Takketale ved Prismodtageren, Inger Thormann

 

-       at vise det lille sårbare barn respekt,

-       at italesætte barnets smerte,

-       og fortælle barnet, hvordan vi har tænkt os at reducere dets smerte.

Det var blandt meget andet det, vi tilstræbte på børnehjemmet i Skodsborg. Og det er det, vi gerne vil genskabe i det nye Villa Skodsborg.

Et miljø, hvor respekten for det andet menneske er en formuleret værdi, er et helt særligt sted at være. Ord som nænsomhed, omsorg og kærlighed gennemsyrer miljøet. Støttende ord til barnet høres på trappen og på terrassen:                             

”Det er svært at gå op af trappen, når man er træt, jeg hjælper dig”, og                                  

”Jeg putter dynen godt om dig, så du har det lunt og godt, mens du sover. Jeg er her, når du vågner”.

Et sådant miljø vil vi gerne genskabe for de mest skrøbelige små børn i Danmark. Det kan være børn som er født skrøbelige, abstinente børn eller alkoholskadede børn, eller det kan være børn der er blevet omsorgsvigtede og dermed behandlingstrængende, i den helt tidlige barndom, som det var tilfældet med Mette.

Vi har i Danmark mange dygtige plejefamilier, men der er børn, som selv den bedste plejefamilie kan have svært ved at rumme. Vi vil observere og starte en behandling af de sårbare børn, vi vil sikre at de kommer i overbevisende trivsel, inden de bliver matchede med den plejefamilie, hvor de måske kan blive barndommen ud. Vi vil undervise og supervisere plejeforældrene, og vi vil være et sted, hvor plejeforældrene på længere sigt, kan henvende sig og få faglig sparring.

Omsorgen og kærligheden rækker ud over børnene. Helt naturligt omfatter omsorgen også børnenes forældre og øvrige familie. Sådan var det, og sådan vil det blive.

For nogle uger siden modtog jeg en mail fra et ”gammelt Skodsborg barn”, Brian. ”Mon du kan huske mig? Jeg boede på Skodsborg i den og den periode, min primærpædagog hed Berit og jeg kom til at bo hos nogle plejeforældre, som hed Kirsten og Poul…”

Mon ikke jeg kunne huske ham, og hans forældre. Jeg skrev straks til ham:                         

Jeg, glemmer aldrig din barnedåb i Vridsløse Statsfængsel. Desværre har du ikke billeder fra dagen, for vi måtte ikke fotografere. Men jeg har beskrevet dagen i ord, og mon ikke de stadigvæk findes i din bog fra Skodsborg.

Brian var født af en stofmisbrugende mor og en far med en omfattende historie med kriminalitet. Brian startede sit liv på nedtrapning, og gennem sine 9 første leveuger blev han behandlet med fenemal og opiumsdråber. Han kom ind i en god og overbevisende udvikling på børnehjemmet i Skodsborg. Brian fik besøg af sin mor tre gange om ugen på Skodsborg, og han havde samvær med sin far hver 14. dag, skiftevis på Skodsborg ”med ledsager”, og i fængslets besøgsrum med sin pædagog og mig. Brian fik et meget tæt forhold til begge sine forældre, og vi havde et godt samarbejde med dem begge. Vi så Brians glæde og tryghed i samværet med dem. Hans tilknytning til dem.

Forældrene ønskede sig, at Brian skulle døbes på deres 1 års bryllupsdag. Der var visse vanskeligheder, der skulle overvindes. Men disse blev overvundet. Primærpædagogen og jeg kørte sammen med Brian til fængslet, hvor moderen og familie ventede. Brian var i den fineste dåbskjole vi kunne finde blandt udvalget af dåbskjoler i kælderen, og den var gjort i stand. I samarbejde med moderen var kjolen blevet forsynet med et blåt silkebånd.

Vi blev vist ind i Kirkesalen, hvor faderen og præsten modtog os, og fangekoret sang. Faderen var i sin mørke bryllupshabit. Faderen bar sin dreng over dåben. Efter den kirkelige ceremoni blev der serveret smørrebrød. Der var dækket op nederst i kirkerummet.

