Prismodtager Anne Ulbæks tale

Det kan være svært for alle at blive og være forældre.

Og det kan være svært at være barn af forælder, der har det svært. 

Når man har en voksenpsykiatrisk sygdom og bliver forælder er der mange faktorer, der kan udfordre både tilknytningen til barnet og samspillet med barnet og barnet er i risiko for at komme ind i en fejludvikling. 

Børn af forældre med psykiatrisk sygdom er en sårbar gruppe, særligt i deres første leveår. 

Nogle børn har over 50 % risiko for at udvikle psykiatrisk sygdom. 

Der er vores vurdering at vi, via den forebyggende indsats, kan mindske denne risiko. 

Det kræver en bred tværfaglig og tværsektoriel indsats både i graviditeten og når barnet er født.   

I vores kontakt til familierne er vi samarbejdspartnerne med viden om både barnets udvikling og trivsel, viden om voksenpsykiatri og også forælder-funktion med psykiatrisk sygdom.  

Forældrene udtrykker at det er hjælpsomt at blive mødt på den viden og oplever sig accepterede af os og mindre stigmatiseret. 

For forælderen giver det håb om at kunne magte forældre-funktionen- trods psykiatrisk sygdom. 

Vi arbejder via forælderen. Vi øver forælderen i at møde barnet mere responsivt og nuanceret i samspillet og danne grundlag for et udviklende samspil med barnet.

Det er vores erfaring, at vi kan have et samarbejde med de fleste forældre, uanset deres diagnose. 

Forebyggelse kræver mod og motivation fra forældrene og de har krav på at blive mødt med tillid, respekt og tid at få lov at arbejde med forælder-funktion og samtidig holde barnets perspektiv i centrum. 

Der er familier der ikke ønsker vores indsats og der er familier, hvor vores indsats ikke kan stå alene og da har vi et samarbejde med socialforvaltningen. 

Men vores konklusion er, at tidlig forebyggende indsats gør en forskel og understøtter barnets udvikling og trivsel. 

Derfor er det meget dejligt at modtage en pris for det forebyggende arbejde vi laver i spæd og småbørnspsykiatrien 

Når man får en pris, så må man godt drømme lidt om, hvad det bedste ville være for de børn der starter deres liv med en psykisk syg forælder.  

En drøm er en samlet tværfaglig funktion. 

Med adgang til en koordineret tidlig indsats med jordemødre/obstetrikere, sundhedsplejersker, voksenpsykiatere, spæd og småbørnspsykiatere og med et tæt samarbejde med socialforvaltningen. 

Og nu er det tid til at sige tak:

Tak til fonden En god start i livet og mødet med den engagerede ildsjæl, Cecilia Virgin.

Tak til BUC og RHP og mine ledere, der muliggør at vi, som det eneste sted i Danmark, kan yde denne nødvendige og betydningsfulde forebyggende behandling til børn 0-3 år. 

Tak til min tålmodige søn, August; som indimellem har syntes, at det der arbejde har fyldt rigeligt.

Sidst men ikke mindst; 

Tak til medarbejdere fra Ambulatorium for Spæd og småbørn. 

I følger de sårbare børn og deres forældre. Og med jeres viden, høje faglighed og omsorg medvirker I til at sikre at barnet og familien får en god start i livet.

 

Prismodtager Mette Skovgaards Vævers tale

Tak til jer alle for at komme her i dag. Jeg vil gerne bruge mine 5-6 minutter på at sige tak til en hel masse mennesker – som har været og er helt afgørende for, at jeg står her i dag og også undervejs fortælle lidt om, hvad vi laver i Center for Tidlig Indsats og Familieforskning.

Først og fremmest tusind tak til fonden ”En god start i livet” – til forkvinde Cecilia Virgin og til Anne Barfoed. Jeg er er meget glad og beæret over at få denne pris. Jeg er meget taknemmelig for, at fonden i sit arbejde sætter fokus på og anerkender betydningen af en tidlig indsats ift at fremme psykisk sundhed hos spæd- og småbørn og forældreressourcer. 

Tak til Vibeke Samberg for at fortælle om brugen af ADBB i praksis – det gør mig rigtig glad at høre, at den er meningsfuld og bidrager til jeres arbejde.

For ADBB’en er et rigtig godt eksempel på det, som vi arbejder med i Center for Tidlig Indsats og familieforskning, – vi arbejder for at styrke den forskningsbaserede sociale- og sundhedsfaglige indsats for at fremme de 0-6 årige børns psykiske sundhed, forælder ressourcer og de fagprofessionelles kvalifikationer.

Kort fortalt så startede jeg med at lave grundforskning i Københavns Universitets Babylab i små børns psykiske udvikling og hvordan særligt kvaliteten af de relationer, som de udvikler sig i og med, er afgørende for deres trivsel og udvikling.  

På et tidspunkt spurgte jeg mig selv, hvor meget af den viden, som bliver genereret inden for universiteternes mure, egentlig kommer ud at virke blandt de voksne som har børnene i deres hænder til daglig – det vil sige forældrene, men også de fagprofessionelle som arbejder med børn og forældre i dagligdagen – sundhedsplejersker, pædagoger, læger med flere.

