BRUGERTALEN af Carolina Underbjerg

Med min tale vil jeg først og fremmest sige KÆMPE stort tak til de dygtige og dejlige jordemødre på Roskilde Fødeklinik for at gribe mig og min familie. Bogstaveligt talt og i overført betydning.
Jeg vil dele mine tre fødselsforløb med jer. Mine tre meget forskellige fødsler af Frida 4 år, Benny 2 år og lille Rose 5 måneder. 

For fire år siden fødte jeg min datter Frida. Jeg fødte hende på Hvidovre Hospital. Men jeg kom for sent. Jeg kom for sent til min egen fødsel. Og hvordan gør man så det?

Jeg kom for sent ind fordi der ikke var hænder nok. Jeg kom for sent ind fordi der ikke var plads til mig. Vi ringede flere gange og fik pænt at vide, at det altså gjorde ondt at føde og at vi skulle blive hjemme nogle timer endnu. Vandet var gået aftenen forinden og vi ringede ind med det samme. Her fik vi en tid til igangsættelse 3 timer senere, hvilket vi takkede pænt nej tak til. Vi ville gerne lade kroppen gøre det den skulle - føde i ro og fred. Eller i hvert fald give den de bedste forudsætninger for at gøre det. 
Efter en hel dag med regelmæssige veer og til sidst en pressetrang der var intens, tog vi ind på hospitalet for at få en smertecocktail. Da jeg blev hentet på en briks, fordi jeg ikke længere kunne gå, blev min smerte endelig anerkendt og jeg fik at vide, at jeg var 10 cm åben, i aktiv fødsel og at vi snart skulle holde fødselsdag.

Men det endte med at blive til 5 timer. 5 timer i en krop der ikke kunne mere. En krop der holdt igen og til sidst pressede alt hvad den kunne, uden at der skete noget som helst. De dygtige jordemødre og fødselslæger passede på mig, gjorde hvad de kunne, men fødslen endte med en sugekop og et stort ar på sjælen. Min datter kom ud, men ingen greb mig. Jeg er ikke i tvivl om, at fødslen satte sit præg på den første tid med Frida.

Hun blev kolikbarn. Græd hun fordi hendes mor var stresset eller græd moderen fordi barnet havde ondt. Ingen ved det, men oplevelsen havde sat sine spor og vi fik ikke en god start i livet.

Da jeg blev gravid med mit andet barn, Benny, var jeg bange. Jeg var bange for at føde og bange for at komme for sent igen. På opfordring af min gode veninde, der er fødselslæge, kontaktede jeg Roskilde Fødeklinik. Jeg fik deres sidste plads og kom ind til konsultation hos dem. Først her, næsten 2 år efter fødslen af Frida, faldt brikkerne på plads. En jordemoder på klinikken gennemgik fødslen af Frida med os og her forstod vi, at Frida havde stået skævt i bækkenet og at fødslen derfor havde trukket ud. I to år havde jeg ikke forstået, hvorfor jeg ikke kunne få hende ud og i to år havde jeg følt at jeg fejlede. At jeg ikke kunne føde mit eget barn og en enkelt lille sætning fra jordemoderen gjorde, at det hele nu gav mening. Hvis hele visitationsprocessen havde været anderledes og jeg var kommet ind før, er jeg ikke i tvivl om, at fødselsforløbet havde været anderledes. 

Vi kunne have lavet rebozo og iværksat andre tiltag for at få hende godt ned på plads. Men der var ikke tid og plads til det. Der var ikke hænder nok. De hænder der burde være der, var sygemeldte og ikke tilgængelige på fødegangen. 

Jeg følte mig nu klar til fødslen af Benny. Jeg blev lyttet til, passet på og taget hånd om. Mange af vores bekymringer forsvandt. For selvom en fødsel er uforudsigelig, havde vi hele tiden en følelse af, at jordmødrene på klinikken passede på os, uanset hvordan fødslen ville forløbe.

