Tale ved prisoverrækkelsen 7.1.03 /Cecilia Virgin
Det var ikke svært for fonden En god start i livet at finde kandidater til Årets Nytårsgave år 2004. Bestyrelsen havde fået øje på en artikel om DE NYE BEDSTEFORÆLDRE, og vi var ikke i tvivl om, at dette var et prisværdigt initiativ.
Da Børnekommissionen for snart mange år siden lavede nogle digre forskningsrapporter om børns behov, spurgte de et stort antal børn, hvad de allermest ønskede sig.
Svaret var ikke - som nogle sikkert havde ventet - mere legetøj, større bamser eller flere børneprogrammer i TV. Nej - det, børnene svarede, var TID sammen med de voksne.
Tid er den bedste gave, vi kan give. Og det er netop den gave, som prismodtagerne i dag, Jimmy Stahr og Eva Bendix, ønsker at give børnebørnene.
Bag en græsrodsbevægelse ligger der ofte et stort engagement.
Jimmy Stahr og Eva Bendix er to engagerede personer. Drivkraften er lyst til at gøre noget for børnebørnene.
I bevægelsen DE NYE BEDSTEFORÆLDRE arbejder I for at skabe de bedst mulige forhold ikke kun for jeres egne børnebørn - men for alle børnebørn i Danmark.
Ved at gøre opmærksom på de ressourcer, som findes hos bedsteforældre, knytter I generationerne mere tæt sammen.
I dag køber vi i Danmark legetøj for 2 milliarder kroner. I jeres handlingsprogram er det glædeligt at læse, at I vil lære børn at skabe i stedet for at købe.
I er opmærksomme på børnebørnenes behov, som måske ikke altid er det samme som bedsteforældrenens behov. På et af jeres møder var I meget optaget af at lave en enquete, hvor børnene skulle svare på, hvordan bedsteforældre skal være, for at være de bedsteforældre børnene har brug for.
I dag er der nye familiemønstre. I mange familier lever man med mine, dine og vores børn. Her kan det være trygt for børnene at vide, at bedsteforældrene er de samme hele tiden og kan blive ved med at være stabile omsorgspersoner.
Jeg har selv fået mit første barnebarn for nylig. Det er en meget stor gave. På et køleskab så jeg forleden et udklip, hvor der stod: "Hvis jeg havde vidst, at børnebørn var så sjove, så ville jeg have fået dem først". - Måske er de så sjove, fordi vi får tilgang til vores barnesind en gang til.
Fonden håber med denne pris at skabe et større kendskab til jeres bevægelse.
I yder en prisværdig og vigtig indsats, og fonden er sikker på, at DE NYE BEDSTEFORÆLDRE bidrager til at give mange børn og børnebørn en god start i livet.
Seminarie Lektor Erik Sigsgaards tale blev holdt uden manuskript og er derfor ikke modtaget