Tale fra modtagere Lisbet Ernager og Charlotte Storgaard

 

Hvis unge enlige mødre skal have en uddannelse i Danmark år 2006 – ville det kræve en helt anden brug af den tilgængelige lovgivning.

78 % af en årgang unge får en uddannelse og kun 22 % af de unge enlige mødre. Dette til trods for at de unge kvinder, der har fået et barn, er ligeså intelligente og ofte, fordi livet med et barn kræver det, har potentiale til at være mere målrettede og arbejdsomme. 

Vi graver guld ned i baghaven, som jeg plejer at sige.

Selvom de unge mødre også næsten er usynlige i statistikken, så læner vi os op af det gamle tal fra Social Forsknings Instituttet fra 2001, som siger, at der er knapt 24.000 unge enlige mødre på kontanthjælp. Vi ved at alt for mange bliver på offentlig forsørgelse på trods af kræfter, lyst og evner til at tage en uddannelse og til at blive en aktiv aktør i samfundet.  

Men en række vilkår gør det endda meget vanskeligt at gennemføre en uddannelse som enlig forsørger.

Kollegiet er oprettet af Mødrehjælpen i 2002. 18 unge kvinder bor eller har boet på kollegiet. Ingen af dem har opgivet at få en uddannelse. En del er færdiguddannede –  flere selvforsørgende.

Så indtil videre har kollegiet brug for beskyttende engle og for unge enlige mødre, der viser vej og holder ud.

Fonden ”En god start i livet” er en af disse engle, som ikke bare kollegiet, men også unge mødre ude i landet har brug for.

Vi ved, at det at være enlig med et barn i sig selv ikke gør, at barnet er i risiko for at få et vanskeligere liv end andre børn.

Men vi ved også, at den fattigdom og isolation, det medfører at være på kontanthjælp i en længere årrække, i høj grad påvirker såvel mor som barn og gør at deres liv er svært.

Jeg vil på Charlottes og egne vegne takke fonden ”En god start i livet” for at I fik øje på Alexandrakollegiet og dermed er med til at sætte fokus på, at unge enlige mødre faktisk både kan og vil tage en uddannelse og dermed sikre vores folkepension, sig selv og deres børn.

Ved at sætte fokus på kollegiet vil der på sigt komme politiske tiltag og forvaltningspraksis, der kan skabe vilkår, der gør at flere unge mødre får mulighed for at gennemføre en uddannelse og blive selvforsørgende.

Til de 18 reelle heltinder, hvoraf en del er tilstede i dag, vil vi også sige tak.

Fordi I har holdt ud – rejst Jer efter nederlag, holdt ud også efter søvnløse nætter med syge børn og lektier, stået op før F fik sko på, trodset sne og slud, fordi I i perioder har været så udmattede, at I har været ved at give op og endelig for at I fik lært Jer at be’ om hjælp.

Fordi I ikke gav op får Alexandrakollegiet i dag en pris.

I er og bliver det levende bevis på det, nogen engang troede var en utopi: unge enlige mødre kan godt – og med den rigtige hjælp kan de alle sammen.

I viser politikerne vejen – og I tiltrækker de beskyttende engle herunder fonden, som for Charlotte og mig gennem den sidste måned er blevet personificeret gennem Cecilia.

Cecilia til dig, vil vi også sige tak. Som formand for fonden ”En god start i livet”, har du engageret dig meget i denne prisoverrækkelse. Budt på te og kaffe i dit smukke hjem, har lyttet og spurgt ind til kollegiefortællinger. 

Det har været berigende, livgivende og dejligt. Og lige hvad vi trængte til. 

Så til fonden og til Cecilia takker vi inderligt for denne æresbevisning. Vi skal forstå, at forvalte gaven - både de gode penge og den glæde prisen har bragt - på bedste vis i samarbejde med husets kvinder og børn.

Tak.

 

BRUGERTALE

Jeg hedder Ane og er en af de mødre, der har boet her på kollegiet. Jeg har boet her i 3 år og flyttede ud for ét år siden.

Jeg er blevet bedt om at fortælle lidt om, hvorfor jeg havnede på kollegiet og det vil jeg gerne.

Da jeg var 11 år blev min far og mor skilt. Min far ville ikke skilles  og det blev en stor belastning for mig. Min far havde et alkoholproblem og jeg skulle ofte trøste ham. Selv om jeg kun var 11 år betragtede han mig som voksen.

Jeg påtog mig at være voksen for at beskytte min lillesøster, men jeg var jo ikke voksen. Jeg følte mig utryg og var bange.

Han beklagede sig meget over min mor, og det føltes som en svær loyalitetskonflikt. I dag ser jeg på det, som et mentalt overgreb.

Da jeg var 13 år ville jeg ikke se min far mere.Vi havde været på sommerferie sammen, hvor han igen ville bruge mig. Jeg havde sagt fra mange gange at jeg  ikke ville lægge øre til ham. Så kunne jeg mærke at jeg ikke kunne mere og jeg fik min morbror til at hente mig og min lillesøster.

Min mor gjorde hvad hun kunne for at støtte mig og min søster og hun følte stor skyld over skilsmissen.

Jeg  håbede meget på at min far ville komme og bede om godt vejr, men jeg håbede forgæves. I syv længe år så jeg ikke min far.

Så blev min far pludselig indlagt på intensiv, og så kunne jeg ikke lade være med at besøge ham. Jeg kunne mærke at jeg nu bedre kunne være en voksen medspiller.

Jeg bebrejdede ham, at han havde været grænseoverskridende og selv om han ikke forstod det, synes jeg det kom til en forsoning mellem os. Lige inden min far døede fik jeg fortalt ham at jeg var gravid. Det gjorde mig glad, at han var én af de få, som sagde tillykke.

