Brugertale
Jeg er glad for at Ruth i dag får tildelt en pris – for det synes jeg virkelig hun fortjener. Og Anemonegården - what a place!
Grunden til, at min mand Karl og jeg kom til Anemonegården var, at jeg lige havde født mit første barn og vi begge har en diagnose som skizofrene.
Den socialforvaltning jeg hører til, skønnede at jeg ikke ville være i stand til at passe mit barn.
Selv havde jeg en fornemmelse af, at hvis jeg bare tog min medicin og fik lidt hjælp, ville jeg godt kunne være en god mor for mit barn.
Jeg var så heldig, at en læge indenfor distrikstpsykiatrin, fortalte mig om Anemonegården. Hun anbefalede varmt stedet og jeg arbejdede derfor målbedvidst på at få bevilliget et ophold på Anemonegården. Efter mange frustrationer og anstrengelser lykkedes det heldigvis.
Jeg husker stadig den dag for tre år siden, da Karl og jeg ankom med vores mest dyrbare eje – Mathilde – kun syv dage gammel.
Vi kom en sen eftermiddag i januar. Det var mørkt, så de idylliske omgivelser fik vi først set den næste dag.
Men modtagelsen står klart. Åse tog imod os med åbne arme, selv om det var langt over hendes fyraften. Vi blev vist op til vores indbydende lejlighed, fik serveret en dejlig aftensmad og fik så en god snak med det overnattende personale.
Det var en god begyndelse, og vi følte os trygge og velkomne.
Men det blev selvfølgelig en tid med bekymring, hvor vi tænkte meget over, hvordan det hele ville gå.
Vi kom jo til stedet fordi vores evne til at være forældre skulle vurderes, og det var et pres – som om man hele tiden skulle til eksamen.
Jo mere vi lærte personalet at kende jo mindre fyldte de trælse tanker.
Selv om vi vidste, at det var jeres arbejde at have øjnene på os, følte vi os ikke overvåget.
Vi fik tillid til, at I nok skulle sige til, hvis I observerede noget, der var galt.
Tilliden gjorde, at vi troede på, at I ikke bare lod os tro, at alt var som det skulle være, for lige pludselig at sige haps og tage vores lille Mathilde fra os.
Vi havde begge to en følelse af, at personalet respekterede os.
Vi kunne altid spørge jer til råds, og noget der var rart var, at vi kunne bo I vores egen lejlighed,hvor vi fik fred til at lære, at blive en lille familie.
Karl og jeg har det godt og er meget omhyggelige med at tage vores medicin hver dag.
Mathilde stortrives og skal snart begynde I børnehaven.
Et stort tak til Anemonegården.
Mette
Pressemeddelelse.
ÅRETS PRIS PÅ 50.000 KR
FRA FONDEN "EN GOD START I LIVET"
Årets Pris på 50.000 kr gives i år til Ruth Abrahams.
Ruth Abrahams, der er socialrådgiver, pædagog og familieterapeut, tildeles
prisen for det pioner-arbejde, hun har ydet ved at etablere det første familie-behandlingsted i Danmark for psykisk syge forældre og deres børn - Anemonegården ved Horsens.
Anemonegården samarbejder bland andet med fødeafdelingen på Skejby sygehus for så tidligt som muligt at yde støtte til psykisk syge forældre og undersøge deres evne til at drage omsorg for deres nyfødte barn.
Hvis forældrene, til trods for støtten, ikke formår at etablere en god kontakt til deres barn, anbefaler Anemonegården alternative opvækstmuligheder i samarbejde med de sociale myndigheder.
Arbejdet på Anemonegården har vist, at det i de fleste tilfælde er muligt at etablere en god, følelsesmæssig tilknytning mellem forældrene og barnet, og at forældrene med fortsat psykosocial støtte magter forældreopgaven, sådan at adskillelse af forældre og barn undgås.
Flere skizofrene forældre, end man tidligere har troet, har en god indlevelses- og kontaktevne. Med den tidlige støtte fra Anemonegården, bliver flere forældre i stand til at tage vare på deres barn.
Prisen overrækkes af Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fredag den 22. november kl. 15.00 i Jordemoderforeningens receptionslokal, Nørre Voldgade 90, København.