Årets Pris 2011. Tale af Prismodtagere og Bruger
Prismodtagertale ved Anne-Mette Schrolls
At opleve, at det, man ikke tror vil ske, sker.
En mandag aften i sensommerens regnfulde skær fik jeg den telefonopringning, man kun i sin vildeste fantasi kan forestille sig. Det var fra Fonden En god start i livet, der meddelte, at Ann Tabor og jeg ville modtage Årets pris for vores forskning relateret til vold mod kvinder og betydningen for graviditet og fødsel. Jeg blev naturligvis utrolig glad og stolt over at erfare, at det vi arbejder med også vinder gehør i den "virkelige" verden - dér, hvor det kan få en betydning og gøre en forskel. Jeg er derfor meget taknemmelig for - og beæret over - at vi i dag modtager denne pris.
For det, vi ikke har fantasi til at forestille os ske, sker – langt oftere end vi tror.
Ligesom Ann Tabor havde jeg heller ikke troet, at kvinder i så hyppigt omfang har været udsat for overgreb. Jeg tænkte, at vi jo trods alt bor i Danmark, hvor sådan noget ikke sker? - så tit...?
Ann Tabor har berettet om forekomsten set ud fra en livstidsbetragtning.
Men kvinder udsættes også for vold under deres svangerskab.
Vi har ikke undersøgt dette selv, men forsigtige tal skønner, at 2 % af kvinder i Danmark oplever at blive udsat for fysisk eller seksuel vold af deres partner i løbet af graviditeten.
Det er gentagende gange vist, at kvinder, der udsættes for vold, kan have meget alvorlige sundhedsmæssige følger af deres oplevelser - både udmøntende sig i akutte komplikationer - for nogle med fatalt udfald - men også i form af kroniske og invaliderende lidelser.
For kvinder, der har været udsat for overgreb i barndommen eller som måske lever i et voldeligt parforhold kan graviditeten, fødslen og overgangen til at skulle være mor være en meget vanskelig tid. Mange studier har i den forbindelse vist, at det at have været udsat for vold - hvad enten det er som barn eller som voksen - er forbundet med øgede komplikationer for både mor og barn på en lang række områder i graviditeten og under fødslen, både udmøntende sig i fysiske og psykiske komplikationer.
Fortrængte minder kan med al tydelighed trænge sig på og vanskeliggøre fødslen. Vi har sammen med jordemoder Hanne Kjærgaard undersøgt risikoen for at have alvorlig fødselsangst blandt kvinder udsat for vold og fandt, at kvinder udsat for seksuelle overgreb havde 50 % større risiko for at have oplevet fødslen angstfyldt end kvinder, der ikke havde været udsat for overgreb.
I kølvandet til dette følger, at kvinder udsat for vold også er i øget risiko for at udvikle fødselsdepression og post traumatisk stres reaktion efter fødslen.
Yderligere kan det være sværere for nogle af disse kvinder at knytte sig til deres børn, ligesom børnene også selv kan risikere at vokse op under voldelige familieforhold. Det er i udenlandske studier vist, at 30 - 60 % af disse børn selv risikerer at blive udsat for vold.
Det, vi ikke tror sker, skér - også i sundhedsvæsenet.
Vi har i vores spørgeskemaundersøgelse også med stor overraskelse erfaret, at rigtigt mange kvinder har været udsat for oplevelser i sundhedsvæsenet, som kan karakteriseres som overgreb. Ikke nødvendigvis intenderede overgreb af fysisk karakter, men oplevelser, som har sat ar på sjælen og som har påvirket kvinderne i væsentlig grad - også på deres reproduktive sundhed. Vi har interviewet nogle af de kvinder, der har oplevet overgreb i sundhedsvæsenet, og deres udsagn giver håb for, at vi med ganske få og enkle tiltag dels kan støtte mange af dem til at få det bedre, men først og fremmest helt kan undgå, at de overhovedet sker.
WHO påpeger, at erfaringer har vist, at sundhedsvæsenet kan gøre en forskel i forhold til kvinder, der har været udsat for vold. WHO påpeger også, at vi i den reproduktive del af sundhedsvæsenet har et unikt potentiale for at kunne nå disse kvinder. Desværre - fortsætter WHO - udnyttes dette potentiale langt fra, dels på grund af, at stigmatisering og frygt får kvinderne til at tøve med at åbne sig. Men det er også fordi få læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale er opmærksomme og har den fornødne oplæring til at kunne identificere volden som den bagvedliggende årsag til kvindens sundhedsproblemer.