Jeg ventede barn med Peter og det var et meget vanskeligt forhold. Han var misbruger lige som min far. Han røg rigtig meget hash. Vi skændtes så det bragede. Og nogle gange tog han hårt fat i mig. Jeg var bange for ham og det hele var rigtig dårligt.

Da jeg fødte min søn Luka, som i dag er 4 og et halvt år, boede jeg i begyndelsen med Lukas far. Da Luka var 5 måneder flyttede jeg for mig selv. Jeg følte mig totalt alene og havde ingen venner. Jeg var Ane alene i verden. Det var mange drømme der brast. 

Jeg gik i en mødregruppe hvor de andre var veletablerede og 10 år ældre. Vi var milevidt fra hinanden og jeg kunne intet fortælle om mig selv og mit vanskelige liv.

Jeg vidste intet om børn og var en meget usikker mor. Mit selvværd var væk. Jeg følte mig knækket og var meget lille indi.

Jeg følte mig dybt isoleret og nogle gange gik jeg på indkøb tre gangen om dagen for ikke at føle mig så alene.

Så hørte jeg tilfældigt om en annonce i Metro expres om et nystartet kollegie for unge mødre. Det var Alexandrakollegiet.

Jeg er ellers ikke den, der beder om hjælp, men at få en uddannelse var min drøm, for jeg ville klare mig selv og ikke blive en sag på et bistandskontor.

Så for 3 og et halvt år siden flyttede jeg ind og det var en stor lettelse ikke at være bange for at Peter pludselig skulle banke på døren.

Endelig kunne jeg føle mig tryg og være sammen med 10 andre piger, der var i samme båd som mig.

Vi hjalp hinanden med at passe hinandens børn og det aller vigtigste var at Luka begyndte at trives, fordi han fik en mor, der havde mere overskud og som ind imellem også kunne være glad. Jeg kunne spejle mig i andre kvinder - det var en usynlig samhørighed mellem os.

Jeg følte at verden åbnede sig og at jeg kunne få et ungdomsliv og føle mig normal.

Jeg kan se i dag at dette har været min redning. Jeg ville aldrig have klaret den uddannelse jeg altid har drømt om - at blive politibetjent, hvis jeg ikke havde boet her. Det har været et springbrædt til det liv jeg gerne ville have og en redning for mig og Luka at bo her.

Her var det nogen der så, hvordan jeg havde det og her fik jeg støtte og opbaknning. Og det aller vigtigste for mig er at selv om jeg synes jeg kvajede mig så har jeg aldrig følt at jeg i Lisbets og Charlottes øjne var mindreværdig. De har altid vist mig, at det jeg gjorde var godt nok. Og de har vist, at de har stolet på mig. Når jeg ikke selv troede jeg klarede det, har jeg altid følt at de troede på mig.

For mig var nok det aller vigtigste - at det altid var nogen, der så, hvordan jeg havde det.

Jeg kan huske en morgen på kollegiet, hvor jeg skulle stå op halv 6 og Luka ikke ville hverken spise eller tage tøj på. Han ville lege med dinosauros.

Jeg kunne ikke klare Luka og jeg synes det hele var hæsligt og havde mest lyst til at kyle ham ud af vinduet. Jeg skulle ovenikøbet til eksamen den dag.

Luka græd voldsamt og pludselig står Lisbet der og siger lige så stille: Luka, nu skal jeg hjælpe dig at komme i tøjet, så mor kan komme i skole. En reddende engel kan man godt sige. Som bare giver den helt rigtige hjælp og støtter uden at dømme. Og jeg kom i skole og klarede ovenikøbet min eksamen.

Lisbet och Charlotte har begge to en ro og en sikkerhed og det de viser og siger er at de stoler på én. De viser, at de tror på at man skal klare det. Det tror jeg er alfa og omega for os på kollegiet.

En anden gang hvor min cykel gik i stykker og jeg ikke havde nogen penge og ikke kunne komme i skole, lavede jeg et Kviklån  og købte en ny cykel. Det havde jeg det rigtig skidt med. Lisbet kunne se at den var  helt gal. Så sagde hun til mig,at det så ud som om jeg ikke havde det særlig godt og så foreslog hun, at vi skulle gå op i hendes lejlighed. Vi snakkede længe. Og det bedste var, at der ikke var skygge af bebrejdelser fra Lisbets side.

Det er rart at vide, at der er én der tror på én når man selv vakler.

Jeg har boet her i 3 år og for 10 måneder siden, følte jeg at jeg kunne stå på egne ben.

Jeg er godt i gang med uddannelse til politibetjent. Jeg føler jeg er blevet bygget op som menneske og ind imellem, når jeg har lyst til at sige fuck til det hele, tænker jeg på hvad Lisbet og Charlotte ville have sagt eller gjort. På en måde bliver de forbilleder for mig.

En anden vigtig ting, der er sket er, at der har været plads til at jeg har kunnet tale om alle de problemer der har været med Lukas far og at nogle af dem nu er løst så at Luka nu kan se sin far. 

Jeg er dybt taknemmelig for at jeg har fået lov til at bo på Alexandrakollegiet og at jeg nu er på god vej til at få den uddannelse jeg har drømt om.

Hvis jeg ikke havde boet her, så havde jeg været nød til at lave om på mine drømme og så havde jeg nok været bistandsklient i dag.

Jeg kunne ønske at alle unge mødre fik den chance jeg har fået.

Jeg er så glad for at Lisbet og Charlotte får denne pris, som alle unge mødre - og også deres børn, der bor her på kollegiet - kan bevise er velfortjent.

Ane W Nyrop