Takketale Mie Ryborg-Larsen. Forældre og fødsel

Jeg er enormt taknemmelig og beæret over at modtage denne pris fra Fonden En god start i livet.

I år er det andet år i træk, at Fonden En god start i livet sætter fokus på fritstående, jordemoderledede fødeklinikker. Sidste års prismodtager var Roskilde Fødeklinik, som jeg har et meget nært forhold til. Der fødte jeg mit yngste barn 2020. Den oplevelse og de engagerede jordemødre jeg mødte der, åbnede mine øjne for fødselspolitik. Jeg vil derfor starte med at sige tak til dem.

Tak fordi I gav mig mulighed for at få alt det, jeg efterfølgende har fundet ud af alle fødende burde få. Graviditetskonsultationer med tid nok. Jordemødre, som lærte mig at kende. Grundig forældre- og fødselsforberedelse, som gav noget til både min hjerne, min krop og mit sind. En fødsel i skønne og trygge rammer og en vigtig opfølgning i den første tid efter fødslen med hjemmebesøg og efterfødselssamtale. Kort sagt: Tryghed.

Forholdene på Roskilde Fødeklinik stod i skærende kontrast til det, jeg havde mødt som gravid og fødende på Roskilde Sygehus, hvor jeg fik mit første barn 4 år tidligere. I bagklogskabets lys er jeg også ærgerlig over, at jeg ikke valgte at følge min mavefornemmelse i min første graviditet. Jeg er nemlig i den privilegerede situation at bo i en region, som gennem en længere årrække har haft fritstående jordemoderledet fødeklinik – uden brugerbetaling eller andre omkostninger for familierne. Da jeg var gravid første gang, valgte jeg at gå med hospitalet for en ”sikkerheds” skyld. Ligesom 97 % af alle fødende i Danmark.

Nu sætter jeg sikkerhed i citationstegn, og det kan måske virke provokerende. Men de fleste af jer herinde ved, hvorfor jeg gør det. Det gør jeg fordi, at der er evidens for at mindst 60 % af alle gravide kvinder, der har en ukompliceret graviditet og en forventet ukompliceret fødsel, har bedre chancer for at komme ”uskadt” ud af fødslen, hvis den foregår på en fritstående, jordemoderledet fødeklinik eller hjemme, end hvis den foregår på hospitalet. Evidensen har Jes så fint beskrevet i sin kronik i Berlingske tidligere på ugen, hvor han slutter med at stille nogle kloge spørgsmål:

Hvorfor satser man ikke mere på det, der er bedst og billigst?

Hvorfor giver man ikke familierne reelle valgmuligheder på tværs af landet?

Hvorfor modarbejder man fødsler uden for hospitalerne?

Den modstand jeg møder, når jeg drøfter fritstående fødeklinikker med politikere og overværer politiske debatter om emnet er, at det er risikofyldt at flytte fødsler ud af hospitalerne, at in-house fødeklinikker er lige så gode, at det er dyrt og en luksus for de få, at det vil dræne fødegangene for jordemødre og at fødende har rigeligt med valgmuligheder, når de kan vælge mellem hospital og hjemmefødsel.

Disse politiske påstande bunder hverken i erfaring eller evidens. Det er indlysende, at flere jordemoderledede fødeklinikker, ville betyde flere fødsler uden indgreb og komplikationer, hvilket selvfølgelig vil være billigere for samfundet på både kort og lang sigt. Det behøver man ikke være sundhedsøkonom for at kunne regne ud.

Jeg kunne ønske en opbakning fra fødselslægerne i debatten om fritstående fødeklinikker.

Det jeg mest har hørt fra den kant er, at fritstående fødeklinikker belaster fødeafdelingernes budget uforholdsmæssigt meget. Men så er det jo finansieringsmodellen, der er noget galt med – ikke fødeklinikkerne. Der taler evidensen for sig selv.

I Forældre og Fødsel har vi talt for fødeklinikker i alle de 50 år, foreningen har eksisteret. Først i en forgæves kamp mod lukningen af de mange fødeklinikker i foreningens yngre år, og siden i kampen for at få etableret nye.

Vi har lige kunnet fejre Roskilde Fødekliniks 5-års fødselsdag og jeg regnede med at vi snart skulle til åbningsreception på en ny fritstående, jordemoderledet fødeklinik i Kolding, som et politisk flertal i Region Syddanmark havde besluttet at lave udbud om. Men nej, det modtagne tilbud blevet vejet og fundet for let – og nu er hele udbuddet droppet, hvilket jeg ikke fatter en meter af. Det er svært ikke at få den tanke, at dem, der skulle vurdere det, har læst tilbudsmaterialet som fanden læser biblen.

Der er dog også gode nyheder: I England anbefales lavrisiko gravide at føde på fødeklinik og i forgårs kunne jeg læse den glædelige nyhed, at der etableres en fritstående fødeklinik i Göteborg i Sverige.

Jeg vil gerne slutte af med at sige tusind tak for prisen til Fonden En god start i livet og til Cecilia og bestyrelsen for at fastholde fokus på de jordemoderledede klinikker og for at anerkende det arbejde vi i Forældre og Fødsel lægger i at prøve at få flere og bedre valgmuligheder til dem, der bringer nyt liv til verden.

Tak for den fine pris.