At turde håbe på, at det, der kan have svært ved at ske, sker.
Derfor har det også været en stor glæde for os at opleve, at så mange professionelle indenfor svangreomsorgen rent faktisk har vist ualmindelig stor og positiv interesse for området. Det kan være svært i en travl hverdag at tage et så stort og nok også en smule diffust område med i sit kliniske arbejde, men vi tror, at det kan ske.
Man kan dog fristes til at spørge hvordan? - og svaret herpå åbner helt nye stier, som vi endnu ikke har betrådt. Èn af vejene kunne være gennem rutinemæssige spørgsmål eller decideret screening af alle gravide, sådan som man allerede gør i mange andre lande. En anden vej kunne være gennem etablering af en hjemmeside, hvor kvinderne kunne få information, rådgivning og specifik hjælp – måske gjort opmærksom på den eksistens af deres læge eller jordemoder.
Uanset hvilken sti man vælger at betræde, har det gentagne gange været vist, at det kræver prioritering af området - inklusiv grundig oplæring og opfølgning af personalet - for at de kan føle sig kompetente til at varetage opgaven.
Derfor glæder det mig også at kunne konstatere, at satspuljepartierne netop har afsat 67 millioner til bedre hjælp til mennesker, der lider af senfølger af seksuelle overgreb, samtidig med, at der også afsættes 65 millioner til at bekæmpe vold i parforhold. Mit håb er, at denne politiske vilje også vil komme sundhedsvæsenet til gode, således at vi også hér vil få langt bedre muligheder for at kunne støtte personer - i vores tilfælde specifikt de gravide - der har været udsat for overgreb.
Endeligt vil jeg gerne rette en stor og varm tak til Fonden En God Start i Livet for prisen og for den store støtte og anerkendelse, der følger med. Det bekræfter, at vi som sundhedspersonale skal indtænke i vores arbejde, at kvinder udsættes for vold – både som børn og som voksne - fordi følgerne af volden kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for den enkelte kvinde og hendes familie.
Prismodtager professor, overlæge Ann Tabors tale.
Jeg vil gerne takke fonden En god start i livet for Årets pris, som Anne-Mette Schroll og jeg er meget taknemmelige over at få tildelt. Vi er selvfølgelig glade for anerkendelsen, men mere vigtigt er det, at der bliver sat fokus på et vanskeligt område omgærdet af megen tabu.
Ved forskning i dette som alle andre områder, drejer det sig jo først om at erkende problemet, belyse det, afdække det og kvantificere det. Herefter kommer så interventionen – kan der gøres noget ved problemet og for det tredje skal man så rette fokus på problemet for at ændre dets forekomst.
Vi har fra to danske undersøgelser fået oplysninger om hvor hyppigt gravide kvinder har været udsat for vold eller overgreb. En tredjedel af alle kvinder havde været udsat for moderat eller grov fysisk vold eller seksuelle overgreb – faktisk havde hver 11. kvinde været udsat for seksuelle overgreb. Skræmmende høje tal, som endda ikke tager højde for psykisk vold. Det er altså mange tusinde gravide der har oplevet vold eller overgreb på den ene eller på den anden måde. Det er ikke et lille problem.
Påvirker det så graviditet og fødsel? I allerhøjeste grad – det at have været udsat for vold øger risikoen for spontan abort, for tidlig fødsel, fødsel af lille barn, og også den perinatale mortalitet. Studier har vist, at det er muligt at reducere forekomsten af disse komplikationer, men det kræver at problemet erkendes. Som jordemor eller fødselslæge er vi i tæt kontakt med gravide på et meget vigtigt tidspunkt i deres liv – vi skal turde spørge kvinderne om de har været udsat for vold. De skal vide at det de har været udsat for ikke er normalt. Vi skal derimod ikke forsøge at behandle dem, men hjælpe dem gennem graviditet og fødsel så godt som muligt. Der faldt virkelig en sten fra mit hjerte første gang jeg hørte Marianne Lau sige, at vi skal erkende problemet, men ikke forsøge at behandle det. Det skal de der har forstand på det, tage sig af.
Nu er vi så kommet til tredje punkt. Der skal fokus på vold.