Netop på dette tidspunkt viste Brian tegn på, at han var sulten. Vi havde en flaske med, som skulle lunes. Jeg forhørte mig hos præsten om, hvor jeg kunne få lidt varmt vand. Han fortalte, at der ikke var varmt vand i kirkerummet, og dørene ville først blive låst op, når ”festen” var forbi. ”Det luneste vand vi kan præstere her, er det, der er i døbefonten”. Og så fik mælken lidt lunhed i dåbsvandet. Og Brian drak sin flaske.

1½ år gammel fik Brian ophold i sin plejefamilie, og her blev han til han var 18 år. Det positive samarbejde med forældrene fortsatte til glæde for både barn og forældre.

Dette lille eksempel indeholder noget af det, vi gerne vil. Vi vil lade vores indlevelse i barnets og forældrenes situation spille sammen med vores faglighed, vores viden om det sårbare barn og dets sårbare forældre.

Tak for prisen, siger jeg til bestyrelsen for ”En god start i livet”. En særlig tak til Cecilia, for det samarbejde vi har haft - og for venskab.  

Tak til Susanne og hele din stab i RD huset. I er et fantastisk netværk i forhold til at gøre Villa Skodsborg til virkelighed.                                                                                

Tak, til Jer, der har tiltro til mig, og derfor har indstillet mig til at modtage prisen.

Tak til alle jer fra ”Skodsborg”, der skal være med til at føre Villa Skodsborg ud i livet sammen med mig.

Tak til alle jer, der er kommet her for at fejre dagen med mig, og for at støtte drømmen om, at Villa Skodsborg kan blive mere end en drøm, nemlig til virkelighed. At det kan blive muligt at genskabe et Børnehjem til samfundets mest sårbare små børn. Dagen i dag betyder, at drømmen om Villa Skodsborg rykker nærmere.

 

Gæstetale ved Professor, dr.phil. Per Schultz Jørgensen

 

Tak for muligheden for at sige et par ord – inden ministeren overrækker prisen til Inger Thormann. Den er jeg glad for og beæret over – for der er meget at sige og trække frem i dag ved denne festlige lejlighed.

Inger Thormann har hele sit faglige liv igennem kæmpet for og arbejdet for en gruppe børn – ofte de helt små – der starter tilværelsen med dybt problematiske opvækstforhold – de er kaldt udsatte børn, sårbare børn, børn med omsorgssvigt, risikobørn.

Men har vi børn, der vokser op med de vilkår i Danmark? Jeg har været med til at belyse det i flere undersøgelser - engang spurgte vi alle sundhedsplejersker i Danmark om, hvor mange småbørn der udsættes for omsorgssvigt i deres allerførste leveår. Deres svar er 4 pct. med massivt svigt. Så selvom Danmark er et af de bedste lande i verden at vokse op i, så er der stadig børn, der ikke får del i hverken velstand eller velfærd.

Man kan spørge, hvorfor vi ikke magter at råde bod på de vanskeligheder, som børn udsættes for. Der er ikke bare et svar på det spørgsmål – det handler bla. om elendige familieforhold, psykiske lidelser, misbrug, vold - det hænger også sammen med, at vores sociale sikkerhedsnet på børneområdet ikke fungerer godt nok.

Vi har i Danmark tre sikkerhedsnet – sundhedsplejen, daginstitutionen og skolen – de er sikkerhedsnet, fordi professionelle her gennem en periode er i kontakt med alle børn. Men hvorfor fungerer de ikke godt nok? Blandt andet, fordi vi har udtyndet dem – og undladt at gøre dem til aktive advokater for børn.

Det er her Skodsborg og Inger Thormann kommer ind i billedet. Vi ved, at udviklingen i de første to år er af afgørende betydning. Det er her, der skal knyttes troværdige relationer til voksne – derfor kan småbørnsindsatsen ikke vurderes højt nok. Her har vi en mulighed for at sætte udviklingen på et spor, der giver vækst og selvværd – og vi har en chance for at vende en uheldig start. Det er meget svært at ændre på de tidlige udviklingsspor, men hvis det skal kunne lade sig gøre, skal det ske ud fra en meget kvalificeret og troværdig indsats.