Fødslen af Benny startede endnu engang med vandafgang og vi vidste, at der var en bagkant i forhold til at få lov til at føde på klinikken.

Vi måtte komme ind, når vi ville og aftalte, at mødes på klinikken næste morgen for at lave en plan. Vi lavede en plan A, hvis jeg skulle føde på klinikken og en plan B hvis jeg skulle blive overflyttet til hospitalet. Dette gjorde, at vi kunne følge med hele vejen igennem og at vi følte os trygge med, hvad det end ville ende med. Vi tog hele optakten på klinikken. Med rebozo, akupunktur, lang gåtur, squats og løben op og ned ad trapper i bælgravende mørke. Vi spiste pizza med jordemoderen, talte om manglende ressourcer i folkeskolen og husrenovering, alt i mens jeg sad og hoppede på en Pilatesbold, så der kunne komme gang i veerne så vi kunne få lov til at føde på klinikken. Der skete ikke meget og vi nærmede os en bagkant. Pludselig kom veerne og nu var vi i gang. Min mand Thor og jeg gik ind for at se “Den store bagedyst” og veerne tog til. Jordemoderen var i dialog med Roskilde sygehus hele vejen igennem og vi fik lov til at blive lidt endnu. Til sidst var tiden imod os og vi måtte ty til plan B. Jordmoderen tog med på hospitalet og da vi kom ind, var stemningen fra klinikken blevet overført til fødestuen med dæmpet lys og små led-stearinlys. Jordemoderen på sygehuset og den jordemoderstuderende gik ud og tog sig en pause, alt imens Thor, jordemoderen fra klinikken og jeg blev på stuen. Der var masser af hænder. Nogle timer senere blev Benny født i sit badekar og kom op på mit bryst. Jeg havde født mit barn i ro og fred med kærlige hænder. 

Da jeg blev gravid med mit tredje barn, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle føde på Roskilde Fødeklinik igen. Jeg fødte min datter Rose for 5 måneder siden. Denne gang kom jeg ikke for sent. Jeg kom i mål. Jeg kom hjem. Helet og lappet i min sjæl og krop. Ikke smertefrit men kærlighedsfyldt. 
Denne gang startede fødslen med veer. Jeg havde nogle småveer om morgenen og havde dagen forinden bestilt massage om morgenen. Jeg lå på massagebriksen med veer og var slet ikke klar over, at jeg senere samme dag ville få min drømmefødsel. 
Veerne blev mere og mere regelmæssige, men hverken Thor eller jeg troede, at vi var så tæt på. Jeg gik i bad, fik sovet lidt og senere på dagen ringede vi ind til klinikken. Vi måtte endnu engang komme ind, når vi ville. Vi aftalte at tales ved nogle timer senere og efter en times tid, ringede Thor og sagde, at vi ville køre. Klinikken lå kun 4 minutter væk fra hvor vi boede og jeg tænkte, at vi skulle vente lidt med at køre ind. Jeg troede, at der var lang vej igen. Men Thor insisterede og vi kørte afsted og blev taget imod af jordemoderen. Fødekaret blev fyldt og jeg tog nogle veer på sengen med kærlige og smertelindrende tryk på hoften og mellem øjenbrynene. Efter en halv time kom jeg op i karret og efter nogle minutter fik jeg pressetrang. Jeg blev opfordret til at mærke efter om jeg kunne mærke Roses hoved. Jeg gik lidt i panik, da jeg ikke kunne forstå, at jeg allerede var nået dertil i fødslen. Jeg mærkede hendes hoved titte frem og mærkede samtidig en helt særlig urkraft i mig. Min krop kunne godt føde et barn. Jeg pressede en gang til og mærkede hendes hoved komme ud. Jeg gjorde ikke andet end at presse og være til stede i det. Jeg pressede endnu gang og Rose blev født. Jeg kunne godt føde mit barn. Hun kom op på mit bryst og min efterfølgende kommentar “Oh my fucking god, har jeg virkelig født” vidner om en hurtig fødsel. Jeg fødte 40 minutter efter at vi var kommet derind og følte hele tiden, at jeg kunne følge med. 

