Tale af prismodtager Amtsjordemoder Anne-Marie Bruun.

(Uddrag fra Forældre og Fødsels månedsblad 10/92 samt Tidsskrift for jordemødre nr 7/92).

 

Anne-Marie Bruun røbede i sin takketale, hvad pengene skal bruges til. De skal gå til udvikling og undervisning af læger og jordemødre, så de kan ruste sig endnu bedre til arbejdet på ABC-klinikken.

 

Brugertale ved Annette Larsen.

Mor til Lars, som var den førstfødte på klinikken.  

 

Jeg har aldrig fortrudt, at jeg for 8 år siden sagde ja til at føde Lars på ABC-klinikken. Det resulterede i, at jeg nu har født der tre gange. Og forbedringerne er tydelige for hver gang. Der er nu to fødestuer, der er kommet boblebad, der er friske farver på væggene og nye gardiner lyser op. Det er i det hele taget en hjemlig atmosfære.

Jordemødrene er hjælpsomme og imødekommende. Da jeg skulle føde Lars, var jeg lige ved at blive kørt op på specialafdelingen. Hovedet stod ikke ordentligt fast i bækkenet. Jordemoderen bad mig om at stå på alle fire - altså ned på albuer og knæ. Han faldt på plads og kort efter var han født. 

Anden gang jeg fødte på klinikken var der ingen problemer. Jeg havde fred og ro til min fødsel - ingen skulle skynde sig. Atmosfæren var dejlig afslappet. Noget af det dejlige ved klinikken er, at man kun har én jordemoder. Det hele kunne lige så godt være foregået hjemme i dagligstuen. Man får lov til at passe sig selv og barnet i barselsperioden. Men alligevel ikke så meget, at man føler sig overladt til sig selv. Tingene er ikke så skemalagt. Det gør stemningen afslappet. Der er fælles røgfri spise- og opholdsstue, hvor man kommer hinanden ved. Det er godt med hviletid mellem 12 og 14 - og at den bliver respekteret.

Sidste gang jeg fødte - det er 16 måneder siden - var jeg igen skrevet op til ABC-klinikken. Da jeg ringede og sagde, at jeg ville komme, fik jeg at vide, at der ikke var plads. Da jeg hørte det, blev jeg så lamslået, at mine veer gik i stå!

Vi kom så op på specialafdelingen, og der fik jeg at vide, at de havde rokeret lidt rundt på ABC klinikken, så der alligevel var plads. Hvor blev jeg glad, da jeg fik at vide, at jeg alligevel kunne komme derned. 

Da tiden så endelig var inde efter traven op og ned ad gangen for at holde gang i veerne, fik jeg en sækkestol med op i fødesengen, så jeg næsten sad op. Det var rart. Jeg følte, at jeg havde mere føling med presseveerne og jordemoderen. Da hovedet var født, fik jeg selv lov til at tage Mikkel ud og op på maven. Det var meget spændende.

Jeg fik også god ammehjælp. Jeg ammer stadigvæk Mikkel, selv om han nu er 16 måneder. Gode venlige råd om spædbarnspleje er dejligt. Man er jo usikker i starten.

Når jeg ser tilbage på mine fødsler, får jeg lyst til at prøve én gang til.

Jeg anbefaler alle, at føde på ABC-klinikken. Min svigerinde skal føde der om en måned og min veninde om et halvt år, hvor jeg har fået lov til at komme med.

Jeg kunne ønske, at der var en ABC-klinik på alle fødesteder. Når starten er god, bliver alting nemmere, når man kommer hjem.