Det er dejligt at se, at regeringen er klar over at der er et problem – vores ligestillingsminister Manu Sareen blev citeret i Politiken 8.11.11: Nogle mænd tror man har ret til at tæske kvinder. Vi skal sende et signal om at det er fuldstændig langt ude at tæske kvinder – jeg vil tilføje og børn – ja også mænd, som vi søndag efter søndag i Borgen ser hovedpersonen Kasper der er blevet misbrugt. Vores opgave er at skabe en holdningsændring, og jeg er spændt på at se hvilke tiltag regeringen vil fremlægge.
Vi vil bruge prisen til at fortælle om vores resultater – til jordemødre og læger hvor vi har etableret et netværk og til kvinderne for hvem vi gerne vil etablere en hjemmeside hvor de kan kommunikere, med hinanden, med fagpersoner og gerne anonymt.
Jeg er glad for at I er kommet så mange i dag. For vi skal alle være ambassadører / rollemodeller for den holdning at vi ikke tolererer vold mod hinanden i vores samfund.
Endnu en gang mange tak til Fonden, og så vil jeg give ordet videre til Anne-Mette, som jo er den der i den grad har lavet arbejdet i dette projekt.
Brugertale Pernille Gyldensøe.
Goddag, mit navn er Pernille Gyldensøe. Jeg er 33 år, selvstændig erhvervsdrivende, gift og mor. Jeg er meget beæret over, at jeg måtte tale for jer i dag, da jeg synes at det er meget vigtigt, at få fokus på misbrugte og voldsramte kvinders problemer i forbindelse med graviditet og fødsel. Derfor har jeg den dybeste respekt for Ann Tabor og Anne-Mette Schrolls arbejde
Selv har jeg viet en stor del af mit liv til oplysning om seksuelle overgreb og vold mod børn og holder foredrag for private og faggrupper. Sidste år udgav jeg min selvbiografi ”Farvel, negative sociale arv”. I dag skal jeg kort fortælle jer min historie, samt hvad jeg ønsker bliver gjort tilgængeligt for andre gravide misbrugte fremover.
Jeg kommer selv fra en voldelig dysfunktionel familie, der ikke havde de store menneskellige ressourcer. Jeg voksede op i et fattigt hjem i et socialt belastet område. Fra jeg var barn blev jeg seksuelt misbrugt, udsat for vold, psykisk terror og omsorgssvigt. Jeg følte mig beskidt, anderledes og meget alene og fik i en tidlig alder ansvaret for mit eget og min mors liv. For jeg blev truet med at hun og jeg ville dø, hvis jeg sagde det til nogen. Så jeg blev beskytteren og rollerne blev byttet om. Derfor blev jeg alt for hurtigt voksen
Når man kommer fra en familie som min, så er det ikke kun de seksuelle overgreb, der er problemet. Det er hele familien der er syg. Det kommer bl.a. til udtryk i den her stiltiende accept af helt uacceptable ting, man aldrig ville finde sig i fra andre. Unormale ting er legale indenfor hjemmets 4 vægge.
I dag kan jeg godt se den røde tråd til problemerne: Lavt selvværd, manglende alternativer til vold og dårlig kontakt til følelseslivet. Det skaber utrolig mange indre og ydre konflikter helt op i voksenlivet. I vores familie bad vi aldrig om hjælp udefra – det var utopi. Så jeg tav og accepterede og bad aldrig
om hjælp. Jeg udsendte mange signaler, men ingen fangede eller reagerede på dem. Da jeg endelig kunne flytte hjemmefra var mit ønske, at starte på en frisk - men friheden udeblev og fortiden fulgte med.
Eftersom jeg stadig var i kontakt med familien, kunne jeg ikke blive fri og blev konstant mindet om min fortid. Jeg var altid i alarmberedskab i sind og krop, men jeg var god til at skjule mit indre kaos – det havde jeg jo gjort siden jeg var et lille barn. Jeg har altid været ekspert i, at opretholde min facade – ikke mindst overfor min mand.
I mange år kunne vi ikke blive gravide. Vi havde derfor opgivet håbet helt og fik et chok, da jeg opdagede min graviditet. Vi var begge meget glade og spændte, men jeg fik også mange dystre, bange bekymringer og spørgsmål for fremtiden. - Hvordan skulle jeg kunne håndtere et lille barn med min bagage? - Hvordan skulle jeg kunne beskytte mit barn mod min familie? - Hvordan skulle jeg undgå, at det blev gjort fortræd af dem? - Hvordan skulle jeg samle mod til, at bryde med dem?