Skodsborgs arbejde i Danmark er knyttet til denne tidlige indsats, her har institutionen været banebrydende. Men hvad er det, de kunne på Skodsborg – og som Inger Thormann har en stor del af æren for – sammen med en stærk gruppe af medarbejdere?

Den er kaldt Skodsborgmodellen – det er en måde at arbejde på, som bygger på psykologiske teorier og lang praktisk erfaring – den er udviklet på Skodsborg og beskrevet i bøger som: Børn i Krise, Hånden på hjertet, Den nænsomme anbringelse, Med hjerte og forstand og Medfødte alkoholskader.

Hvad går modellen ud på? Den går ud på at læse barnets budskaber, på at give sikkerhed og tryghed, tilknytning, forudsigelighed – og så handler modellen om at forstå børns sårbarhed og finde ind til deres modstandskraft. Den handler også om, at børn i en anbringelse ikke skal miste deres forældre – de tidlige tilknytninger skal fastholdes og udbygges og suppleres, og hvis der ingen tidlig tilknytning er, så skal barnet anbringes tidligt. Barnets bedste interesse er ikke udsættelse på udsættelse – hvor barnet betaler prisen. Nøgleordet i Skodsborgmodellen er tilknytning: hvis der er tilknytning til forældre, skal den bevares og udbygges, hvis ikke skal den skabes – måske til nye forældre.

Vi har i den grad brug for en model som Skodsborgmodellen – ikke fordi den lægger op til at give en facitliste til løsning af svære spørgsmål, den bygger snarere på dyb indsigt i, at vi har at gøre med dilemmaer, som man ikke uden videre kan løse op for – det er dilemmaer mellem at knytte til sig – og give slip på, at holde om – og lade gå, at være den eneste ene – og dele med andre, at fjerne hjemmefra – og dog bevare en troværdig kontakt til forældre.

Skodsborgmodellen handler for mig især om at skabe et videns- og praksiscenter på området for omsorgssvigtede småbørn – det er i den grad savnet i dag, hvor den store kommunalreform er rullet hen over landet og har gjort det svært for mange mindre institutioner, og vi er desværre på vigtige områder på vej til at rulle vores høje faglighed tilbage.

En af bøgerne om Skodsborg og modellen hedder ”Med hjerte og forstand”, den udkom i 2003 – og selve bogens titel rummer grundpillerne i arbejdet: vi skal vide, hvad vi gør, rationelt og teoretisk – men vi skal også føle og leve os ind i og knytte os til.

Der er al mulig grund til at kæmpe for at bevare Skodsborgmodellen og føre den videre i Villa Skodsborg – der er også al mulig grund til at hylde Inger Thormann for en stor indsats for de mest udsatte små børn. Det er en indsats præget af både hjerte og forstand. Og der er stadig brug for dig og din indsats.

 

Brugertale af Mette Høgsberg.

 

Som tidligere anbragt barn på Skodsborg, er det med en kæmpe glæde i hjertet at stå her og vide at så mange drømmer med Inger, drømmer med mig og alle Danmarks udsatte små børn om at Villa Skodsborg skal blive til virkelighed..

Så længe drømmen lever, er der mulighed for at realisere den. 

Jeg blev spurgt om jeg ville komme  her i dag og prøve og give jer et lille indblik i, hvilken betydning Skodsborg har haft for mig i tidernes morgen.

Det ville jeg naturligvis gerne, der var dog et men. Jeg var simpelthen ikke sikker på, at jeg ville kunne gøre det på en sådan måde, at I ville kunne forstå mig eller føle hvad jeg føler for projektet Villa skodsborg. 

Da Københavns kommune lukkede Skodsborg, der forsvandt der en del af min livshistorie. Der forsvandt en del af mig, en rigtig vigtig del af mig, hvis ikke den vigtigste. Det var den del af mit liv, hvor alting startede. På Skodsborg fik jeg en ny start i livet. Det var et sted hvor jeg havde professionelle voksne omkring mig,

som var uddannet til at tage sig af skadede børn, som vi jo var, os der blev anbragt på Skodsborg. Der var respekt, nærvær og omsorg men på den der ikke-intimiderende måde. Tit iagttog de bare en, man fik ligesom lov til at være den man var. Ingen forventede noget af en og et hvert lille fremskridt blev modtaget med kyshånd og åbenhed. Ting jeg først er blevet klar over senere hen i mit liv, men sådan var Skodsborg et frirum for et omsorgssvigtet barn. 

