Tale af Prismodtagerene Chefjordemoder Ingelise Andersen, Glostrup og Chefjordemoder Anne Lundgaard, Aalborg.

 

Tak for prisen.

Selvfølgelig er jeg personligt stolt over at stå her i dag som én af modtagerne af Årets pris.

Men når det så er sagt, så er jeg allermest glad for, at årets prisuddeling forhåbentligt kommer til at give konceptet ”Den moderne Distriktsjordemoder” en god start i livet.

Fødslen af ”Den moderne distriktsjordemoder” har været en lang og kompliceret fødsel.

Og som det jo ofte er med lange og komplicerede fødsler, så har der også under denne fødsel været brug for både stimulation og kunstgreb undervejs.

Derfor retter jeg også i dag min tak til alle jer, som har været fødselshjælpere for ”Den moderne Distriktsjordemoder”.

En tak til jordemødrene Lise og Marlene, uden jeres gå-på-mod og fleksibilitet var vi aldrig kommet i gang.

Tak til dig Lillian og til tidligere kredsformand Lisbet Hammer for, at I turde give lidt slip på alle formaliteter for, sammen med os, at kaste jer ud i et ukendt og utraditionelt projekt.

Tak til Sundhedsstyrelsen for jeres økonomiske støtte til projektet i Aalborg og endelig tak til alle I 120 gravide og nybagte familier i Nørresundby, som har og fortsat deltager i projektet.

Der er nogen man siger tak til, og så er der andet man bare er taknemmelig for.

Jeg er taknemmelig for, at Nordjylland har et selvstændigt jordemodervæsen. Et forhold som uden tvivl har betydet, at projekt ”Den moderne Distriktsjordemoder” fra start var omgivet af tilstedeværende og engagerede fødselshjælpere.

Jeg håber selvfølgelig, at der også i fremtidens regioner vil blive rum for progressive fødselshjælpere. Fødselshjælpere som både kan og vil sikre mangfoldighed i fødesteder og i fødselskoncepter.  

Nu er barnet så født – det ligger her lige foran os og ser på os med sine store undrende og øjne og venter bare på, at vi, som forældre, tager det til os. Forældreskabet er begyndt!

Jeg håber, at vi er mange som i fremtiden vil vedkende os dette forældreskab.

Der er brug for at fonde ser barnet og giver sine gaver.

Der er brug for, at både gamle, unge og kommende jordemødre smider de velkendte lønmodtagerroller væk og påtager sig moderne forældreskabs roller.

Der er brug for, at politikere, ministerier, styrelser, og arbejdsmarkedets organisationer påtager sig ”bedste-forældreskabet” og sikrer, at dette barns forældre får fleksible og attraktive rammer at agere forældre indenfor.   

Jeg tror aldrig, at ”Den moderne Distriktsjordemoder” bliver hvermandseje.

Men jeg har en tro på, at mange flere gerne vil have mulighed for at få en kendt jordemoder til fødslen.

At et moderne og nutidigt Kendt- jordemoder koncept stiller både store og nye krav til jordemødrenes måder at arbejde på, det kan der ikke herske tvivl om.

Så hvis vi i fremtiden ikke kun vil nøjes med at være ”Kongelig Hofleverandør” eller leverandør af Kendt-jordemoder når jordemødre selv føder børn, så er vi mange aktører, som nu må påtage os ansvaret og fylde de nye og udfordrende roller ud.

Så – kære venner - tiden er kommet!.

Og som I nok vil sige det her på Sjælland: ” Let´s go for it ” – så vil vi bare på stille nordjysk sige: ”Klem ballerne sammen og kom i gang!”.

Endnu engang: Tak for prisen.

 

Sygeplejerske Christina Løwensteins tale ved overrækkelse af Årets Pris 05.

Jeg hedder Christina Løwenstein og jeg har været så heldig at deltage i projektet ”Kendt jordemoder”. Jeg vil begynde med at sige, at det både før, under og efter fødslen af vores søn Willads har været en meget stor fordel at deltage og at det har gjort, at fødslen for mig og for min kæreste Frederik har været en af de mest ubeskrivelige og fantastiske oplevelser vi har haft i vores liv.

Faktisk har det været lidt svært at sætte helt præcise ord på, hvorfor jeg er så begejstret over projektet… Min begejstring rummer en vifte af aspekter, der spænder helt fra kontrolundersøgelserne under graviditeten op til i dag hvor jeg virkelig har glædet mig til at se ”mine” 2 jordemødre, Merle og Mette.

Jeg håber på, at mit lille bidrag her i dag kan være med til at åbne øjnene hos andre, for hvilken kæmpe fordel det er at kende den jordemoder, der skal hjælpe ens lille guldklump til verden.

