Da min vej til stiftelsen af fonden hænger sammen med, hvordan mit liv har formet sig, vil jeg I det følgende fortælle lidt om min baggrund.

Mit barndomshjem var et slot i Sverige. Der var 5 meter til loftet og et hav af portrætter, der kiggede alvorligt på mig, når jeg gik gennem stuerne. Det mindede lidt om et museum. Se - men ikke røre. Der var ti pejse, men – symbolsk nok - var der ikke ild i nogen af dem. 

Min mor var svagelig og tit sengeliggende. Min far havde mange tillidsposter. Han var meget væk eller befandt sig på sit kontor. Som kontrast til mit eget hjem kan jeg huske, hvor hyggeligt det var i arbejderboligerne på gården. Her var der ild i brændeovnen, her snakkede man med hinanden og boligen var til at overskue. Her ville jeg gerne bo.

Som ung fik jeg fortalt, at en passende uddannelse for mig ville være fysioterapeut. Da jeg på det tidspunkt ikke var klar over mine egne fremtidsønsker, fulgte jeg mine forældres opfordring og blev optaget på Institut for Fysioterapi i Lund for piger fra "det bedre borgerskab".

En svensk veninde blev gift i Danmark og præsenterede mig for sin mands bedste ven. Jeg  blev gift og følte stor glæde ved at flytte til Danmark, der i mine øjne var indbegrebet af “hygge”. 

Da jeg ventede mit første barn arrangerede jeg en samtale med overlægen og fik til min glæde lov til at have min mand med til fødslen. Jeg var den første, der fik tilladelse til dette. Men da det viste sig, at det var en sædefødsel, måtte min mand alligevel ikke deltage. På det tidspunkt fik man heldigvis ikke kejsersnit ved sædefødsel, så det blev en naturlig fødsel med lattergas. Det var i midten af tresserne, hvor det var skik og brug, at moderen skulle hvile efter fødslen. Jeg fik lige at vide, at det var en dreng, inden han blev båret væk og lagt på spædbarnsstuen. Min mand og min svigermor fik lov til at se og beundre ham, mens jeg sov og først fik ham at se dagen efter. Min forståelse for, hvor vigtigt det er at opleve den tidlige kontakt med sit barn, begyndte her. Min anden fødsel var meget lang og jeg forstod først bagefter, at det var  en alvorlig begivehed i min familie i Sverige, der påvirkede fødselsforløbet, så fødslen gik i stå. Dette gav mig indblik i, hvor komplekst et fødselsforløb er og hvor stor betydning omgivelserne og relationerne har.

Efter nogle års hårdt arbejde som fysioterapeut fik jeg seneskedehindebetændelse i armene og fik derfor mulighed for at læse til socionom på Roskilde Universitetcenter (RUC). Her blev jeg udfordret på egne idéer og holdninger. Da jeg kort efter arvede et større beløb overvejede jeg, hvordan jeg skulle forvalte det. Jeg havde sandet at penge kan gøre livet nemmere, men at det ikke nødvendigvis giver større tilfredstillelse.  

På et studiebesøg i Colombia fik jeg mulighed for at se, hvordan for tidligt fødte børn lå mellem morens bryster i stedet for i kuvøse. Jeg blev endnu en gang bekræftet i, hvor vigtig den tidlige kontakt og begyndelsen af livet er.

Familierne i arbejderboligerne havde vist mig betydningen af menneskeligt samvær og fælleskab, værdier som ikke var særlige tydelige i det hjem jeg var vokset op i. Disse værdier så jeg også betydningen af, da jeg arbejdede i sundhedsvæsenet. Derfor var det en lettelse for mig, da jeg 1985 fandt ud af, at jeg ville bruge mine midler til at stifte en fond. Fonden kom til at hedde “En god start i livet”. Med fonden vil jeg gerne bidrage til at de menneskelige værdier bliver værdsat og understøttet og mit ønske er, at gøre en indsats for at give børn en god start i livet og bidrage til, at børn føler sig elskede og værdsat, som de er.