Jeg vil gerne sige tak til fonden ”En god start i livet” for Årets pris.
Vi er meget glade for og stolte over denne anerkendelse og støtte til vores arbejde med gravide misbrugere.
Den succes som Baggrundsteamet for gravide misbrugere har, skyldes i høj grad den gruppe læger, sygeplejersker, jordemødre, sundhedsplejersker, socialrådgivere og sekretærer, der tilsammen udgør Baggrundsteamet for gravide misbrugere.
Det er dem, der, udover at være fagligt dygtige, brænder for denne sag.
Vi synes faktisk at det er en rigtig god idé med sådan en fond. I er med til at sætte fokus på et vigtigt område, nemlig betydningen af at sikre mennesker en god start i livet.
Vi har i forbindelse med prisuddelingen fået mulighed for at komme frem med vores vigtigste budskab. Nemlig at det nytter at gøre en intensiv indsats i forhold til gruppen af gravide misbrugere.
Arbejdet med misbrugere karakteriseres ofte som tungt og besværligt. Hvis en misbruger ovenikøbet er gravid, er der mange der tænker, at så må det være endnu tungere og endnu tristere. Det kan jeg hilse og sige at det er det ikke !!
Der ligger helt sikkert en forunderlig kraft gemt i en graviditet. En åbenhed, en særlig vilje, evne og parathed til forandring, som jo også er nødvendig, når man skal være mor til en et lille barn.
Når denne kraft understøttes af et team af engagerede fagpersoner, der tror at positiv ændring er mulig, så er det at tingende flytter sig og miraklerne sker. Det ville være at lyve, hvis jeg ikke vedgår, at vi indimellem står over for alvorlige sager, hvor børns tarv og velfærd reelt er truede, men, som der står på et opslag i en landsby i Zimbabve, ”uden kærlighed, tålmodighed, forståelse, latter, venlighed, generøsitet og en masse overbevisning, så går det slet ikke”.
Og hvis I spørger mig, så tror jeg, at det er dét, der virker.
Uddrag af overlæge Margrethe Møllers taktale.
Jeg vil også gerne sige mange tak for prisen på hele Baggrundsteamets vegne. Det er godt, at der findes fonde som En god start i livet, fonde, der vil tilgodese områder og indsatser, der kan betyde noget for børn, mødre og familier.
Baggrundsteamet blev dannet i 1985 og havde i starten konsulentfunktion for sundhedspersonale og socialforvaltning.
I takt med behovet blev funktionen ændret, og Baggrundsteamet blev forankret i Nordjyllands Amts rusmiddelinstitution, Foldbjergcenteret. Det var et godt valg af mange grunde, vigtigst at der her er focus på og ekspertise i forebyggelse.
Vi vil forebygge, at der sker skade på mor og barn og forholdet imellem dem. Størstedelen af teamets medlemmer har nu arbejdet sammen igennem 10 år, og det er vigtigt at sige, at Lisbeth Bak og jeg er en del at teamet, og at de andre medlemmer ligeså godt kunne stå her i dag.
I Baggrundsteamet tror vi på, at miraklernes tid ikke er forbi. Drivkraften er, at vi tror på, at mennesker kan ændre på ting i deres liv, hvis omstændighederne er til stede. En vigtig omstændighed er den åbenhed, graviditeten giver kvinder og den stærke motivation, kvinder har for at gøre det godt for deres kommende barn. Jeg har ikke mødt nogen, som ikke har det ønske. Alle prøver, men det er ikke altid det lykkes, men ofte gør det. Ender det med en anbringelse af barnet skal det være respektfuldt over for kvinden, og helst på en sådan måde, at kvinden selv kan se, at hun ikke kan stille op til barnet.
Det skal være en fest, når et barn fødes. Der skal være nogle, der glæder sig, nogle der venter og en, der føder og den fødende skal behandles som en dronning for det hun har gjort. Noget vi måske glemmer i en tid, hvor egenomsorgstanken gør, at kvinder, der har født helst skal gøre alting selv.
Jeg vil slutte med at læse et lille uddrag af bogen Ronje Røverdatter af Astrid Lindgren. Det handler om Ronjas fødsel. Så ventet skulle alle børn være.
