Tale til Inger Schaumburg af Forkvinde Cecilia Virgin.
Fonden En god start i livet støtter aktiviteter, som giver barnet det bedst mulige udgangspunkt i livet. Jeg kan ikke tænke mig nogen, der mere præcist arbejder for dette formål end modtageren af “Årets Nytårsgave”, overlæge Inger Schaumburg. Du arbejder nemlig med selve livets begyndelse - fostrets velbefindende.
De seneste år er vi blevet klar over at fostret er langt mere følsomt end vi tidligere har troet. Et fem måneders foster trøster sig ved at sutte på tommelfingeren. Det bliver påvirket af høje lyde udefra og hvis moren lugter til noget stærkt kan man se på scanningbilledet at fostret gør sure miner.
Det viser os at fostret tidligt er afhængig af omgivelserne og hvordan moren har det.
Hvis moren er stresset påvirker det fostrets trivsel. I en tid hvor konkurrence og tempo får større prioritering, forpligter viden om fostrets følsomhed os til at tage større hensyn til den gravide kvindes arbejdsmiljø.
Med prisen ønsker fonden at synliggøre den enestående indsats du gør for at skabe tryghed i arbejdet for gravide kvinder og give barnet en god start i livet.
I dit curriculum vitae har jeg set at du kalder et af dine foredrag “Fra visioner til konkrete handlings-planer”. Fonden værdsætter at du ikke bare har visioner, men at du også er en handlingens kvinde, som lægger vægt på at forskningsresultater skal bruges i praksis.
Du ser den gravide som en rask kvinde, som vi skal tage hensyn til og du ønsker at hun istedet for at bekymre sig - skal glæde sig. Din handlingsplan er derfor at skabe en gravidpolitik, som er til glæde for sundhedsektoren, arbejdsgiveren, den vordende mor og fostret. Du har fortalt mig at Viborg amt er et foregangsamt og en god samarbejdspartner, hvor der er rum for visioner og udvikling.
Fonden ønsker at støtte dig i dit mål om at alle virksomheder i Viborg amt skal have en formuleret gravidpolitik år 2000 - og med den energi du lægger for dagen, gætter vi på, at denne politik vil blive landsdækkende senest år 2005!
Det glæder fonden at du også husker, at der er en vordende far med i spillet. Du gør opmærksom på faktorer, der kan ødelægge mænds sædkvalitet, og det er jo særlig vigtigt idag, fordi vi ved at mænds sædkvalitet er stærkt dalende.
Du når vidt omkring. Du samarbejder med møbel-, plastic- og fiskeindustrien, med B&O, Oticon og Grundfos - du undersøger farve- og tilsætningstoffer, rengørings- og konserveringsmidler, limer, lakker, skumplast, røntgen og kortbølge. (Det lyder godt nok livsfarligt det du arbejder med og jeg håber, at du passer godt på dig selv!) Du arbejder for, at kvinden og manden skal væk fra skadelige påvirkninger lige så snart de ønsker at få et barn. Det giver de vordende forældre tryghed. Nu kan I reklamere med at Viborg amt er et godt amt at blive gravid i!
Det er nok at tage fat på når det handler om frugtbarhed og sunde børn. I USA er der en eksplosiv forøgelse af antallet kræftsyge børn. Man har en stærk mistanke om, at det hænger sammen med, at antallet af kemiske stoffer stiger meget. Og i Danmark har hvert femte par problemer med at få børn. Uden en Inger Schaumburg ville der være langt flere handikappede og syge børn og langt flere reagensglasbørn.......
Fostret er det, som hurtigst reagerer på skadelige påvirkninger. Når vi ved at noget er skadeligt for fostret er det samme stof i større doser også skadeligt for voksne. Du er derfor også fødselshjælper, når det handler om at skabe generelle forbedringer af arbejdsmiljøet og at fremme miljørigtige produkter for den nye generation.
Indenfor sundhedssektoren er der intet forebyggende arbejde, der betaler sig bedre end at få fostre til at trives. Et for højt arbejdstempo kan f.eks. være årsag til en for tidlig fødsel. Hvis en kvinde føder sit barn i 7. måned koster det mere end én million at redde og behandle barnet. At det er langt dyrere at helbrede end at forebygge er således særligt tydeligt når det handler om fostre.
Det særlige ved dit arbejde er, at du netop bruger din energi på forebyggelse istedet for på helbredelse. Man kan synes det er mærkeligt, at så få læger gør så lidt ud af det forebyggende arbejde. Måske handler det om, at der ikke er så meget prestige i forebyggelse.
Det er derfor en særlig glæde for fonden “En god start i livet” at hædre dig med Årets Nytårsgave.