Kære Pernille,
Du har fortalt, at du blev fascineret af Marte meo metoden, fordi den netop tager udgangspunkt i, at vise det positive samspil mellem mennesker ved hjælp af videooptagelser.
Marte Meo betyder "af egen kraft" og refererer til det menneskesyn, at alle mennesker - på trods af vanskelige betingelser - har ressourcer, som kan aktiveres.
Det, at du har brugt så meget af din egen kraft - din Marte meo - for at udbrede denne metode i Danmark, er grunden til, at fonden, En god start i livet, har valgt dig som modtager af Årets pris.
Hverken voksne eller børn vokser af at blive kritiserede. Selv om tingene ikke lykkes, gør vi jo det bedste vi har lært.
I dine videoklip udvælger du nøje de scener, hvor forældrene - eller de fagpersoner du superviserer - ser og hører barnet og samarbejder med det.
Du viser de scener, hvor samspillet lykkes - hvor der allerede er en vej at gå - og opmuntrer familien til at udvide det gode samspil.
I de følgende seancer fortsætter du at vise uddrag af nye video-scener og peger på de fremskridt du iagttager.
Hver gang gør du forældrene opmærksomme på, at det arbejde de har gjort har båret frugt.
Flere gange i din bog skriver du, at det jo er almindelig sund fornuft, at vise den farbare vej, i stedet for at tale om den vej, der har givet nederlag.
Jeg tror, at din succes med udbredelsen af Marte meo metoden handler om, at denne arbejdsmetode er så indlysende rigtig og dybt meningsfyldt for dig.
Det er tydeligt, at der er en dyb overensstemmelse mellem dine inderste kraftkilder - din egen kraft - og det du formidler i dit virke og i din lærebog.
Du har fået et væld af forældre og fagpersoner til at blive klogere på, hvordan de skal takle vanskelige situationer med børn.
Og mange børn er blevet glade for, at forældrene er mindre irriterede på dem.
Du støtter nemlig den voksne i, at møde barnet med tålmodighed og et åbent sind og lærer, at forudsætningen for barnets læring er, at de voksne følger barnets tempo og at læringen foregår i en god atmosfære.
Vi er mange forældre - og bedsteforældre - der nemt falder i “forhurtigfælden”, hvor vi ikke har tålmodighed, til at vente på, at barnet lærer lige det, barnet er parat til at lære.
Du siger i forordet til din bog, at du blev begejstret for metoden, fordi den tager udgangspunkt i, at møde barnet der, hvor barnet tager et initiativ.
Et initiativ definerer du bredt. Det er er det barnet ser på, det barnet gør, det barnet siger eller den følelse barnet viser. Når vi sætter ord på og følger barnet i dets initiativer, hjælper vi barnet at koncentrere sig og få selvværd.
I den måde du forholder dig til dine medmennesker på, er det tydeligt at se, at du handler på en internaliseret viden, der har udspring i dit hjerte.
At Marte meo metoden har fået et godt fodfæste i Danmark er til stor del din fortjeneste.
Du er et sjældent fint forbillede, når det handler om at bruge Marte meo principperne i praksis.
Personligt vil jeg fortælle dig, at det har været meget berigende for mig at læse din bog. Den har gjort stort indtryk på mig.
Jeg har indset, at tålmodighed er en dyd i omgangen med små børn. Og jeg har erfaret, at børn bliver gladere og mere aktive, når vi voksne kommer med udsagn i stedet for spørgsmål.
Mit barnebarn Anna på 14 måneder har jeg fået lov til at passe mange gange i min søns og svigerdatters hjem. Da jeg for første gang sidste weekeend skulle passe Anna en hel lørdag og søndag i mit eget hjem, havde jeg din bog i frisk erindring.
Jeg lagde mærke til, at det tog lang tid for Anna, at studere sin farmors hjem. Det var en stor tilfredstillelse for mig at give hende al den tid hun havde brug for, så hun stille og roligt kunne akklimatisere sig.
Marte meometoden er kreativ og dynamisk - ligesom du selv er.
Som eksempel på din kreativitet har du lagt en CD ind i din bog, så læseren ved selvsyn kan opdage, hvad metoden går ud på.
At du har belyst Marte meo metoden med eksempler fra praksis, gør din bog særlig brugbar.
Gennem din bog, dine hundredvis af foredrag og dine tusindvis af supervisioner støtter du barnet i, at udvikle sig til at blive et harmonisk og socialt menneske.
Du giver barnet den aller bedste mulighed for at få en god start i livet.
Karen Jespersen fremhævede det god gode ved Marte meo metoden, som hun gerne så indført i mange institutioner i Danmark.
Desværre er den skriftlige tale ikke modtaget.