Tale af Monica Jacobsen, bruger af Baggrundsteamet.
Først vil jeg gerne sige tak for invitationen. Grunden til at jeg overhovedet kan være tilstede i dag, kan jeg til dels takke Foldbjergcenteret for. Resten har været op til mig selv.
Jeg har været amfetamin-misbruger i rockermiljøet i 15 år. Det startede med slankepiller, som virkede opkvikkende, og endte med amfetamin. Det begyndte som hygge, men endte bestemt ikke hyggeligt.
Det er et hårdt og et træls liv, når man har et forbrug på 1.000 til 1.500 kr om dagen. Men da jeg blev gravid, tog jeg en kold tyrker og stoppede fra den ene dag til den anden.
I 15 år har jeg levet i et forhold, der udover stofmisbrug, inkluderede fysisk og psykisk vold. Tiden gik med at skaffe stof, og holde sig oven vande. Jeg tænkte hele tiden på, hvor det næste stof skulle komme fra. Der er flere måder man kan skaffe det på. En af måderne er, at begynde at stjæle eller sælge sin krop. Min løsning var at blive pusher, eller at låne måneden igennem. I dag er jeg en af de heldige for jeg har en ren straffeattest.
Mit misbrug stoppede for 6 år siden, da jeg blev gravid. Jeg ville have barnet og vidste, at hvis jeg ikke holdt op, var der stor sandsynlighed for, at mit barn ville blive tvangsfjernet. Et stykke inde i graviditeten kom jeg i kontakt med Foldbjergcenteret. Det var nogle læger, sygeplejersker og behandlere fra centeret, der var i gang med et projekt for gravide misbrugere. Jeg så dette som vejen ud, og tilmeldte mig med det samme. Det var starten på et godt samarbejde. Da min søn, Theodor, var et halvt år gammel, dør hans far. Det resulterer i at jeg falder i. Men jeg får hurtigt styr på det igen. I dag ved jeg at Flemmings død var det bedste for alle parter, da jeg ikke tror at han kunne slippe sit forbrug.
Det er helt op til en selv, hvordan forløbet på centret skal være. Man skal selv gøre det hårde arbejde, og centeret støtter 100% op om en. Jeg valgte at gå til samtaler og aflevere urinprøver frivilligt, da jeg vidste at dette ville være min måde at klare det på. Jeg ved at Foldbjergcenteret er vejen til et bedre liv, men det er helt op til en selv om man får det. De kan ikke gøre dig stoffri, det kan man kun selv. Er man åben for forslag og kan man lytte til hinanden, er det det bedste netværk man kan tænke sig.
Til samtalerne er der tilknyttet personer som er vigtige at snakke med omkring en graviditet, og ens personlige problemer. Derudover kan man selv vælge, hvem man gerne vil tale med. Ved samtalerne taler man om alt, lige fra det gamle liv, hvordan det er at blive mor og om det gode og dårlige i hverdagen. Man finder løsninger
sammen og skaber kontakt til andre mødre. Eller hvad behovet måtte være for den enkelte. Man bestemmer selv, hvornår man vil afslutte samarbejdet, men det betyder ikke, at al kontakt ophører. Heldigvis. Man er altid velkommen, hvis man har brug for en snak - noget jeg selv gør brug af.
I dag er jeg kommet langt takket været Foldbjergcenteret, og det netværk jeg har fået opbygget. I dag er jeg taknemmelig over, at jeg kan klare mit liv alene med min søn. Tit ser man, at misbrugere mister familien, men da jeg altid har haft familien ved min side, har jeg været en af de heldige.
Men det har været en sej kamp, og jeg er meget stolt over, at jeg er nået så langt.
Og det var mit held, at Baggrundsteamet var der. De har stået bag mig, og hvis ikke de havde været der, var der stor mulighed for at jeg ville være faldet i.
Jeg har i dag afsluttet en uddannelse som sports- og erhvervsterapeut, med henblik på at blive selvstændig. I dag er jeg en glad pige med en sund og rask søn, og min hverdag, tror jeg, er som alle andres.
Jeg vil gerne slutte med at sige, at den pris som Baggrundsteamet får i dag, synes jeg virkelig at de har fortjent.