Tale af prismodtager Jette Clausen.

Uddrag fra Jyllandsposten oktober 1995.

 

Zoneterapi kan fremkalde veer og nedsætte fødendes medicinforbrug.

Vrøvl og kvaksalveri, siger nogle. Hvorfor ikke, siger andre.

Til de sidste hører jordemødrene Jette Clausen og Else Møller, der for nogle år siden mødte hinanden på en nattevagt. De blev enige om, at de ville undersøge om zoneterapi kan fremkalde veer.

Næsten hver fjerde fødende kvinde får i dag medicin for at fremskynde veerne og sætte gang i en træg fødsel. 

Undersøgelsen, der blev udført på videnskabelig vis, er netop blevet færdig og den fortæller, at forbruget af ve-stimulerende medicin kan halveres, hvis den fødende får zoneterapi.

Inspireret af et forsøg på Gentofte Amtsygehus, der blandt andet viste, at over halvdelen af de fødende fik gang i veerne med zoneterapi, gik de to i gang med at indhente tilladelser og penge til at gennemføre undersøgelsen. Tilladelsen til at gennemføre projektet på Århus Kommunehospital fik de efter lidt overtalelse af den administrerende overlæge. Den Videnskabsetiske Komité gav også tilladelse. 300.000 kr fik de af Sygekassernes Helsefond.

Nogle læger var forargede over at Helsefonden gav 300.000 kr, når det var så meget andet og bedre man kunne forske i. For at genneføre en videnskabelig undersøgelse, skulle deltagerne vælges ved lodtrækning. Hverken de eller deres jordemoder måtte vide, hvem der fik zoneterapi og hvem, (kontrolgruppen), der ikke fik.

Til gengæld betød det, at også kvinderne i kontrolgruppen havde en ekstra jordemoder hos sig det meste af tiden. I modsætning til dem, der ikke var med i undersøgelsen.

Undersøgelsen fandt sted 1992 og 99 fødende med ve-svækkelse deltog. Alle havde haft en normal graviditet og fødslen forventedes at blive normal. 

Når en fødsel gik i stå, blev vi tilkaldt som zoneterapeuter, mens en af vores kollegaer, tog sig af jordemoderarbejdet. Så havde vi én og en halv time til at få gang i veerne igen. Det er meget lidt, især fordi vi løb ind i et uforudset problem. Problemet var, at de fødende, der fik zoneterapi, faldt i søvn. Det er almindeligt, at mennesker, der ikke er gravide, falder i søvn under zoneterapi. Vi oplevede tit, at vi skabte ro på en fødestue, hvor alle var trætte, men fordi vi ikke havde mere end halvanden time, havde vi ikke tid til at vente på at de vågnede. Jeg var overbevist om, at veerne ville vende tilbage, når den fødende vågnede.

Der skete også noget andet mærkeligt. Nogle af kvinderne, der fik zoneterapi, åbnede sig, mens de sov. Det var spændende, fordi det har været banelærdom for jordemødre, at der skal veer til, for at livmoderen kan åbne sig.

Vi brugte flere zoner på foden. Blandt andet de zoner, der svarer til hypofysen, livmoderen og æggestokkene. Det punkt på foden, som de fleste kunne mærke, var imidlertid punktet, der stimulerer pinealkirtlen. En overordnet hormonkirtel.

Flere af de fødende fortalte om sælsomme følelser. For eksempel at de følte sig som et batteri, som vi forsøgte at sætte en ledning til. Andre beskrev fornemmelsen af at være en bold, der havde svært ved at vokse.

På et tidspunkt undervejs forsøgte vi også at sætte en fødsel i gang med zoneterapi, men det lykkedes ikke. Det vidste vi godt og det er i øvrigt godt, for så kunne zoneterapi jo sætte en fødsel i gang på et hvilket som helst tidspunkt. Zoneterapi er ikke et mirakel.

Vi er glade og taknemmelige for at vi i dag modtager Årets pris. Vi håber at det vil hjælpe til, at den viden vi har bidraget med, vil blive spredt til gavn for både den fødende kvinde og for barnet. 