Jeg tror ikke på at det er sundt for noget barn i længden at vokse op som institutionsbarn, men jeg tror på at man kan være så skadet, at man har behov for rehabilitering, inden man sendes videre ud i livet og kan blive i stand til at favne kærlighed, omsorg og nærvær. De fleste mennesker jeg har mødt tror at et omsorgssvigtetbarn, kan reddes ved at få en masse kærlighed og omsorg. Faktum er, at du kan skade dem fatalt for resten af livet ved det.

De fejl har de også begået i familien jeg blev anbragt hos. De ville jo bare give mig kærlighed og omsorg. De ville elske mig og have, at jeg skulle være en del af dem.

De ville mig alt det bedste, men det var på mange måder så misforstået og det har sat nogen fodspor i mig den dag i dag. Det har gjort mig klar over, at hvis jeg ikke havde været på Skodsborg de første år af mit liv, hos nogen professionelle mennesker, så var jeg aldrig kommet godt ud på den anden side. 

Jeg var 18 år da jeg havde brug for at genfinde minderne fra Skodsborg. Jeg havde sådan brug for at finde tilbage til mine rødder og derfor besøgte jeg Skodsborg igen. Det var på mange måder en følelsesladet dag, der var så mange fantastiske minder og selvfølgelig også nogen af de svære. 

Jeg husker Skodsborg og tiden der, som var det igår 

Jeg husker det her smukke gamle store hus, som i min verden selvfølgelig var et smukt gammelt slot ved vandet. Jeg kan huske den her kæmpe hall med en kilometer lang trappe og en kæmpe lysekrone i loftet. 

Det var smukt og prangende - en prinsesse værdig.

Jeg erindrer ikke en eneste gråvejrsdag, altid var der sol og højt humør.

Om aftenen listede vi os ud på gangen, hen til trappen og kastede legetøj efter nattevagten, som jeg husker jeg tænkte var stuepige. 

Vi løb alt hvad rammer og tøjer kunne holde ind i vores senge og lukkede vores små uskyldige øjne og lod som om vi sov. Det gav et gys i os, når hun åbnede døren ind til de andre værelser og gav skideballer til dem fordi hun troede, at det var dem der havde gjort det, ja uartige - det var vi. Alle mine minder fra tiden på Skodsborg, er som taget ud af et eventyr. Skodsborg var mit eventyr og alt det jeg havde brug for, på det tidspunkt i mit liv. 

Der stod jeg så, 18 år gammel foran Skodsborg og allerede skuffet helt ind i hjertet, det var jo ikke et smukt gammelt slot.

Jeg kom ind i hallen med et sug i maven, her var så småt alting var meget mindre og slet ikke så prangende som jeg erindrede.

Der var gråt og halv trist, det var der slet ikke, men i forholdet til mine minder, der blegnede alt. Jeg blev virkelig ked af det, jeg kunne slet ikke genfinde den ro og tryghed, som mine minder gav mig. Den følelse af at føle mig hjemme, den udeblev.

Det var frygteligt for jeg savnede sådan den følelse. Det eneste minde om den følelse jeg har, er fra Skodsborg. Ikke engang mine 21 år i samme plejefamilie kan fremkalde den følelse. Ind imellem skammer jeg mig over at sige det højt, for de mennesker har virkelig gjort meget for mig og man skulle tro jeg havde den følelse hos dem. Men af en eller anden grund vil noget inden i mig, altid være en lille smule fremmed - selv for dem.

Jeg har derfor brugt en del tid på at sluge min skuffelse, med det resultat 

at jeg er blevet meget bevidst om, hvor stor en indvirkning mine omgivelser har haft på mig. Det er okay at intet var som jeg husker det, det gør det ikke mindre virkeligt for mig. Skodsborg var og forbliver et eventyr for mig.

Skodsborg var der, hvor jeg følte mig mest hjemme og Skodsborg er alt det jeg ind imellem længtes efter. Jeg føler mig heldig og priviligeret over at jeg overhoved kan genkalde den følelse. Der findes mennesker i verden, som aldrig har følt sig hjemme noget sted.