Desuden var jeg rædselsslagen for at få en dreng. Den sociale arv har nemlig gennem generationer båret præg af bange magtesløse mødre og uregerlige drenge-børn med grænseoverskridende voldelig adfærd. Tænk, hvis min mand gik fra mig og jeg stod alene tilbage med en dreng. Jeg kunne slet ikke magte tanken og var sikker på, at jeg ville have gjort fysisk skade på mig selv, så jeg tabte barnet. Så bange var jeg for det.
Rent fysisk fik jeg en problemfri graviditet, men psykisk kørte mit system på højtryk og jeg nåede ikke at nyde eller mærke mig selv og det spirende nye liv i maven. Jeg skubbede tankerne og bekymringerne fra mig og havde travlt med arbejde, firma og totalrenovering af vores landsted.
På hospitalet havde jeg ingen mulighed for at vælge en kvindelig læge, som jeg ellers altid har gjort ved valg af praktiserende læge. Det var et lidt koldt system jeg mødte med kontakt til mange forskellige mennesker. Ved de mange undersøgelser gennem graviditeten var jeg nødt til at glide mentalt ud af min krop, for at kunne holde det ud. Jeg lukkede af, som jeg altid har gjort for krop og følelser. Jeg var nødt til at tage mig sammen og tænke på noget andet under undersøgelserne.
Gennem graviditeten havde jeg gentagne mareridt om, at barnet var dødfødt. Jeg købte en scanner, der kunne opfange fostrets hjertelyd, så jeg kunne tjekke for livstegn gennem graviditeten. Efterhånden som fostret voksede kunne jeg dagligt mærke liv og det gjorde mig tryggere, men mareridtene forsvandt ikke. Ved 18.-20. uge var jeg til scanning på hospitalet. Her kan man være heldig, at få kønnet af vide. Personen der scannede mig, synes dog, at sådan noget skulle være en glædelig overraskelse. Så selvom hun kunne se kønnet, ville hun ikke fortælle mig det, og jeg kunne ikke forklare hende, hvorfor det var så vigtigt for mig at få kønnet af vide.
Derfor betalte jeg for en dyr kønsscanning på en privatklinik. Jeg var nødt til, at få vished og kan ikke beskrive den lettelse jeg havde, da det viste sig at blive en pige. Et par uger inden termin lå barnet forkert med numsen nedad og ville ikke vende sig. De lavede to vendingsforsøg, der begge var voldsomme og smertefulde for mig. Anden gang faldt hjertelyden på barnet og de blev enige om, at lade hende ligge. Jeg skulle derfor have planlagt kejsersnit. Den 4. januar 2007 endte det dog med et akut kejsersnit. Barnet var på vej ud og jeg var helt uforberedt.
Den naturlige fødsel blev jeg forskånet for med veer og pres, som kan være re-traumatiserende for mange. Men der blev alligevel trevlet op i mange ting. Min ekstreme blufærdighed blev virkelig sat på en prøve på hospitalet. Der var 10-12 mennesker til stede og man ligger bare til skue. Det var meget ubehageligt, selvom alle var professionelle og søde. Jeg tænkte hele tiden på barnet og at jeg var nødt til at tage mig sammen. Blev ved at sige til mig selv: Det er helt naturligt, det er helt naturligt.... Min mand var til stede på operationsstuen og det beroligede mig lidt. Jeg blev mor til det skønneste lille pigebarn, som jeg elskede fra første blik. Jeg lovede at passe på hende og gøre mit allerypperste for, at give hende den barndom jeg aldrig fik – en værdig barndom
Pga. kejsersnittet overvældede smerterne mig en hel måned efter. Jeg er ikke en piveskid, men det gjorde virkelig ondt efter operationen. Magtesløsheden satte mange ting i gang. Jeg havde ikke kontrol over min krop og jeg kunne ingenting. Det satte mig tilbage til dengang, hvor jeg som barn heller ikke kunne komme væk fra overgrebene og volden. Jeg var tvunget til at holde mig i ro, mærke smerterne, være til stede og være nærværende overfor mit lille barn. Hvor ville jeg bare ønske, at jeg var bedre forberedt på alle de ting.
Af uforklarlige årsager, har jeg bevaret noget styrke og vilje trods min opvækst. Men det er langt fra alle ofre og kommende forældre der har det. Der skal meget mere fokus og oplysning til. Og så skal der være et beredskab, der er parate til at gå ind og hjælpe. Det ærgrer mig i dag, at jeg slet ikke var klar over, hvor mange problemer der kunne relateres til min barndom. Hvis man gjorde det til standard at oplyse om mulige problemer ved læge eller jordemoder og fik en folder med hjem - så havde jeg nok selv taget en beslutning om at påbegynde terapi langt tidligere end jeg gjorde. Jeg fik først psykologhjælp til bearbejdning af traumerne, da jeg stod frem sidste år.
