Modtager tale ved Hanne Gylche

 

At tage imod.

 

At tage imod en anerkendelse som modtager af Årets Pris 2006 fra Fonden “En god start i livet” er meget overvældende. Denne flotte pris, er for mig en stor ære og glæde.

Tak fordi Fonden “En god start i livet” og Jordemoderforeningen har sat pris på, at jeg gennem mange år har taget godt imod kvinder og deres familier, som er kommet fra katastrofehærgede lavindkomstlande.

Jordemoderfaglig omsorg er, at møde enhver kvinde fordomsfrit og være kvalificeret til at indgå i et samarbejde med den fødende, de pårørende og de gode kollegaer også selvom mødet foregår under vandoverfladen i en spinkel kahyt ombord på et flygtningeskib, på et spartansk udstyret undersøgelsesrum i et asylcenter  eller i et moderniseret jordemodercenter med mange informationsfoldere på hylderne - vel at mærke skrevet på dansk. 

Vi kan alle tilslutte os, at det, der kendetegner det gode møde er, at det ikke er kulturerne side om side, der taler til hinanden, men derimod mennesker fra forskellige kulturer der mødes og taler med hinanden.

Men vi kan mangle viden om håndtering af forskellige forståelsesrammer og traditioner.

En vifte af forskellige humanitære behov, forudsætninger og forventninger skal indfries.

Man kan være nok så bestemt og præcis i sine formuleringer om, hvad det meget høje blodtryk og den nedsatte diurese betyder for den gravide irakiske kvinde, som er alenemor til 2 børn og venter nummer 3. Hvis vi anbefaler hende øjeblikkelig indlæggelse, hvem skal så passe de 2 børn, som altid er med til graviditetsundersøgelserne, og trods frostvejr iført tyndt tøj. Eller den somaliske gravide kvinde, som skal lære konsekvensen af, at hendes kost er insufficient, eller trodser anbefaling om ophør af khattygning.

Men de barrierer man som jordemoder kan være oppe imod, de spørgsmål man ikke forstår, de overskygges af den taknemmelighed jeg møder. Jeg tager udgangspunkt  i kvindens ressourcer, hendes historie og oplevelser og man kan næsten fristes til at sige, at oftest vil hun helst føde med kroppen “uden hoved”.

Det vil sige at være fri for tankemylder, bekymringer og følelsen af mindreværd og bare have en empatisk og venlig jordemoder tæt hos sig.

At tage imod livets forskellighed er for mig min ledetråd og for den gældende svangreprofylakse, er det en udfordring at være mangfoldig, da vi befinder os i et sammensat samfund.

Jeg er meget glad for at Fonden “En god start i livet” med valg af dette tema for Årets pris 2006, får sat opmærksomhed på, at danske personlige værdier, ikke skal række negativt ind over ens professionelle virke, 

At blive taget godt imod, uanset hvem man er og hvor man kommer fra, er det samme som at føle sig set, hørt og lyttet til. Det ønsker vi jo alle!

Men for indvandrerfamilierne er dette den bedste begyndelse på en god start i livet.

 

 

 

Modtager tale ved Lise Dyhr

 

For nogle måneder siden fik jeg en opringning, en lørdag formiddag stadig lidt morgen træt.

Jeg var på Samsø på ferie med nogle gode veninder.

Det gik ikke helt op for mig, hvad der blev sagt. Noget med en god start i livet, små børn - en pris. Var det hvervning til en anti abort kampagne?

Det var det vist ikke, men jeg blev taget på sengen og jeg blev enig med Cecilia om, at vi måtte ringes ved lidt senere.

Normalt går vi - og nogle gange endda løber vi - for at passe vores hverdag.

Som læge er det vores metier, at mennesker kommer til os for at vi skal bidrage med en løsning.

I mine andre faglige metiers er det oftest sådan, at jeg bliver ringet op for at høre om jeg kan bidrage med dette eller hint.

Og så lige pludselig skal man hædres, man skal modtage. Det tog lidt tid for mig at erkende.

Men da det endelig gik op for mig, var det en stor glæde og vil også være det fremover. En stor tak til Fonden, at I har tænkt på mig i denne sammenhæng. Det luner og giver energi til at fortsætte mit arbejde.

Nu arbejder jeg jo ikke alene og jeg vil da gerne allerede nu inddrage mine gode samarbejdspartnere i min praksis, Tina Petersen, Lis Torndal og Ursula Brøndum, og sige dem en stor tak.

Jeg er blevet spurgt om, hvad det er, vi gør, som er særligt. Jamen vi gør ikke noget særligt!

Vore møder med patienterne er vel bare banale: Vi prøver at finde ud, af hvilket menneske vi har foran os, hans eller hendes muligheder og begrænsninger, hvilke rammer de har for at handle og sammen prøver vi så at lave en plan, så problemerne kan blive løst på en helbredsmæssig forsvarlig måde. 

