Prismodtager overlæge Rikke Monrads tale

Kære Cecilia, fondsbestyrelse, Lillian Bondo og I andre, der taler så pænt om os!

Vi er glade og stolte over at få tildelt denne pris!

Der bliver investeret mange ressourcer i monitorering af graviditeter, høj faglig kvalitet på fødegange, barselsgange og spædbarnsafsnit på børneafdelinger, der hvor Henriette og jeg er ansat. På samme måde arbejdes der fokuseret på at tilbyde god sundhedspleje i kommunerne, hvor Joan arbejder.

Ikke desto mindre, bliver der genindlagt en del spædbørn, til stor bekymring og uro for familierne. Oftest drejer det sig heldigvis om mindre alvorlige ting, hvor man hurtigt kan afkræfte mistanken om bagvedliggende sygdom, hjælpe familien med at komme tilbage på sporet og hjem i egne omgivelser igen.

Kunne man undgå nogle af disse indlæggelser, uden at gå på kompromis med fagligheden, ville det være optimalt for familierne, en tilfredsstillelse for de sundhedsfaglige medarbejdere og selvfølgelig også en sundhedsøkonomisk gevinst.

Med det udgangspunkt kiggede vi på genindlæggelser af nyfødte og fandt nogle gennemgående udfordringer:

- Der var brug for enkle tryghedsskabende råd, som kunne klæde forældre endnu bedre på til opgaven med et lille nyt familiemedlem.

 - Der var behov for, at det forenede sundhedsvæsen kunne tilbyde enslydende råd og vejledning i forbindelse med de mest almindelige udfordringer, spisning, afføring, gråd, gulsot -  spædbarnstrivsel.

At vi i fællesskab kunne finde de få spædbørn, der har behov for hurtig indgriben, bakke de lettere udfordrede op og undgå at forstyrre de mange nybagte familier, hvor naturen, om jeg så må sige, går sin gode gang.

Disse udfordringer er mundet ud i forskellige konkrete tiltag, som allerede er nævnt adskillige gange. De er blevet til i samarbejde mellem fagpersoner fra sygehus og sundhedspleje. Vi tænker selv, at det betyder rigtig meget for produkterne. Det er tværfaglighed fra vores forskellige maskinrum, respekt for hinandens kompetencer og et stort ønske om forebyggelse!

Pengene, der følger med prisen, har vi ikke budgetteret med endnu. Men der er masser af finpudsning, oversættelse til fremmede sprog og færdiggørelse af delprodukter, som vil have glæde af en økonomisk indsprøjtning.

 

Prismodtager kvalitetsjordemoder Henriette Svenstrups tale

Kære Fond, kære Cecilia, kære Lillian, kære kollegaer og kære alle jer, der deler denne begivenhed med os

Allerførst er det meget vigtigt for mig at sige, at vi tre jo er her som repræsentanter for et hold. Et hold af flere andre engagerede kollegaer, der har samme mission for øje.

For et hold, det var det brug for, da vi stod med de faglige udfordringer, som vi gjorde i efteråret 2013. Det var på det tidspunkt, hvor der var stor landsdækkende opmærksomhed på nyfødte, der genindlægges indenfor de første 30 dage efter fødslen. Der var iøjnefaldende avisoverskrifter om stærkt stigende frekvenser af genindlæggelser. Det gjorde, at vi var nødt til at starte et detektivarbejde om vores egne tal ved de to fødesteder, Herning og Holstebro, samt de 6 omkringliggende kommuner, Lemvig, Struer, Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande, Holstebro og Herning. Og det gjorde, at vi følte, vi måtte gøre noget! Vores lokale tal viste, at 6,11 % af nyfødte blev genindlagt indenfor de første 30 dage efter fødslen. Hvad enten man var første- eller flergangsfødende, var gået hjem kort tid efter fødslen, eller havde været i afdelingen et par dage efter fødslen, var det 6 ud af 100 nyfødte, som endte inde  hos os igen – og langt de fleste indenfor de første 2-5 dage efter fødslen.

