Tale af fondens forkvinde Cecilia Virgin.
Det er en stor udfordring at være forældre i dagens Danmark og det er en endnu større udfordring at være barn. Der er ikke nok tid eller overskud til den omsorg og nærhed, som barnet har brug for. Og det bidrager til, at et stort antal småbørnsforældre bliver skilt. Det sidste tal fra Danmarks Statistik viser, at 1/4 del af alle forældre går fra hinanden. Barnet bor således på skift hos sine forældre og hen ad vejen ofte med skiftende stedforældre.
De nyeste psykologiske undersøgelser viser, at børn udadtil er gode til at løse opgaver og gode til at omgås andre. Men at der bagved deres facade skjuler sig en utryghed, som ofte skyldes forældrenes problematiske parforhold.
Det er derfor et yderst fremsynet initiativ Mødrehjælpen i Odense har taget ved at starte et projekt med det formål, at tilbyde forældre til de mindste børn parterapi.
Det som er enestående i jeres tilbud er, at I kommer ind, FØR skaden er så stor at forældrene har taget beslutningen om at gå fra hinanden.
Ved at tilbyde gratis par-terapi til småbørnsfamilier i krise, giver I børnene mulighed for en tryggere opvækst. Det er de færreste småbørnsforældre, der har mulighed for at ofre store beløb på krisehjælp. For de fleste forældre er det et stort skridt at erkende deres afmagt og bede om hjælp.
Når der er uløste konflikter og uro i hjemmet, trives barnet ikke. Det bliver uroligt, sover dårligt, får forskellige symptomer og bliver ofte problembarn i vuggestuen eller i børnehaven.
Forældre har i dag særlig stort behov for at få hjælp til at være de gode forældre de gerne vil være. Mange mødre og fædre har ikke tilstrækkelig viden om, hvor krævende det er at være forældre eller har dårlige rollemodeller. Andre par har ikke lært at løse konflikter i deres barndomshjem. Atter andre har svært at magte fuldtidsarbejde og børnepasning.
Forældre har behov for at få forståelse for deres vanskeligheder og at få belyst årsagerne til deres konflikter, samt få redskaber til at løse dem. I hjælper parrene til at lytte til hinanden og lærer dem selv at løse deres problemer.
Jeres tilbud er i højeste grad forebyggende, da det er rettet mod forældre til de mindste børn. I har allerede bevist, at par-terapi kan forebygge at forældrene går fra hinanden.
Mødrehjælpens leder i Odense er dig, Inge Schmidt. I 30 år har du arbejdet med børn og deres familier. For 17 år siden var du en af initiativtagerne til at starte afdelingen her i Odense, som du nu er leder for.
Som leder er det vigtigt at kunne samarbejde og at have lyst til at lære fra sig. Da jeg tog herover for at møde dig på den Sociale Højskole, kom en af lærerne hen til os og fortalte, at de studerende lige havde valgt praktikpladser. Hun fortalte, at den mest populære praktikplads af alle var hos dig på Mødrehjælpen.
Din erfaring er, at det urealistiske billede som mange kvinder møder bland andet i ugeblade, slet ikke hænger sammen med den barske virkelighed. Den barske virkelighed er at trætte forældre ofte kommer hjem til trætte børn.
Du har stor forståelse for børnefamilier og synes, at det er et meningsfyldt arbejde at få forældre til at finde sammen. Du brænder for at projektet med par-terapi til småbørnsforældre skal få lov til at fortsætte. At behovet er stort viser de lange ventelister I har. I har dokumenteret, at det er stor chance for, at de par, der får den fornødne støtte, får det bedre sammen og kan undgå skilsmisse. Dem, der efter moden overvejelse beslutter sig for at gå fra hinanden, hjælper I til at samarbejde om børnene.
Fonden håber med denne pris at synliggøre jeres par-terapiprojekt. Det er en glæde for fonden at give Mødrehjælpen i Odense Årets Pris år 2000. I yder en nødvendig og prisværdig indsats og hjælper forældre til at give barnet en god start i livet.
Ministerens tale. Sundhedsminister Sonja Mikkelsen.
Sundhedsministeren holdt en tale uden manuskript, hvor hun påskønnede par-terapi for småbørnsforældre.