 

Tale af Pernille Kastor Jørgensen

 

Jeg har født to gange og begge gange har en zoneterapeut været med til fødslen. Første gang var jeg meget nervøs. Psykisk virkede det godt, at der var et menneske jeg var tryg ved, som gav mig den ro jeg ikke selv havde.

Normalt har jordemoderen travlt og ikke mulighed for at være der hele tiden.

Zoneterapien hjalp mig med at slappe af, og i perioder blev jeg faktisk så afslappet, at jeg døsede hen. Det tror jeg var med til at give mig flere kræfter, når det endeligt gjaldt. Min mand kunne også mærke, at jeg blev mere rolig. 

Zoneterapien hjalp mig med at få gang i veerne og lette smerterne. Jeg er meget glad for at jeg slap for drop.

Jeg ville helst at mit barn selv skulle få lov til at bestemme, hvornår det skulle  komme og at fødslen ikke blev fremprovokeret. Selvfølgelig kan man blive nødt til at få drop, hvis der går meget lang tid, men i mit tilfælde er jeg glad for at  jeg kunne klare mig med zoneterapi.

Jeg tror også at fødslen blev nemmere, fordi jeg kunne være i et bassin en times tid.  Veerne gjorde ikke så ondt, når jeg lå i vandet. Og en tredie god ting var, at jeg kunne bruge fødestol. Det var rart at sidde op. Jeg havde læst, at det er godt, hvis tyngdekraften virker med, og det følte jeg også at den gjorde. 

Jeg fik ikke noget som helst smertestillende.  Og efter fødslen hjalp zoneterapien med til at løsne moderkagen. Jeg  var glad for ikke at blive trykket på maven eller at komme i  narkose og derved gå glip af mine børns første levetimer.  

Anden gang gik min fødsel hurtigt, så der var det ihvert fald ikke vestimulering jeg havde brug for. Jeg fik istedet hjælp til smertelindring, og under behandlingen  kunne jeg mærke, at hele min organisme faldt til ro. Umiddelbart efter fødslen fik jeg kraftige kuldegysninger og rystede som et espeløv. Det var meget ubehageligt og jeg følte, at jeg ikke selv kunne styre min krop. Her hjalp zoneterapien mig med at falde til ro.

Under begge mine graviditeter fik jeg migræne. Og der tog zoneterapien det værste. Det var en hjælp, at jeg havde prøvet at få zoneterapi inden fødslen, og at jeg kendte det menneske, der skulle give mig zoneterapi ved fødslen.

Det var dejligt at zoneterapeuten var velkommen på fødestuen og at det var en god stemning. Det betød også meget, at et menneske jeg var tryg ved hele tiden kunne guide og støtte mig, og at der var et godt samarbejde med jordemoren.

Efter fødslen gik jeg til efterfødsels-gymnastik og til Menzendick . Af alle de kvinder jeg mødte her, var jeg rystet over, at der var så få, der ligesom jeg synes, at deres fødsel havde været en dejlig oplevelse.

Et eller andet sted tror jeg på, at begge mine børn kan mærke at de har haft en  harmonisk fødsel.  Der ligger en stor præstation bag for både moren og barnet og zoneterapien har været med til at gøre fødslen til en god oplevelse både for mig og for mine to drenge.  

Jeg tror også, at en god fødsel kan modvirke, at moren får det dårligt efter fødslen. Jeg har ikke haft skyggen af fødselsdepression.

Jeg har ammet begge mine drenge i 1 1/2 år. At jeg har kunnet amme så længe, har været særlig vigtigt, da både min mand og jeg er allergikere. 

Det er dejligt at kunne se tilbage på to harmoniske fødsler uden lattergas, uden rygmarvsbedøvelse, uden medicin og uden drop.

Til sidst vil jeg sige, at jeg er glad for at være med idag og for at fondens pris måske åbner mulighed for at mange flere kan få lige så gode fødsler, som jeg har haft.