Jeg har en veninde, der kan føde hvert øjeblik det skal være og hun ønsker et kejsersnit uden medicinsk begrundelse eller i hvert tilfælde epiduralblokade fra starten. Da jeg sagde til hende, at jeg synes hun skulle give fødslen en chance før hun tog en endelig beslutning, sagde hun: ”Det kan du sagtens sige. Du kendte din jordemoder”. På Hillerød er der 73 jordemødre og jeg kender 2. Hvor stor er chancen for, at jeg kommer til at føde med en jeg kender???  Det er da tankevækkende, hvis hun fravælger en kæmpe oplevelse simpelthen fordi hun er bange…

Både Frederik og jeg er uddannet sygeplejersker, så vi er da alt andet lige vant til at færdes på hospitalet. Alligevel havde vi begge en ubehagelig oplevelse da vi under graviditeten fik brug for at besøge fødegangen. Vi kom ind til et tjek pga. smerter og i den forholdsvis korte tid vi var der, kunne vi bare konstatere, at jordemødrene havde meget travlt og gik ind og ud af stuerne og havde flere kvinder, de måtte føde med. Jeg må indrømme, at fødslen som jeg egentlig så frem til pludselig blev en skræmmende ting, simpelthen fordi jeg var bange for, at vi ikke kunne få den hjælp vi måtte have brug for. Under vores korte besøg havde vi kontakt med 3 jordemødre samt 2 læger og en sekretær. Alle vi kom i kontakt med var søde og rare og gjorde bestemt deres yderste

– de havde bare travlt og så var der også lige et vagtskifte, som skulle respekteres… Denne oplevelse gjorde mig faktisk rigtig utryg og bange for selve fødslen og det var også et emne, der blev taget op flere gange mellem Frederik og mig.

Da vi senere i graviditeten blev tilknyttet projekt ” Kendt jordemoder” og de samme smerter kom tilbage, skulle vi igen lige tjekkes op inde på fødegangen. Denne gang var det en fuldstændig anden oplevelse. Vi ringede til Merle og hun mødte os på fødegangen. Vi var ventet, der var ingen ventetid og alt foregik i et roligt tempo. Alt i alt en positiv oplevelse og vi gik derfra med en ro og vished om, at både jeg og vores baby havde det godt.

En anden fordel ved projektet er, at det var utroligt rart, at de oplysninger jeg gav til enten Mette eller Merle under graviditetsbesøgene blev videregivet imellem hinanden, så jeg ikke skulle bruge kræfter på at huske at sige diverse relevante ting under selve fødslen. Det var også rart at vide, at de var på vagt en uge ad gangen. På den måde vidste vi altid, hvem det var, vi ringede til. Det gjorde ingen forskel for os, hvem det var vi fødte med – bare det blev enten Merle eller Mette.

Selve fødslen af ens første barn er omgivet med megen mystik og uvished. Det, at vi kendte vores jordemoder, gav en stor tryghed midt i alle de forestillinger og tanker man gør inden den store dag. Selvom en fødsel alt andet lige må betragtes som en rejse, man som kvinde, på mange måder er nød til at foretage alene, må jeg indrømme, at det er fantastisk rart at have en jordemoder, man kender ved sin side til at guide en igennem det ukendte landskab man pludselig bevæger sig i…

Når dagen så kommer og veerne begynder er man som 1. gangsfødende altid lidt i tvivl… Er det nu det sker… Er det her de rigtige veer…. Hvornår skal vi ringe til fødegangen.... Måske er man også lidt bange for at ringe for tidligt og virke pylret eller forstyrre midt i et vagtskifte. Derfor var det utroligt befriende, da Frederik sagde: ”Vi kan da lige ringe og spørge Mette hvad hun mener…”

Da vi ringede til Mette og hun sagde: ”Din historie taget i betragtning, må I hellere komme herind nu”, følte vi virkelig, at Mette vidste præcis hvem vi var. Det gav os en udpræget tryghedsfølelse og det lyder måske skørt, men vi glædede os faktisk til at skulle ind og møde Mette igen. Da vi så ankom til fødegangen fulde af forventning, spændte, med veer hvert 2. minut og nok også en lille smule nervøse… så var det da skønt, at Mette åbnede døren med et stort smil og et ”Velkommen”.

Det er altså en underlig fornemmelse at have så voldsomme smerter og stå sammen med et menneske, man ikke er tæt knyttet til. Jeg havde tænkt på, hvordan jeg ville tackle smerterne

– skulle jeg spille tapper, ville jeg blive flov over min opførelse osv.

Til min store overraskelse blev jeg faktisk ikke utilpas til mode og det, at have smerter sammen med Mette, føltes pludselig meget naturligt… måske lidt komisk når man midt i en undersøgelse eller sætning fik nye veer. Fordi det var en vi kendte blev det faktisk ikke akavet – heller ikke for

Frederik, da han jo udover at være stille og holde mig i hånden, alt andet lige, skulle dele mange tavse perioder med Mette, mens jeg havde veer.

