Personlig beretning om stifterens vej til fonden

Da min vej til stiftelsen af fonden hænger sammen med, hvordan mit liv har formet sig, bad styrelsen mig at fortælle lidt om min baggrund.

Mit barndomshjem var et slot i Sverige. Der var 5 meter til loftet og et hav af portrætter, som kiggede alvorligt på mig, når jeg gik gennem stuerne. Det mindede lidt om et museum. Se - men ikke røre. Der var syv pejse, men – symbolsk nok - var der aldrig ild i nogen af dem. Min mor var svagelig og tit sengeliggende. Min far havde mange tillidsposter. Han var meget væk eller befandt sig på sit kontor. På kontoret fik ingen af os fem børn komme ind.

Som kontrast til mit eget hjem kan jeg huske, hvor hyggeligt der var i arbejderboligerne på gården. Her var der ild i brændeovnen, her snakkede man med hinanden og boligen var til at overskue. Der ville jeg hellere bo.

Som ung fik jeg fortalt, at en passende uddannelse for mig ville være at blive fysioterapeut. Mine to brødre skulle gå på universitetet, men vi tre piger skulle først gå på en skole kun for piger for at lære husholdning og bagefter kunne vi få en lav uddannelse.

Da jeg ikke var klar over mine egne fremtidsønsker, fulgte jeg mine forældres opfordring og blev optaget på Institut for Fysioterapi i Lund, hvor kvinder fra "det bedre borgerskab" blev optaget.

Som fysioterapeut arbejdede jeg blandt andet på fødeafdelinger, hvor jeg blev optaget af at forberede de gravide til fødslen. 

En svensk veninde, som var gift i Danmark, præsenterede mig for sin mands bedste ven. Jeg blev gift og følte stor glæde ved at flytte til Danmark, der i mine øjne var indbegrebet af “hygge”. 

Da jeg ventede mit første barn, fik jeg, efter et møde med overlægen, lov til at have min mand med til fødslen. Jeg var den første, der fik denne tilladelse. Men da det viste sig, at være en sædefødsel, måtte min mand alligevel ikke deltage. På det tidspunkt fik man heldigvis ikke kejsersnit ved sædefødsel, så det blev en naturlig og god fødsel med lattergas. Det var i midten af tresserne, hvor det var skik og brug, at moderen skulle hvile efter fødslen. Jeg fik lige at vide, at det var en dreng, inden han blev båret væk og lagt på spædbarnsstuen. Min mand og min svigermor fik lov til at se og beundre ham, mens jeg sov. Jeg fik ham først at se dagen efter. Min forståelse for, hvor vigtigt det er at opleve den tidlige kontakt med sit barn, begyndte her.

Min anden fødsel varede 17 timer. Min mand kørte mig til sygehuset men kørte hjem igen, selvom han havde lovet at være med til fødslen denne gang. Jeg følte mig svigtet og kunne slet ikke forstå, at han ikke kom med ind på fødestuen.

Efter fødslen fik jeg en forklaring. Min lillebror havde begået selvmord dagen inden jeg skulle føde og min mand havde lovet min familie i Sverige først at fortælle det for mig efter fødslen. Han var som hele familien i chok. Hans fravær og min følelse af svigt påvirkede fødselsforløbet, så fødslen trak i langdrag. Dette gav mig indblik i, hvor komplekst et fødselsforløb er og hvor stor betydning omgivelserne og relationerne har.

Efter nogle års arbejde som fysioterapeut fik jeg seneskedehindebetændelse i armene og fik derfor mulighed for at omskole mig til socionom på Roskilde Universitetcenter (RUC). Her blev mine konservative idéer og holdninger stærkt udfordret.

På et studiebesøg i Colombia fik jeg mulighed for at se, hvordan for tidligt fødte børn lå mellem morens bryster i stedet for i kuvøse. Jeg så tilfredse mødre og bittesmå børn, der blev ammet. Jeg fik at vide, at i den mælk moderen producerer, når hun føder for tidligt, er der særlig mange antistoffer og proteiner. Jeg blev bekræftet i, hvor viseligt naturen er indrettet, samt hvor vigtig den tidlige kontakt og begyndelsen af livet er.

Jeg bestemte mig for, at når jeg kom hjem, ville jeg gøre alt hvad jeg kunne for at indføre det, man den gang kaldte kængurumetoden i Danmark. Jeg tog mange fotografier og overlægen på sygehuset gav mig meget materiale med hjem.

Da jeg kom hjem, arbejdede jeg på at lave et godt foredrag, som jeg rejste rundt med til mange fødeafdelinger i Danmark. Jeg blev tit inviteret til Sverige og også til Polen for at deltage på en stor international fødselskonference.

Jeg fik senere lov til at lave en film om kængurumetoden. Den varede 30 minutter og blev vist på landsdækkende TV med et højt seertal. Den kan nu ses på fondens hjemmeside, hvor jeg har redigeret den, så den nu varer 11 minutter.

Filmen kan ses via dette link.

Da min storebror nogle år senere skulle overtage den ejendom, jeg havde vokset op på, arvede jeg et større beløb. Jeg overvejede, hvordan jeg bedst kunne forvalte min arv. Jeg havde sandet, at penge kan gøre livet nemmere, men at det ikke nødvendigvis giver større tilfredsstillelse.  

Familierne i arbejderboligerne havde vist mig betydningen af menneskeligt samvær og fællesskab, værdier som ikke var særlig tydelige, i det hjem jeg var vokset op i. Disse værdier så jeg betydningen af, da jeg arbejdede i sundhedsvæsenet. Derfor var det en lettelse for mig, da jeg 1985 fandt ud af, at jeg ville bruge mine midler til at stifte en fond, “En god start i livet”. Med fonden ville jeg bidrage til, at nærhed og omsorg bliver værdsat og styrket.

En gravid kvinde vil gøre alt, hvad der står i hendes magt, for at det barn hun venter skal få det så godt som muligt. Det giver derfor god mening at støtte den gravide og hendes partner til at bearbejde gamle traumer, forbedre deres parforhold og måske drikke og ryge mindre.

Jo bedre forberedte parret er, jo færre indgreb vil der være behov for under fødslen.

Mit ønske er at gøre en indsats for at give børn En god start i livet og bidrage til, at forældrene kan elske og værdsatte barnet som det er.