Tale af forkvinde Cecilia Virgin

(Cecilia brugte også powerpoints som illustration)

I to får Årets pris i dag, fordi Åbenrå fødeafdeling er det sted i Danmark, som har færrest kejsersnit. I er valgt som repræsentanter for fødeafdelingen, for vi ved at det er helt team, der står bagved jer og med jer, som også er prisværdigt.

Kejsernsitsfrekvensen på landsplan er 19.4% og I er helt nede på 13.1 %.

I har Damarks laveste kejsersnitsfrekvens og er dermed på højde med WHOs anbefalinger som er 10 -15%. I har taget en beslutning. I vil gerne lave kejsersnit, når naturen ikke slår til og det er en god medicinsk begrundelse.

Men I vil ikke være med til at operere fødselsangsten væk.

Det er en stor operation, hvor kirurgen skal igennem syv lag. Der er risiko for blødning, sammenvoksninger, infektioner og smerter.  

Barnet risikerer at få vejrtrækningsproblemer og astma og kejsersnitsbørn er mistænkt for hyppigere at få diabetes og autoimmune sygdomme.

Når en kvinde føder med kejsersnit, føler hun ofte, at hun ikke rigtig har født sit barn. Hun siger: ”Mit barn er taget med kejsersnit”.

Hvad er det I særlig kan i Åbenrå?

Det der er unikt hos jer er det samarbejde der er mellem jordemødre og læger. I evner at lytte og samtale med hinanden for at opnå en fælles plan og et fælles mål, som er den gode vaginale fødsel.

I er et team der bakker hinanden op og alle er loyale overfor de beslutninger, der bliver taget. Enigheden gør at I giver ens information til den gravide, som gør hende mindre forvirret.

Det, der har stor betydning er, at I er tidlig på færde. Allerede i 12. uge, når moderen har tid til nakkefoldskanning, taler I med hende om hendes tanker om fødslen.

Hvis kvinden allerede her taler om kejsersnit, har I god tid til at tale med hende om, hvad baggrunden for hendes angst er.

Det er en udvalgt gruppe jordemødre og læger, der er skolede til disse samtaler. Måske har den gravide kvinde dårlige erfaringer fra en tidligere fødsel. Måske er hun bange for det ukendte og for at tabe kontrol. Eller hun kan have angstfyldte oplevelser med i sin bagage.

Der er ingen periode i en kvindes liv, hvor hun er mere motiveret for at bearbejde sin angst og for at lave positive forandringer. Det der ligger i rygsækken popper op. Naturen er viseligt indrettet. En gravid kvinde er motiveret for at foretage forandringer, da hun har brug for mentalt at forberede sig til den nye opgave det er, at blive mor med alt det ansvar det indebærer. Hun har brug for at finde de ressourcer frem, som gør, at hun får mest mulig tillid til sig selv.

I ser, lytter og forstår og I lover, at være der for hende. Ved de to møder I har hver dag, lærer I af den feedback I får af hinanden og af kvinderne.

I bruger i tid på at tale med sårbare gravide og er specialister i svangeromsorg. 

I gør alt I kan for at få kvinden til at tro på sig selv og på sin evne at føde. Sammen med kvinden laver I en skræddersyet fødeplan, der passer lige til hende, som gør hende tryg.

Det kan være at hun får en særlig jordemoder eller at hun har brug for at få løfte om smertelindring. I er lydhøre. Så godt som altid ender det med, at kvinden får tillid til jer og vil give den naturlige, vaginale fødsel en chance.

Når kvinden vælger en vaginal fødsel ender hun oftest med en JEG KAN oplevelse. Hendes risiko for at få en efterfødselskrise er mindre. Hun har overvundet en angst og den styrke hun kommer i kontakt med, vil medvirke til, at hun kommer til at fungere bedre som menneske og som mor.

Den gode fødselshistorie følger hende hele livet.

Fonden har et ønske og det er, at Åbenrå fødeafdeling bliver model for det øvrige Danmark.

Det tror vi vil give En god start i livet.

 

Citater fra Sundhedsminister Ellen Trane Nørbys tale.

(Hele talen må ikke udleveres til offentliggørelse. Følgende citater er godkendt).


"Hver fødsel betyder nyt liv, ny hverdag, nye udfordringer. Alle fortjener de, og deres forældre, at få en god og sikker start på livet."

"Jeg ønsker, at der skal mere fokus på at sikre, kommende mødre og deres partnere endnu større medbestemmelse, uden at gå på kompromis med den lægefaglige ekspertise, som ved eksempelvis kejsersnit."

"Det handler om gode, sikre og trygge forløb for de gravide. Men vi skal aldrig glemme, at det jo i sidste ende handler om at sørge for, at de børn, der fødes fremover, får en god og sikker start på livet."