Folderen skulle oplyse om de senfølger seksuelle og voldelige overgreb kan give. De vordende forældre skal forberedes på, hvilke problemer der kan dukke op i forbindelse med graviditeten, fødslen og rollen som forælder. Når de er parate, skal de vide, hvilke muligheder der er for hjælp og vejledning. Folderen kunne eventuelt henvise til en hjemmeside med et anonymt forum, hvor den gravide kan stille ligesindede og fagpersoner spørgsmål.
Fødselsforberedende grupper og mødre/fædre-grupper, er jeg sikker på vil kunne hjælpe mange. Udover den store omvæltning et lille barn er, så kæmper misbrugte med helt andre problemer. Det kan være flashbacks, ubehag ved tæt kontakt med barnet, frygt for at gøre noget forkert eller grænsesætning. Til grupperne bør tilknyttes supervision af en jordemoder, sundhedsplejerske, sexolog og psykolog – der er med på turnus i gruppen. Det er vældig vigtigt, at kunne møde ligesindede og have et trygt forum, hvor man kan søge professionel rådgivning. Jeg ved, at Servicestyrelsen har udgivet en pjece om vanskelighederne ved at blive mor, når man er misbrugt. Det ville derfor være oplagt at udvikle konceptet i tæt samarbejde med dem.
Mødrehjælpen har også et projekt for unge mødre i København, hvor de kan danne netværk, deltage i mødregrupper og få en mentor. Jeg tænker, at mentorordningen med fordel kunne udvides til også at omfatte voldsramte og seksuelt misbrugte kvinder. Jeg tror det er rigtigt vigtigt, at de har en, der kan ”holde dem i hånden”. En der kan støtte dem i dagligdagens store og små udfordringer. Flere af de misbrugte voldsramte kvinder har ikke det bedste bagland at støtte sig til. De kommer måske fra splittede hjem, hvor de var udsat for vold og incest. De har ringe tilknytning til arbejdsmarkedet og flere er på overførselsindkomster. Så deres sociale netværk er mange gange indskrænket.
Når misbrugte voldsramte kvinder eller mænd bliver forældre, er det vigtigt at de får redskaber til at bryde den sociale arv. I dysfunktionelle familier har man sit eget sprog, roller og måder at håndtere konflikter på. Man ved at de mænd, der slår deres koner eller kærester, som regel ikke har deres voldelige adfærd fra fremmede. En undersøgelse fra Dialog mod vold og Det Kriminalpræventive råd har vist, at over 80 procent af de mænd, der slår deres partner, enten selv er blevet slået som børn, eller har set deres mor blive slået.
Langt de fleste ofre lider også under lavt selvværd på grund af deres barndom. Det er endnu en ond cirkel, der er meget vigtig at få brudt. For at bryde disse mønstre, skal man have vejledning og support undervejs, så vi undgår flere omsorgssvigtede børn. Det kunne f.eks. være et kommunalt tilbud, hvor man udvider Familierådgivningen med et team, der har indgående kendskab til vold og seksuelle overgreb og kan støtte dem med pædagogiske redskaber, konfliktløsning, vredeshåndtering og psykologhjælp.
Personligt ved jeg, at man kan tilkæmpe sig megen viden og bryde mange mønstre. Man kan også opbygge et trygt og stabilt liv for sine børn – uanset ens baggrund. Jeg slipper aldrig for min fortid. Den vil altid være en del af mig og af min personlighed. Min viden er både en forbandelse og en velsignelse for jeg ved, hvor vigtigt det er at være opmærksom på sit barn og dets signaler. I dag kender jeg også vigtigheden af, at turde opsøge og modtage hjælp i svære situationer.
Vi har alle brug for en hånd eller mange, for at vokse som mennesker og blive klogere. For de fleste af os, er det utrolig svært at række ud efter hjælp, fordi vi skammer os og har oplevet mange tillidsbrud. Derfor må systemet omkring forældrene tilbyde håndsrækningen. For børnenes skyld er vi nødsaget til, at sikre deres forældre de bedste forudsætninger for at lykkes. Kun derved kan børnene få en god start i livet.