Såre enkelt egentlig, men i praksis viser det sig åbenbart svært at mødes på en ordentlig måde med såkaldte etniske minoriteter i en travl hverdag, hvis man skal tro al den negative omtale af indvandrere, som jo er blevet problembærere for snart sagt hvad som helst.

Hos os prøver vi at bevare nysgerrigheden og fagligheden - spørge ind til det vi ikke forstår og frem for alt ikke møde den enkelte med forudfattede meninger. F. eks når Bazabai, som er 8 år, hvis  forældre ikke kan ikke læse og skrive på grund af krigstraumer, deklarerer at han vil være læge.

Bazabai er utrolig kvik og noget af en Spørgejørgen. Når han er med mor og den lille i konsultationen, ja så tager jeg ham på ordet og forklarer, hvorfor jeg stetoskoperer hans lillebror, der har hoste, hvorfor jeg lytter, der hvor jeg gør (der sidder lungerne man trækker vejret med) osv.

Et andet afsæt kunne være at bede ham tie. Nu skal jeg ikke være for hellig, det gør jeg også nu og da, hvis jeg har travlt, men aldrig i ånden om at ”Du bliver sgu nok ikke andet end de andre: rengøring eller får arbejde i pizzeria”.

Denne pris varmer i en tid, hvor hverdagen også byder på barske møder, som for eksempel Bazabais far, der ikke har sovet igennem én eneste nat, siden han flygtede til Danmark. Moren gør tappert sit for at holde sammen på familien.

Endnu en gang tak for prisen.                                                                                                           30.11.06 Lise Dyhr

 

 

Bruger tale ved Hiba Osman.

 

Først vil jeg gerne sige tak for æren at skulle holde talen  idag på brugernes vegne .

Jeg hedder Hiba Osman. Jeg er 35 år, er gift og har to børn. Jeg har læst arabisk og mellemøstlige studier på Københavns Universitet. Det sidste års tid har jeg arbejdet som jobkonsulent i Cortex som er en  privat jobservice, der samarbejder med kommuner for at hjælpe ledige i arbejde.

Jeg siger en særlig tak til Hanne, på 700 somaliske kvinders vegne, som har været igennem dine kyndige hænder. For dem, har du af hele dit hjerte, ydet et stort stykke arbejde, hvor du har etableret en vejledende procedure omkring deres fødsler.

Du har gennem rigtig mange år haft en særlig svangrekonsultation, hvor kvinder med anden etnisk oprindelse kommer til graviditetsundersøgelser.

Først havde du tyrkiske og pakistanske kvinder, som kom her til landet i begyndelsen af 80’erne. Så arbejdede du fem år i Røde Kors med ex-jugoslaviske kvinder. Siden hen iranske kvinder, og sidst den gruppe somaliske kvinder, som jeg repræsenterer.

Så man må sige, at du altid har formået at bevæge dig ind i de befolkningsgrupper, som har et aktuelt behov. Du har stadfæstet dit navn og virke i  mange taknemmelige kvinders bevidsthed.

Og du Lise, har også et særdeles godt kendskab til indvandrerkvinder gennem dit arbejde som praktiserende læge i Brøndby Strand, hvor ca. 80 procent af dine patienter har en anden etnisk baggrund end dansk.

Du har skrevet mange artikler, hvor du formidler dit store kendskab til etniske familier og deres udfordringer til andre i din profession.

Desuden forsker du på Københavns Universitet i indvandrernes møde med det danske sundhedsvæsen, hvor du i din Ph.d. fra 1996, “Det anderledes i det almene”,  belyser mødet mellem danske praktiserende læger og tyrkiske indvandrekvinder.

I har begge to haft meget positiv kontakt på tværs af kulturen. I har udvist mental åbenhed og  en stor vilje til, at vi skal nå hinanden uanset hvem man er og hvor man kommer fra.

Desuden belyser I vigtigheden af en anderledes sygdomsforståelse, som “etniske danskere” ikke har.

Og problematikkerne omkring arbejdet med etniske familier, især kvinder.

I får prisen for jeres store indsats for etniske kvinder og deres børn, således at de nyfødte børn kan vokse op og få det så godt som muligt her i Danmark. Jeg håber at I vil være med til at inspirere andre jordemødre og læger til at føre jeres gode arbejde videre.

Til slut vil jeg sige til fonden "En god start i livet", at bedre kandidater og mere værdige prismodtagere til Årets pris 2006 kunne I ikke have valgt.

Til dig Hanne og til dig Lise, tillykke endnu en gang. 

Jeg tror at jeg taler på alle indvandrere og flygtninges vegne  i Danmark, når jeg nu slutter med at sige, at jeg virkelig synes,  at I har fortjent denne pris.

Hiba Osman.