Det blev et vendepunkt i min karriere – og man kan sige, at Center for Tidlig Indsats og familieforskning blev grundlagt med det formål at få forskningen ud at virke ude i samfundet. 

Vi vil gerne være med til at komme med forskningsbaserede svar på, hvordan vi som samfund kan blive bedre til at fremme psykisk sundhed, trivsel og sikre alle børns udviklingsmæssige muligheder i de første leveår.  

Så derfor en kæmpe tak til alle jer, som arbejder i Centeret og som hver dag arbejder hårdt og dedikeret for at nå dette mål. Og tak til alle jer, hvis store viden og erfaring jeg har trukket på undervejs.

Det med at få forskning ud at virke i praksis betød, at jeg begyndte at lave anvendt forskning og etablerede forskningssamarbejder med kommuner og de fagprofessionelle. Først med sundhedsplejerskerne i Københavns kommune, blandt andre med Vibeke. Nu har vi forskningssamarbejder med sundhedsplejersker, pædagoger og psykologer i 14 kommuner, blandt andet om ADBB’en. Så tak til alle kommunerne, de fagprofessionelle, og selvfølgelig børnene og deres forældre som siger ja til at være med i projekterne.  

Tak til alle dem, som har gjort det økonomisk muligt for mig at søsætte disse projekter. Det er takket være bevillinger fra Tryg Fonden, Nordea Fonden og Danmarks Frie Forskningsråd, at det kan lade sig gøre.

Tak også til Institut for Psykologi og Københavns Universitet for at støtte mig og give mig muligheden og de fysiske rammer for at etablere Center for tidlig Indsats og Familieforskning. 

Og til sidst – men ikke mindst: Tak til min søde familie – min mand og mine to børn – som har været med hele vejen – gennem tykt og tyndt.

 

Brugertale til Anne Ulbæk af jordemoder Lise Gudbergsen

Kære Anne

Jeg ønsker at tale fra to positioner i dag. Jeg vil sige noget som jordemoder og jeg vil være talerør for det ufødte barn, som møder dig. 

Først nogle ord fra mig.

På Herlev hospital har jeg i mange år haft jordemoderkonsultation for gravide med psykiske lidelser, hvor vi har et månedligt møde med dig, Anne.  Dit ambulatorium har et forebyggende tilbud, hvis enten den gravide eller hendes partner har en svær psykisk lidelse. 

Vi har siddet samen til netværksmøder.

Du har undervist mig i psykiske lidelser og deres betydning for barnets omsorgsmiljø.

Det, der er kendetegnende for dig, er, at uanset om du er sparringspartner, behandler eller underviser, så er du engageret og respektfuld. Du har en ro som smitter. Du er myndig på en mild måde. Du kender dine egne faggrænser og anerkender andres faglighed. Det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde er en af dine mærkesager. Det tværfaglige samarbejde er særlig vigtigt, fordi der er mange aktører omkring gravide med psykiske lidelser. Psykiater, jordemoder sundhedsplejerske, fødselslæge, socialrådgiver og egen læge. Det kan være svært for familien og også for os professionelle at rumme. 

Noget af det vigtigste du lærer alle os, du samarbejder med er, at hele tiden have barnets perspektiv for øje. 

Du hjælper os med at tage den vanskelige samtale med den gravide og hendes partner om, hvorfor vi synes, et forebyggende tilbud er nødvendigt.  

Jeg vil nu skifte position og tale som et ufødt barn

”Jeg er 30 graviditetsuger gammel. Jeg bor i en mor, som er svært deprimeret. Hun er ofte ked af det og stresset – og det betyder, at jeg også bliver stresset. Alle de stresshormoner gør, at jeg ikke vokser så meget, som jeg burde. Derfor bliver jeg ofte scannet. Min mor har mange plukkeveer. Nogle gange så mange, at jeg tror, det er rigtige veer. At jeg snart bliver født – selvom det er alt for tidligt. Jeg håber, jeg kan blive i min mor i lang tid endnu. 

Min far lægger nogle gange hånden på min mors mave og taler til mig. Han glæder sig til, at jeg kommer ud. Nogle gange er jeg ikke helt sikker på, om min mor glæder sig. 

Der er mange mennesker, som gerne vil hjælpe min mor. Jordemoderen, fødselslægen, sundhedsplejersken, mors egen læge og mors psykiater. I dag skal hun have besøg af en ny psykiater. Jeg har hørt, at hun hedder Anne. Jeg kan mærke, at min mor er nervøs. Hendes hjerte slår hurtigt og hun har mange plukkeveer. 

Nu ringer det på døren. Anne kommer ind, og hun taler roligt til min mor og far. Anne spørger til mig. Min mor lægger hånden på maven. Det er rart. 

