, hvor jeg kunne få kendt jordemoder gratis, så jeg endte med at skrabe de midler sammen, der skulle til med hjælp fra forældre og svigerforældre og en lille pose penge fra SKAT.

Det er de bedste penge jeg nogensinde har givet ud. 

Det var guld værd at jeg havde en jordemoder, der kendte mig rigtig godt, havde fulgt mig hele vejen i graviditeten, og som vidste hvad det var, jeg syntes var svært ved min første fødsel. Hun vidste at jeg havde født hurtigt første gang og at der var en chance for at det ville ske igen. Hun vidste at det var vigtigt for mig at vi forlængede fødsels-boblen lidt i den anden ende og derfor blev hun 6 timer efter fødslen og drak te og tog sig af mig.

Til fødslen var udover min mand, min veninde, min mor, min datter på 4 år og Hanne Dam med. Det var en familiebegivenhed, ligesom jeg havde ønsket det. Storesøster i nattøj, der lige var vågnet og sad på armen hos min veninde, da lillesøster blev født. Hun sad tæt op af mig i sofaen, hvor jeg lå med min nyfødte. Hun hjalp jordemoderen med at klippe navlestrengen og var en vigtig del af begivenheden. Hun taler stadig meget om den fødsel og har leget Violas fødsel med sin lillesøster mange gange. Jeg er helt sikker på at det har været med til at give dem et stærkt bånd.

Begge mine fødsler har været gode fødsler. Det at jeg har taget ansvar for dem, forberedt mig grundigt og taget stilling til hvordan jeg gerne ville have tingene skulle være, har været meget vigtigt for mig. Det tror jeg også har været med til at give mig en følelse af styrke og kraft. Jeg er stolt af mine fødsler. Jeg er stolt og taknemmelig for at min krop har kunnet føde mine to piger på smukkeste vis. 

Ligegyldigt hvor og hvordan man som kvinde føder, ønsker jeg at alle kvinder får mulighed for at føle sig styrket og løftet af deres fødsel - føle sig set og lyttet til og føle sig stolte over den vilde proces en fødsel er, som de har gennemgået.

Det er lige præcis det Hannes fantastiske bog kan være med til. Den er et vigtigt indspark i en debat som vi er nød til at have, så mange flere kvinder kan få gode fødsler.