Min fødsel på fødeklinikken var forløsende og var med til at hele mit ar efter den første fødselsoplevelse. Min fødselsfortælling ændrede sig og gav mig en helt særlig power-følelse, som jeg tager med mig hver dag, som har ændret hele mit selvbillede.

Jeg blev passet på inden, under og efter fødslen. Jeg var ikke længere bange for at føde og hvis det ikke var for de 100 børn jeg har i forvejen, ville jeg gerne føde igen med jordemødrene på Roskilde Fødeklinik. Vi fik en god start i livet. 

Tak for at I har passet på mig, min mand og vores børn. Tak for at I har ladet os føde i fred og ro og været de kærlige voksne, vi havde brug for. Gid mange flere gravide kvinder må føde enten hos jer eller på andre fødeklinikker. 

 

Jaqueline Vejlstrups takketale på vegne af Fødeklinikken

Tusind tak allesammen for at møde frem til hædring af Roskilde Fødeklinik med denne fine pris.

Tak til Cecilia Virgin og til Fonden, En god start i livet, for i år at vælge Roskilde Fødeklinik som modtager af prisen.

Hermed sætter fonden fokus på, hvordan Jordemoderledede klinikker kan bidrage til fødselshjælpen og til kvindesundheden. Jordemoderledede klinikker er et valg, som på en gang rækker tilbage i tiden og som samtidig peger fremad.

Tak til overlæge Morten Lebech for dine pæne ord om klinikken og tak for vores gode og respektfulde samarbejde gennem 4 år.

Tak Mathias Meier - din saxofon er en af de vigtige stemmer, som gør denne dag og hele verden “wonderful”.

Tak Carolina Underbjerg for din bevægende beretning om hele tre fødsler, hvor Roskilde Fødeklinik har haft en finger med i spillet i to af dem.

Og tusind tak til forsker og jordemoder, Rikke Maimburg og professor i sundhedsøkonomi, Jes Søgaard for jeres interessante præsentationer om jordemoderklinikker.

Man skal høre meget om jordemoderklinikker, før ørerne falder af - også fra folk, som burde vide bedre - men hvis man nu ikke havde hørt andet end jeres forskningsbaserede fremstillinger og analyser, så måtte man jo spørge sig selv - hvorfor i alverden vi ikke allerede har flere jordemoderklinikker? 

Så må vi ikke foreslå, I laver en landsdækkende turne. Et roadshow om jordemoderklinikker. Gerne Tv-transmitteret i bedste sendetid. 

For ifølge den forskning I har præsenteret i dag - både den jordemoderfaglige og den sundhedsøkonomiske -  kan jordemoderledede klinikker tilsyneladende bidrage til løsningen af de tre aktuelle og indbyrdes stærkt forbundne problemer, som vi alle - uanset profession - er enige om, plager fødselshjælpen:

1.  Overmedikalisering af fødslerne

2. Kapacitetsproblemer

3. Manglen på jordemødre. Jordemødre, som vil arbejde på fødegangene. Dem er der masser af.

At sundhedsøkonomen Jes så oven i købet viser, at jordemoderklinikker er billigere for samfundet, vil nok overraske nogle. Men ikke os, som arbejder i Roskilde Fødeklinik. Vi ser det hver eneste dag.

Vi er billigere for Region Sjælland - ikke alene, fordi vi har færre fødselsindgreb og dermed færre omkostningstunge følger af disse - men også fordi vi fire vagthavende jordemødre kan udføre alt det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde, relationsdannelsen i graviditeten, flere og længere konsultationer og fødselsforberedelse i små hold, samtidigt med at vi opretholder vagtberedskabet for de fødende. Det kan vi kun i kraft af vores lille størrelse. Lille og vågen som man siger. 