Vi havde erfaringer fra Perinatal Audit med, at vi lærer rigtigt meget, når vi sætter os sammen om et bord på tværs af fag, sektorer og traditioner. Når vi kigger på ét forløb, kan det være svært at få øje på, hvad der kunne have ændret noget i forløbet. Men når vi kigger på en gruppe af forløb, optræder der noget genkendelighed og nogle mønstre, som viser os vejen. Vi har fået øje på, at der er behov for simple handlingsanvisninger til forældrene om, hvad de skal reagere på, hvor og hvornår. Forældrene har længe efterspurgt det, uden at vi har efterkommet det.  Ud over redskaber til forældrene har gennemgangen af forløb også givet os stor organisatorisk læring. Det handler om, hvordan vi spiller hinanden gode – hvordan vi spiller en god bold, så næste samarbejdspartner får de mest optimale betingelser for at bygge videre på iværksatte indsatser.

Vi er meget ydmyge over det, vi får øje på, ydmyge over at høre en historie, som den Joan vil fortælle, ydmyge over de nyeste tal, som vi har knoklet de sidste dage for at have med i dag, ydmyge over at kunne fortælle, at genindlæggelserne hos os er faldet fra 6,11 % til 3,92 % det sidste år. Og vi er ydmyge over Cecilias livsprojekt, som vi er sammen om i dag.

TAK fordi I har fået øje på, hvad vi laver.

TAK for den anerkendelse, det er at stå her i dag.

TAK fordi I er med til at gøre det inspirerende, sjovt og ekstremt lærerigt at være en del af det her hold!

 

Prismodtager sundhedsplejerske Joan Skyttes tale

I de sidste tre år, hvor jeg har arbejdet tæt sammen med Rikke og Henriette og resten af teamet ved Hospitalsenheden Vest, har jeg følt mig privilegeret, beriget og udfordret.

Privilegeret i at kunne gå forrest som repræsentant for sundhedsplejersker og mit fag. Beriget af en større indsigt og forståelse for andre fag tæt på mit eget. Udfordret da både viden og praksis sættes i spil for det samme mål, at skabe de bedste indsatser til gavn for forældre og de nyfødtes trivsel og sundhed.

Jeg vil fortælle en historie om en et par der føder deres første barn 14 dage før jul.

Fødslen var normal og ukompliceret og familien udskrives en fredag eftermiddag efter 3 rolige døgn.

Der var tegn på at amningen var godt i gang og at alle havde det godt. De havde aftaler med telefonisk kontakt til fødestedet og havde takket nej til besøg af sundhedsplejersken dagen efter udskrivelsen. Forældrene tænkte som gæve vestjyder; vi tager det der kommer oppe fra og ned, det skal nok gå alt sammen.

To dage senere var billedet vendt helt om. Pigen græd meget, var urolig før, under og efter amning, virkede mere og mere irritabel, faldt hurtigt i søvn, men sov kun kortvarigt. Forældrene søgte hjælp telefonisk over weekenden, men da sundhedsplejersken kom på besøg, var forældrene desperate. Noget var helt galt.

Der var ikke længere udskillelse af urin og afføring og pigen skreg inderligt.

Familien genindlægges på 6. døgn og pigen når at tabe sig 22 % af fødselsvægten. Det kom bag på alle, ikke mindst forældrene, som fortæller, at de oplevede angsten for at tage fejl. Hvad var det de så, hvad var det udtryk for og fik vi reageret tids nok? Deres usikkerhed voksede hurtigt og de blev bange for at miste det dyrebareste de havde. Deres nyfødte lille pige.

Det gjorde de ikke, pigen fik mors mælk på sonde og rettede sig over julen og nytåret. Hun har ikke mén deraf og trives på bedste vis. 

MEN deres historie siger noget om vigtigheden af, at vi som sundhedsprofessionelle skal være det sikkerhedsnet under familien, der skaber tryghed. Vi skal arbejde tæt sammen og koordineret. Vi skal følge op på hinandens vejledninger. Vi skal give ensartet vejledning og vores IT-systemer skal kunne tale sammen. Vi skal være tilgængelige og tilbyde undersøgelse af børnene, uanset hvilken ugedag, der er tale om. Ved tvivl om trivsels parametrene som udskillelser, gråd, uro og gulsot skal vi påtage os ansvaret for barnets trivsel.

Vi skal give de nybagte forældre RO til at blive forældre!