Pernille Rougs tale til prisoverrækkelse

 

Kære Gæster, kære Cecilia. 

Når jeg nu vælger at fremhæve dig Cecilia, er det fordi jeg synes du er en helt speciel kvinde.

At beslutte sig for at lave en fond der nu for 13. år sætter fokus på de tiltag, der giver børn og forældre en god start i livet, er et initiativ der afføder meget stor respekt i mit univers.

Og så .. at stå som modtager af denne pris er helt fantastisk. Jeg er stolt og glad og jeg skal gøre alt hvad der står i min magt, for at leve op til den hædersbevisning der i dag er blevet mig til del.

Det er nu 10 år siden jeg stiftede bekendtskab med Marte meo første gang. Og hvilke 10 år. Fra at være en metode der var næsten ukendt i det ganske land, er det nu en metode der bliver anvendt indenfor alle sociale, pædagogiske og forebyggende områder. Og det er der jo en grund til, hvilket jeg vil komme mere ind på.

Den moderne udviklingspsykologi har lært os, at børn udvikler deres sociale, intellektuelle og følelsesmæssige kompetencer ud fra det samspil de tilbydes.

Se, det er jo et ganske alvorligt udsagn fordi det samtidig fortæller os, at børn fejludvikles på grund af det samspil de er i. Men omvendt  er det jo også en ganske dejlig sætning, fordi den fortæller os, at der er noget at stille op - at en ændring i samspillet vil hjælpe barnet med at udvikle eller  anvende de kompetencer, barnet endnu ikke besidder eller gør brug af.

I den sammenhæng er det vel ganske passende at tale om primær forebyggelse. Jeg plejer lidt spøgefuldt at sige, at når jeg engang bliver minister, vil jeg indføre ved lov at alle nybagte familier får tilbud om/ mulighed for at få et samspilskørekort. Men jeg skynder mig lige at blive seriøs igen for at sige - sikke mange ressourcer, bekymrede forældre og børn med problemer vi kunne spare.   

Denne viden, at samspillet har så stor en betydning for et barns udvikling, er egentlig ikke speciel ny, den har man arbejdet  efter i behandlingsarbejde i mange år. 

Vi har jo i mange år i behandler- og forebyggelsesarbejdet høstet den erfaring,  at udbyttet langtfra står mål med indsatsen – de erfaringer har vi ikke i Marte meo.

Når Marte meo så er blevet en succes,  tror jeg det hænger sammen med specielt én meget væsentlig faktor. Marte meo nøjes ikke med at konstatere at der er noget galt, men gør noget ved det. Jeg læser ofte rigtig gode fagbøger der konstaterer ”at der er det og det galt og at det skyldes det og det”,  men der mangler meget ofte et rigtig vigtigt afsnit, nemlig det afsnit der kunne hedde ”og hvad gør vi så ved det”.

Marte meo  gør noget ved det og jeg tror at den måde det bliver gjort på, er af altafgørende betydning for metodens succes.

Vi taler et sprog familierne forstår – nemlig deres eget. Når vi med videoklip af familiens eget samspil viser forældre en vej at gå, tager vi lige præcis udgangspunkt i det familierne kan, hverken mere eller mindre. Vi har ikke brug for at tale om forskellige begreber som mange ikke forstår. For hvad betyder det ”at sætte grænser for sine børn ” eller at man som forældre skal være mere forudsigelig eller få en bedre kontakt. Vi kan med et videoklip vise at lige præcis der sætter de grænser for deres barn på en rigtig god måde og at det ville være fint hvis de gjorde det mere, og at lige den sætning der gør at de bliver forudsigelige, og at det betyder at deres barn bedre kan samarbejde og forstå hvad de voksne ønsker.

En anden faktor jeg tror har en stor betydning for Marte meos succes, er at vi arbejder ressourceorienteret. At vi kun viser klip hvor samspillet lykkes. Det er ikke så meget for at skåne mennesker, men simpelthen for at vise en vej at gå i stedet for at fortælle hvad man ikke skal gøre. Det er jo ikke sådan at vi er en samling blåøjede naivister. Selvfølgelig taler vi med forældrene om hvad der er svært, det er jo udgangspunktet og omdrejningspunktet for hele arbejdet, men at vise hvad man ikke skal gøre, viser ikke en vej at gå men efterlader mennesker i et vakuum, hvor de så kan begynde at afprøve 10- 15 andre muligheder før de måske, men formentlig ikke finder den rigtige vej. Jeg hører tit at der også er læring i at ting ikke lykkes – det synspunkt er jeg meget enig i, men ikke i samspilssammenhænge når man som forældre næsten har givet op. Man kunne jo også fremhæve det synspunkt, at hvis familierne vidste hvad de skulle, så bad de vel ikke om hjælp. Men når jeg så siger, at det ikke så meget er for at skåne mennesker at vi kun viser klip hvor samspillet lykkes, så vil jeg sige at det rent faktisk er en ganske anden positiv oplevelse at få at se hvor man gør noget godt – vel vidende at der også er meget skidt.  Forældre får ny energi og lyst til at arbejde når de ser at de rent faktisk gør noget der er udviklingsstøttende for deres barn, og at deres barn reagerer hensigtsmæssigt når de gør det. Det kan godt være at vi på en 10 minutters film ser 9 minutter og 40 sekunders dårligt samspil, men så bruger vi de 20 sekunder til at arbejde videre med.

