Modtager tale ved Ann Fogsgaard
Prisoverrækkelse fra fonden ”En god start i livet” fredag d. 9/11 2007
Da jeg blev ringet op af fonden ”En god start i livet” og fik at vide, at Årets pris skulle gå til mig, og det arbejde vi laver i Silkeborg jordemodercenter med kurser for overvægtige gravide, blev jeg utrolig glad og stolt. Jeg håber, at prisen kan bidrage til, at flere jordemodercentre fremover får mulighed for at gøre en sundhedsfremmende indsats for denne gruppe.
Vi startede vores arbejde med overvægtige gravide i 2004, hvor vi modtog penge fra Indenrigsministeriets overvægtspulje. Projektet løb i et år, og vi fik en utrolig flot evaluering.
98% af de gravide oplevede, at de var kommet i gang med en proces mod at blive normalvægtige, og de havde begrænset deres vægtstigning i graviditeten til de anbefalede 6-8 kilo.
Men egentlig var det allervigtigste skridt ikke selve projektet. For hvor tit hører vi ikke om gode og spændende projekter, som efter projektperioden alligevel bare dør ud i sandet? Jeg er stolt over at have en hospitalsledelse, der tør tænke anderledes. En hospitalsledelse, der er dristige nok til at satse på en sundhedsfremmende indsats. Vores projekt blev efterfølgende implementeret som et fast tilbud til alle overvægtige gravide i vores optageområde. Tak for det til hospitalsledelsen.
Men der er slet ingen tvivl om, at den største tak skal gå til de fagpersoner og ildsjæle, jordemødre, psykoterapeut, diætist og fysioterapeut, som har undervist på kurserne siden 2004. Uden jeres store engagement og helt fantastiske gejst var dette initiativ aldrig blevet til noget. Tak til jer alle.
Indenfor de seneste år har forskningen bidraget med viden omkring overvægt og graviditet, og der er ingen tvivl om, at overvægt udgør et stigende obstetrisk problem. Vi ved, at overvægt øger risikoen for komplikationer i graviditet og fødsel, graviditetssukkersyge, svangerskabsforgiftning, indgreb under fødslen med flere kejsersnit og flere problemer med fastsiddende skuldre under fødslen, men det vi også ved er, at begrænset vægtøgning i graviditeten ser ud til at nedsætte risikoen for komplikationer. Sund kost og motion har positiv indvirkning.
Samtidig viser opgørelser fra Sverige, at for over halvdelen af overvægtige kvinder blev graviditet angivet som afgørende faktor for at arbejde med deres overvægt.
En sådan viden kan vi som jordemodercenter ikke sidde overhørig. Under en graviditet er motivationen for at ændre livsstil højere end på andre tidspunkter i livet. Gravide vil gerne give deres børn den allerbedste start i livet. Men det at ændre livsstil er ikke let. Vi ved, det kræver både vilje og udholdenhed at arbejde med sin overvægt. Hvis det var nemt, var der ingen overvægtige. Det skal altid være den enkelte gravides eget valg at arbejde med sin overvægt, men som jordemodercenter skal vi tilbyde den hjælp og støtte i processen, som hun har brug for. Vi skal styrke dem i troen på, at det kan lykkes.
Der er næppe kun en årsag til overvægt, og indsatsen i graviditeten skal derfor være tværfaglig. For nogle gravide handler deres overvægt om manglende viden om sund kost, for de fleste om manglende motion og for en stor del om manglende indsigt i, hvorfor de overspiser. Med forskellige perspektiver i undervisningen vælger den gravide selv, hvad netop hun har brug for.
Det er vigtigt, at vi vælger at fokusere på muligheder frem for forbud. Vi skal væk fra alt det, man ikke må, og i stedet få kodet vores hjerne til at tænke på, hvilke sunde alternativer, vi kunne have lyst til. Der er en verden til forskel. Forbud straffer man sig selv med at overtræde, muligheder styrkes man af.
Vi afprøver flere forskellige motionsformer, så den enkelte forhåbentlig finder lige netop en form, hun har lyst til at fortsætte med. Og så forsøger vi at få humoren med. Det skal være sjovt at dyrke motion.
Årets pris fra fonden ”En god start i livet” er med til at sætte fokus på sundhedsfremme, en af et jordemodercenters allerfornemmeste opgaver. Jeg har et citat., som en af deltagerne fra kurserne har skrevet i sin evaluering. Hun skriver:
. ”Kurset har haft den betydning, at jeg tænker meget på hvad vores barn spiser og at vi begge som forældre har et meget stort ansvar for dette, Vi skal være gode eksempler og forgangsbilleder”
Det er en flot overvejelse. Jeg håber, at sundhedsfremme og forebyggelse fremover får en større bevågenhed indenfor graviditet, fødsel og barsel. For der er mange positive gevinster, - også økonomiske. Faktisk var det en erkendelse, som Benjamin Franklin kom frem til allerede i 1700-tallet. Det er glædeligt, at vi nu 300 år efter begynder at indse, at det faktisk kan betale sig at forebygge. Han udtalte:
”100 gram forebyggelse har samme værdi som et kilo helbredelse”
Det er en tanke værd!