Jeg tror ikke, at det på nogen måde ville have været den samme gode oplevelse at føde Willads, hvis vi skulle have forholdt os til flere jordemødre under fødslen, eller endnu værre, dele jordemoder med en anden fødende kvinde. Jeg ved det fordi jeg med største tydelighed husker, hvilken utryghed det gav de gange Mette forlod fødestuen. Det skete 2 gange og begge gange kan jeg skrive under på, at veerne pludselig ændrede karakter og gjorde meget mere ondt. Det gjorde de jo sikkert ikke, men min oplevelse af situationen ændrede sig i hvert tilfælde markant. Selvom jeg virkelig forsøgte at slappe af og lave mine indstuderede pusteøvelser, var der bare ingenting der virkede.

Jeg er sikker på, at trygheden ved, at vi kendte vores jordemoder og at Mette samtidig kendte mine behov og var god til at få mig til at tro på, at jeg godt kunne klare det, rent faktisk gjorde, at jeg kunne klare mig igennem fødslen og komme ud på den anden side og føle mig tilfreds med min indsats og beriget som menneske. Det gør ondt at føde et barn – det gør rigtig ondt - men smerterne føltes meningsfulde og jeg var på intet tidspunkt bange og det gør en kæmpe forskel.

Frederiks oplevelse af hele forløbet var, at han ”bare” kunne være kæreste og far frem for at skulle passe på mig og forholde sig vurderende til skiftende jordemødre under fødslen. Frederik har fortalt, at det, at vi kendte Mette og Merle på forhånd, var med til at gøre os begge væsentlig mere trygge både før og under fødslen.

Mette og Merle vidste, at jeg helst ville klare fødslen uden epiduralblokade, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre. Et par gange i løbet af fødslen spurgte jeg alligevel efter en epiduralblokade. Ikke fordi jeg i bund og grund ønskede den, men fordi, der skete nye ting, der gjorde det sværere at mestre smerterne - f.eks. da jeg blev flyttet fra ventestuen til fødestuen, når veerne ændrede karakter eller simpelthen fordi jeg i visse perioder blev træt og havde svært ved at se meningen med alle de smerter. Jeg tror, at hvis vi havde fået en ny jordemoder, der ikke kendte Frederik og mig og vores ønsker, så var det endt med, at jeg havde fået en epiduralblokade. En jordemoder, der ikke kendte os, ville bestemt have troet, at det virkelig var mit ønske… Jeg vil lige sige, at jeg på ingen måde har noget imod epiduralblokader. Der, hvor der er brug for den, skal den efter min mening også anvendes – uden tvivl... Men det er jo et indgreb med diverse mulige bivirkninger og jeg synes også, det ville være lidt sejt at klare fødslen uden en epiduralblokade. Jeg fik præcis den fødsel jeg ønskede mig – fordi vi kendte hinanden og takket været vores gode samarbejde.

Når man som jeg har prøvet at deltage i dette projekt, må jeg indrømme, at det vil være meget svært at skulle acceptere næste gang at opleve samme utryghed, som jeg kan høre, at mange af mine veninder føler. Jeg synes virkelig, at der er så mange fordele ved at kende den jordemoder, der skal hjælpe ens barn til verden, at jeg ville ønske, at alle kvinder kunne få den oplevelse. Frederik og jeg har da også lavet sjov med, at vi er nød til at få barn nr. 2 inden projektet udløber …

For at opsummere fordelene ved projekt ”Kendt jordemoder” er der især 3 ting, der slår mig.

  1. Den høje grad af tryghed fordi man kender den person, der alt andet lige spiller en hovedrolle under fødslen. 
  2. En anden, og nok den vigtigste faktor er, at jordemoderen bliver hos den samme kvinde og altså ikke skal dele sig mellem 2 kvinder samt
  3. At jordemoderen bliver til fødslen er veloverstået – altså ikke noget med et vagtskifte.

Det at føde et barn, have voldsomme smerter, ligge som Gud har skabt én og vise sider af sig selv man måske aldrig har vist før, er faktisk en smule grænseoverskridende. At skulle kunne give slip og miste kontrollen over sig selv er én ting, men at skulle gøre det over for flere personer som man slet ikke kender, ville ikke være nemt for mig…

Jeg vil slutte af med at sige: at jeg er utrolig glad for, at projekt ”Kendt jordemoder” har fået denne pris og jeg håber inderligt, at flere kvinder og familier får mulighed for at få samme fantastiske og trygge oplevelse, som vi har fået i forbindelse med Willads’ ankomst til denne verden.

Jeg er sikkert på, at Willads fik den bedst tænkelige start på livet. Og når alt kommer til alt er det jo det der tæller…