Det er mig meget magtpåliggende at fortælle, at det er samspilskompetencer vi tilråder -  ikke gode råd - det forsøger vi af al magt at holde ude af Marte meo arbejdet. Langt de fleste mennesker i behandlersystemet er rundet af middelklasen. Men vi arbejder med mennesker fra alle sociale lag. De skal ikke underlægges vores middelklassenormer, som de hverken har forudsætninger for at forstå, eller ønske om at efterleve. Vi kommer jo tæt på familielivet og jeg undres også, når jeg ser en familie sidde og spise hakkebøffer og kartofler uden kniv, eller at en familie ønsker at deres lille barn skal drikke af krystalglas, men det er mit problem ikke deres.

Men når jeg så oprindeligt forelskede mig voldsomt i Marte meo, tror jeg primært det handler om det menneskesyn metoden repræsenterer. Denne dybe respekt for mennesker og familiernes egenart er ganske unik. Og lad mig lige slå fast, at jeg aldrig har mødt et forældrepar der ikke ønskede det bedste for deres barn. Jeg har heller aldrig mødt et forældrepar der bevidst var onde ved deres barn. Jeg har mødt masser af forældre der ikke gør det bedste for deres barn, og forældre der sommetider er onde ved deres børn, men det skyldes efter Marte meo metodens og min bedste overbevisning, at de ikke ved hvordan de skal gøre det anderledes.

Vi har f.eks. i DK afskaffet revselsesretten, ”ja selvfølgelig”, siger vi alle sammen, ”må man ikke slå sine børn”, nej, selvfølgelig må man ikke det, men hvad stiller man så op som forælder, når det er den straffeforanstaltning man selv er vokset op med og den eneste man kender.

Så gør man noget andet – måske låser man barnet inde på værelset eller nedgører det på værste vis. Er det ondskab? Nej, men de ved ikke hvordan de ellers skal gøre det. Derfor er det så vigtigt at vi som fagpersoner i dyb respekt hjælper familierne ved at tage udgangspunkt i lige præcis det de kan, for at hjælpe dem til andre og bedre handlemuligheder - derved kan vi få et ligeværdigt og udviklende samspil med de voksne, som kan smitte af på barnet.

Og så vil jeg gerne takke min arbejdsplads Hindholm Socialpædagogiske Seminarium. Uden dem havde det ikke været muligt for mig at arbejde med Marte meo. Da jeg for 5-6 år siden sagde at jeg gerne ville arbejde med Marte meo på fuld tid, fik jeg fuldstændig carte blanche. Da jeg mente at der var basis for at udvide den lille Marte meo biks, fik jeg også støtte til det. Det er vist ikke mange arbejdspladser, der i den grad støtter deres personales udvikling. 1000 tak for den store støtte og velvilje jeg har mødt. 

Og hvad skal pengene så bruges til. Når man som min kollega Kirsten Bork og jeg skal tjene til vores egen løn og udgifter, er der meget lidt tid til udvikling, forskning, skrive artikler etc. Det er så bagsiden ved at have sin egen lille budgetansvarlige biks. Vi har rigtig mange planer og de strander alle sammen på, at vi løber med tungen ud af halsen. Men et af de ønsker vi længe har haft, er at lave en video om noget af det der oftest bliver efterspurgt af forældre, nemlig hvordan handler man med sine børn uden krig og evig plagen om slik, hvordan putter man sine børn så børnene sover først og der stadig er lidt aften tilbage, hvordan spiser man med sine børn, så der er hyggeligt og rart at være for alle parter etc. Den video får vi ikke lavet denne gang, det projekt viste sig at blive alt for dyrt. Men jeg har i samråd med Kirsten, besluttet at pengene skal frikøbe os de dage der nu bliver råd til, for at lave en folder om samme emne. En folder med billeder, der i et ganske almindeligt sprog, fortæller forældre hvordan det bliver lettere at være forældre og barn. Masteren vil blive overrakt til Sundhedsstyrelsen i håb om at de vil formidle den sammen med de pjecer de allerede nu uddeler til forældre. Hvis ikke de vil det, finder vi en anden måde at få distribueret den på. Men sådan bliver det - en folder til forældre.