Ann Fogsgaard
Modtagertale fra professor Bente Klarlund Pedersen
Historisk set har de fleste kvinder været meget fysisk aktive i lange perioder. Alligevel er de blevet gravide, de har født børn og har ammet dem. Huntigeren jager, egernet hopper og klatrer, hvalen svømmer og dykker, alt imens arterne føres videre.
Men der er mange myter og ammestuehistorier, når det gælder motion og graviditet, og både kulturelle og sociale forhold spiller ind.
Når en kvinde i Mexico bliver gravid flytter hendes mor ind i familien og overtager de huslige pligter. Mexicanske kvinder lægger sig når de bliver gravide – de skal have masse af hvile og masser af mad – det er bedst for barnet, mener de – og så er det en lovlig grund til at holde helle.
I Thailand ved kvinderne, at det gælder om at arbejde så hårdt som muligt under graviditeten, så bliver man stærk til at klare fødslen.
I Afrika arbejder kvinderne i bomuldsmarken lige til de får veer, så går de afsides og føder i buskadset, binder barnet på ryggen og går tilbage til markarbejdet.
I tv-serien Matador skulle Varnæs’s gravide svigerdatter forholde sig i ro, mens fruen ikke havde skrupler over, at stuepigen Agnes svang potter og pander og løb upstairs-downstairs med tunge bakker lige til fødslen.
Bortset fra den lille gruppe af kvinder, der tilhørte overklassen, har de fleste danske kvinder altid tidligere været fysisk aktive under graviditeten – ikke sådan at forstå at de dyrkede idræt – men man var simpelthen mere fysisk aktiv i dagliglivet tidligere end i dag. Det faktum, at megen naturlig fysisk aktivitet er blevet fjernet fra vores dagligdag, betyder, at en stor del af befolkningen er i så dårlig form, at det er en direkte trussel for deres helbred. Det er også en trussel for både barnet og moderens sundhed, hvis kvinden er i dårlig form, når hun bliver gravid og undlader at dyrke motion under graviditeten.
Tak til fonden ”En god start i livet” for at sætte fokus på motion og graviditet. Der er brug for det.
Jeg var lidt for godt polstret, så jeg fik tilbudt, at komme med på Anns kursus.
Jeg vidste jo godt, hvad der skulle til, men det var svært for mig at lave om på mine dårlige spisevaner.
Det bedste var, at jeg nu var supermotiveret og var indstillet på, at gøre det bedste jeg kunne for mit barn. Og at jeg havde erkendt at jeg havde brug for hjælp til at gøre noget ved det.
Det er nemt at spise, når man er ked af det eller keder sig eller bare føler sig ensom.
Da jeg ventede Jonas for 3 år siden tog jeg 35 kilo på.
Jeg var overvægtig i forvejen, så jeg tænkte, at når jeg alligevel skal tage på, kan jeg lige så godt spise løs. Sådan ved jeg at mange overvægtige har det.
Da jeg ventede mig denne gang og gik på Anns hold, tabte jeg 15 kilo. Det, der betød mest for mig på Anns kursus var, at vi fik en tro på, at vi kunne tabe os og at vi alle havde et fælles projekt.
På kurset var det første gang, jeg synes det var sjovt med motion. Når man er stor er det svært at tage sig sammen til at motionere.
Skridttælleren vi fik var en god idé. Det har hjulpet mig til at få sat skub i mine gåture.
Vandgymnastiken var det bedste. Bare det at jogge og føle sig let i vandet gjorde det nemmere at styrketræne.
Det har krævet meget af mig at tabe 45 kilo i alt. Og det har været det hele værd.
Det gode er, at jeg nu også tænker på, hvad Jonas spiser. Han har også tabt sig og jeg er glad for at han ikke risikerer, at blive mobbet i skolen. Jeg har heller ikke lyst til at mine barn skal drilles, fordi de har en tyk mor.
Jeg er taknemmelig for at jeg har fået lov til at være med på taberholdet, som er blevet et vinderhold.
At det er lykkedes har givet mig selvtillid og jeg er også mere glad.
Jeg synes det ville være rigtig godt, hvis et kursus, som det vi har gået på, var et tilbud for alle overvægtige gravide i Danmark.
Jeg er sikker på, at det ville kunne betale sig mange gange, hvis man tænker på alle de komplikationer vi undgår, når vi vejer mindre.
Jeg blev vældig glad da jeg hørte, at Ann får en pris for sin indsats. Det ved jeg, at vi er mange der synes, at hun er værd.