Min mor fortæller, at hun ikke rigtig tør glæde sig til jeg kommer. Hun er bange for, at hun ikke bliver en god mor, og at hendes depression vil gå ud over mig. Hun græder meget.  Anne lytter og kommer med forslag til, hvad min mor og far kan gøre efter fødslen, så jeg får en god start i livet.Min far kan tage barselsorlov, sådan at han kan passe mig om natten. Det er nemlig meget vigtigt, at min mor får sin søvn, siger Anne. Min mor skal fortsætte med at tage sin medicin og besøge sin egen psykiater. ”Må jeg amme, når jeg tager medicin mod depression”, spørger min mor? ”Det må du godt”, siger Anne.  

Nu kan jeg mærke, at min mors hjerte slår langsommere. Hun er faldet til ro og plukkeveerne er holdt op. 

Inden Anne går, aftaler de, at Anne kommer på flere besøg efter fødslen. 

Efter Anne har været på besøg, kan jeg mærke, at min mor er mere rolig og at hun tænker mere på mig. Hun og min far finder et navn. De kalder mig for Ellen nu. Det er rart.”

På vegne af de ufødte og nyfødte børn af mødre eller fædre med svære psykiske lidelser og på vegne af alle dine samarbejdspartnere ønsker jeg dig et stort tillykke med prisen. Den er velfortjent.

 

Brugertale til Mette Skovgaard Væver.

Kære Mette

Stort tillykke med prisen.

Jeg synes i den grad, at du har fortjent denne påskønnelse af dit vigtige og betydningsfulde arbejde.

Din forskning har fået stor betydning for sundhedsplejerskernes arbejde. 

  • Med indførelse af ADBB-screeningen har sundhedsplejerskerne fået et systematisk arbejdsredskab, der kan styrke os til at italesætte nogle af de vigtige observationer, som man gør sig som sundhedsplejerske, i mødet med de små børn. 
  • Med ADBB-screeningen har vi fået et redskab, der kan kvalificere den bekymring, som opstår i nogle møder med de helt små børn og som tidligere ofte blev observeret som en uspecifik fornemmelse for, at noget ikke var, som det burde være. Nu har vi fået et meget mere tydeligt sprog for, når vi ser et barn, der ikke er helt alderssvarende i sin tidlige udvikling.
  • Jeg ved, at tidligere forskning på spædbørneområdet viste, at børn, der sidenhen fik en psykiatrisk diagnose ofte havde en anmærkning i deres spædbarns- sundhedsplejejournal, hvor sundhedsplejersken typisk havde lavet et notat for en bekymring omkring kvaliteten i kontakten til barnet, men som ikke havde ført til nogen yderligere handlen på det tidspunkt. 
  • Med indførelse af ADBB-screeningen, så har vi fået et sprog for vores observationer, som kan italesættes overfor de forældre vi møder og også overfor de fagpersoner vi møder i et sprog, som alle forstår. Og i samarbejdet med forældrene kan ADBB-screeningen danne et fundament for den vejledning, som man kan give forældrene og guide dem i at stimulerer deres barns udvikling.
  • Nu kan det lyde som om, at det at udføre ADBB-screeningen er enkelt og let. Det er det også, når det barn man står overfor, ikke får nogen anmærkninger, men er alderssvarende i sin udvikling. Der, hvor også ADBB-screeningen udfordrer er, når man skal scorer kvaliteten af et item, hvor der er noget at bemærke. 
  • Som den erfarne forsker du er, så var du også fra første færd opmærksom på, at dette screeningsinstrument ikke bare er et redskab, som man implementerer en gang for alle. Du pointerede fra starten, at der var brug for løbende supervision, hvis kvaliteten af dette instrument skulle være vedvarende.
  • Og netop fordi, det der umiddelbart i mødet med metoden synes enkelt, alligevel ikke er så enkelt, når noget afviger fra det normale, så har du set fuldstændig rigtigt. Hvis metoden skal implementeres så fordrer det en vedvarende mulighed for sparring og supervision med kolleger og supervisorer.
  • Så jeg har oplevet, at du ikke bare har været interesseret i, at få et samarbejde med sundhedsplejen i en projektperiode, men at sætte spor i sundhedsplejen både nu og på sigt til gavn for alle de børn og forældre, som sundhedsplejen møder nu og fremover.
  • Jeg vil påstå, at din indsats har sat et betydningsfuldt spor i kvaliteten af sundhedsplejen i de kommuner, der anvender ADBB-screeningen og jeg vil ønske, at man fra uddannelsesinstitutionerne fremover vil gøre ADBB-certificeringen til en del af studiet til at blive sundhedsplejerske.
  • Det har skabt en væsentlig forandring i sundhedsplejerskens arbejde, til gavn for de børn og familier sundhedsplejersken møder.
  • Jeg vil gerne personligt sige dig tak for din ihærdighed med at få screeningsmetoden indført i hele København, som jo er den kommune jeg arbejder i. København er en stor kommune og det kan være svært, at få skubbet gang i nye tiltag, både når man arbejder i kommunen og nok endnu mere, når man som du kommer udefra. Men du fik overbevist dem du mødte på din vej, med dit engagement og din entusiasme og din vedholdenhed, og det vil jeg virkelig sige dig tak for.