Og med det projekterede stigende fødselstal (10.000 flere over de næste 10 år) gælder det jo om at bruge pengene fornuftigt og spare på alle unødvendige udgifter. 

De penge, som klinikkerne sparer på indgreb i raske kvinders fødsler, kan jo så bruges på hospitalerne. De har hårdt brug for dem til det stigende antal syge gravide og til de komplekse fødsler og ressourcekrævende igangsættelsesforløb.

Vi kunne ikke gøre, hvad vi gør uden opbakning fra hospitalerne. Og derfor må vi dele hæderen for denne pris med vores dejlige kolleger på samarbejdshospitalerne i regionen. Der har gennem årene udviklet sig et godt og lærerigt samarbejde og faglig udveksling - særligt med Roskilde Hospital, som de fleste af vores familier har som tilknytningshospital.

Og endelig skal der lyde et stort TAK til Region Sjælland. Denne pris er også jeres. Som den eneste region kan Region Sjælland brøste sig af den visionære og menneskerettighedsbaserede fødepolitik, som lader pengene følge den gravide.

Således sætter Region Sjælland kvinders og familiers valg i centrum og viser, at vi alle i regionen - hospitalerne, hjemmefødselsordningen og den jordemoderledede fødeklinik kan forenes om at give den bedste, sikreste, sundeste og mest individualiserede omsorg til hver enkelt borger.

På denne måde er region Sjælland et forbillede. Alle regioner bør have jordemoderledede klinikker i deres fødetilbud.

Selvom fonden i år giver prisen til Rokilde Fødeklinik for det arbejde vi udfører - så gives den på en måde til ALLE jordemødre. Den kvalitet og faglighed Roskilde Fødeklinik står for skyldes nemlig ikke os som personer. 

For ganske vist, er vi - som alle jordemødre - hver for sig unikke.

Men vi er først og fremmest jordemødre. 

Vi er således hverken dygtigere eller dårligere end de fleste.  Vi gør heller ikke noget nyt, men bare det, som alle jordemødre har lært. Og det er faktisk ældgammelt. 

Og det er just det gode og inspirerende ved årets valg af jordemoderklinikken i Roskilde 

Alle kan få samme resultater og arbejdsglæde, hvis bare de får mulighed for selv at tilrettelægge og prioritere omsorgen ud fra deres egen jordemoderfaglighed i mindre selvstændige enheder: The Midwife Model of Care.

Vi må takke vores familier. Både dem, som føder i klinikken -  men også - og især - vores egne familier derhjemme. 

Vores børn, som er gjort af et særligt stof og vores partnere -  ja selv vores gamle forældre. Roskilde Fødeklinik ville ikke have stået der uden deres deltagelse og hjælp. På den måde er vi også et familieforetagende.

Og vores mænd. I disse første 4 år, mens vi har løbet klinikken i gang, har I givet udtrykket “Jordemodermænd” en helt ny betydning. Vi er stolte af jer og dybt taknemmelige. 

Men først og sidst vil jeg takke dig, Cecilia. Det har været en stor ære og fornøjelse at lære dig at kende. Din passion og engagement i at forbedre forholdene for de fødende og de nyfødte er formidabel. 

At du og fonden i år har udset jer en jordemoderledet klinik som prismodtager vidner om rettidig omhu og en visionær ungdommelighed, som mange meget yngre mennesker må misunde dig.

Og med dit kolossale drive, er vi sikre på, at du nok skal nå dit mål om etablering af mindst een jordemoderledet klinik i hver region. 

Med dagen i dag og de mange forberedelser du har lagt i arrangementet, har du i hvert fald skaffet kliniksagen mange allierede. 

Vi krydser fingrene for dette noble formål og med dig ønsker vi alle kommende familier en god start i livet.