Pristale af forkvinde Cecilia Virgin

Til Pia Svendsen

 

For nogen tid siden fortalte en bekendt mig helt tilfældigt om sin autistiske søn, der var meget bange for at gå til tandlæge. Men en dag var det forbi med hans tandlægeskræk. Hans mor havde fundet en tandlæge, der viste sig at være helt utrolig til at tage sig af handikappede børn.

I bestyrelsen blev vi enige om, at det var handikap-tandlægen, der skulle have Årets Pris, og faktisk er det sådan, at jo mere vi har fundet ud af om handikaptandlægen jo mere sikre er vi på, at et bedre valg kunne vi ikke have gjort.

Det er derfor med stor glæde at vi i år overrækker Fonden En god start i livets pris til tandlæge Pia Svendsen. Og nu vil jeg gerne bede dig om at komme herop.

Du får prisen for dit pionéerarbejde med små handicappede børn og dit arbejde med tidlig mundmotorisk stimulation.

Din store indsats har været at finde ud af, hvor vigtigt det er med den tidlige behandling.

Man kan så undre sig over, at en tandlæge skal ind i billedet længe før barnet har fået tænder. Men du har fået øjnene op for, at det er meget vi tager for givet hos raske børn, som nyfødte handikappede børn ikke kan. At sutte, synke og spise rigtigt kan være en del af det handikap, som barnet fødes med. Og du har indset, at der er meget vigtigt at stimulere mundområdet allerede når barnet er nyfødt.

Du har fortalt mig, hvordan du sad derhjemme og øvede dig i det, der hedder mundmotorisk stimulation. Og det var ikke dig selv eller et barn, du øvede dig på, men - på en bamse.

Det er din fortjeneste, at flere og flere nyfødte handikappede børn istedet for at blive madet med sonde, idag bliver ammet af deres mor. I aftes fortalte du mig om en unersøgelse om indianerbørn med Down’s syndrom - det vi tidligere kaldte mongolbørn. Indianerkvinder har tradition for at amme deres børn i lang tid og man kunne tydelig se, at indianerbørnene havde en langt bedre mundmotorik end andre børn med Down’s syndrom. 

En tidlig kontakt mellem mor og barn er altid vigtig, men endnu mere vigtig, når en mor skal tage et barn til sig, der er anderledes. Du hjælper både moren og barnet med denne tidlige tilknytning.

I handikap-tandplejen behandler du også børn med tandlægefobi. En del børn er skrækslagne bare ved tanken om at skulle til tandlæge, men du er god til at få dem til at falde til ro i din tandlægestol. I tryghed til dine evner åbner de munden og overlader tænderne til dig. 

Men det er ikke alene angste børn, du kan sammen med. Mange forældre til handikappede børn er ofte usikre og bekymrede. Du har en fin fornemmelse for forældrene og den situation, de står i. Du er god til at samarbejde med dem og give hjælp til selvhjælp.

Du bruger tid og kræfter på at hjælpe familien med praktiske anvisninger og med at finde det overskud, der skal til, når de skal træne et handikappet barn. Hvis et barn har svært ved at lukke munden eller at synke foreslår du forældrene at aftale et tegn med barnet for at huske det på at lukke munden eller at synke. Det synes jeg er et godt eksempel på din kreative tankegang og at det ofte ikke er så meget, der skal til.

Fornylig er du begyndt at interessere dig for børn, født af mødre med alkohol-problemer. Med din oprigtige interesse for moren formår du også her, at styrke båndet mellem mor og barn. Med din tålmodighed får moren mulighed for at ranke sig og til at opleve succes.

De mennesker, der har haft det allervanskeligst, behandler du med kærlighed og respekt.

Men uden hjælp fra andre faggrupper og gode kollegaer vil det være umuligt at nå så gode resultater. Du går ind for tidligt tværfagligt samarbejde med alle, der har med det handikappede barn at gøre. Du har fortalt, hvordan I optager en video af barnet og hvordan hele gruppen sammen med forældrene taler om, hvordan I - hver især og sammen -  bedst mulig kan hjælpe barnet. 

Fonden arbejder for at vi accepterer at handikappede og handikaps er en naturlig del af vores tilværelse og at vi ikke uden videre sorterer den del af tilværelsen fra. Dit arbejde er et godt eksempel på at det kan lade sig gøre, at gøre livet lettere for handikappede og give dem så gode betingelser som muligt.

Forkvinden for den Danske forening af Handikaptandlæger hedder ... Pia Svendsen. I den tid Pia har været forkvinde, er medlemstallet femdoblet. Og takket være Pia er handikaptandpleje idag et anerkendt speciale.

I dit curriculum vitæ kan jeg se, at din interesse for handikappede børn går helt tilbage til din studietid. Og jeg tror, at du har Danmarksrekord, når det handler om at gå på kurser om handikappede børn.

Men det er ikke nok at være faglig specialist, når man skal behandle handikappede børn. Man skal også have indsigt i og forståelse for menneskers liv og følelser.

Når fonden i år har valgt at give dig Årets Pris, er det netop på grund af din faglige kunnen - sammen med dine menneskelige evner og dit engagement for at give en bedre start i livet til de børn og forældre, der har det sværest.

 

Tale af  Minister. Sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen.


Sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen roste Pia Svendsens initiativ og ønskede hende held med at udvikle det betydningsfulde arbejde.