 

 

Brugertale ved Susanne Hansen

 

Jeg havde et problem med min søn Knud på 1 år. Han skreg når han skulle have nattøj på ( flyverdragt, sko etc.)

Jeg er pædagog i en vuggestue, og synes selv jeg var en god mor, men alligevel gik det ikke som jeg gerne ville.

Da jeg var træt af evig og altid at kæmpe med Knud når han skulle have tøj på, ringede jeg til Pernille – og spurgte om hun ville hjælpe mig.

Det ville hun gerne. Jeg fik beskeden ”Optage 10 min med dig og Knud – struktureret situation.”

Det gjorde jeg så, 10 min hvor Knud hylede og skreg mens jeg prøvede at give ham nattøj på.

Jeg kendte Pernille fra seminariet, hvor hun introducerede MM for vores hold, og jeg skrev speciale om spædbarnets udvikling 0-2 år. Derfor var det pinligt for mig at skulle sende båndet til Pernille – hun måtte da tænke at jeg ingenting havde lært. Det jeg dengang havde hæftet mig ved omkring MMmetoden var af følge barnets initiativer, og sætte ord på dem – så det var jeg god til…men nu virkede det ikke længere.

Vi aftale at stikke hovederne sammen når Pernille havde kigget på båndet.

Jeg var sikker på at nu skulle jeg dunkes oven i hovedet med alt det jeg gjorde forkert, men det var gudskelov ikke sådan Pernille greb det an.

Hun viste mig klip hvor Knud smilte og samarbejdede. Det var skønt at se, da jeg selv kun syntes han skreg under påklædningen.

Ud af de 10 minutters bånd valgte hun netop de 20 sekunder, hvor det gik godt.

Pernille viste mig hvor godt mit samspil var med Knud, når jeg satte ord på de ting jeg gjorde. Hun fortalte mig at Knud havde brug for at jeg var mere tydelig, derfor skulle jeg gå hjem og arbejde med at sige ”jeg gør…” i stedet for hele tiden at sige ”du skal…”

Det jeg selv kunne se på filmen var at det hele gik så stærkt, det var slet ikke hyggeligt. Vi bygger om for tiden, så Knuds far knokler ovenpå, mens jeg laver mad og er sammen med Knud. Måden det fungerede på var at jeg kunne sætte kartoflerne over, og når de kogte skruede jeg ned, så kunne Knud og jeg nå i bad og få nattøj på inden de var færdige, derfor skulle det gå så stærkt. Det ændrede jeg med det samme, da jeg kunne se at jeg stressede ham.

Efter 14 dage optog jeg en ny film til Pernille, og jeg syntes allerede selv at påklædningen med Knud gik meget bedre…og jeg synes ikke jeg sagde ”du skal…” mere.

På den 2. film kunne Pernille vise mig mange flere klip hvor Knud samarbejdede. Pernille sagde at hun kunne se at Knud havde brug for at jeg blev endnu mere tydelig ved at sætte ord på mine egne handlinger, så med mange gode eksempler på det, tog jeg hjem og arbejdede med det.

Efter yderligere 14 dage sendte jeg en ny film til Pernille, og denne gang kunne Pernille vise mig hele filmen, fordi mit og Knuds samspil var bare rigtig godt, Knud samarbejdede hele filmen igennem – og mit problem var løst.

Jeg har lært mange ting af MMmetoden, blandt andet også at man skal komme med udsagn og ikke stille dumme spørgsmål. I vuggestuen hvor jeg arbejder kan jeg se at det må være en pædagog-syge at stille dumme spørgsmål. ”Leger du?” ”Spiser du mad?” etc, når alle og enhver kan se at barnet leger eller spiser.

Jeg har læst Pernilles bog, hvilket yderligere har gavnet mig meget i mit arbejde, jeg kan se jeg er blevet bedre til at fortælle børnene hvad de skal i stedet for hvad de ikke skal. Og blevet bedre til at fortælle kolleger og vikarer når de gør noget godt. Så gør de det overfor børnene – det smitter – fordi det virker..

Jeg er ikke færdig med MMmetoden, jeg vil altid ha den i baghovedet. Og jeg kan sagtens lære mere, fx at bruge den i samværet med voksne i mit  privatliv.

Knud er stadig en fræk dreng på 1 år der gerne selv vil bestemme, men nu har vi ikke konflikter hver gang jeg  giver ham nattøj eller flyverdragt på.

Derfor tak til dig Pernille, fordi du har indviet mig i MMmetoden, jeg synes det er godt at du får denne her pris i dag.