Uddrag af takketale af Jordemodeleder Anne Uller.

 

Fødeafdelingens personale er dybt beæret over den opmærksomhed, der denne dag rettes mod afdelingen. Det er et løft at få fondens pris i en situation, hvor vi faktisk er lukningstruede.

Udviklingen indenfor sundhedsvæsenet går imod en øget centralisering og specialisering. Vi er imidlertid en stor gruppe specialister i den normale fødsel, som mener, det er på  høje tid at standse og skille tingene ad. Specialafdelingen er nødvendig i de tilfælde, hvor mor og barn har behov for en særlig indsats. Derimod kan den normale fødsel, der er en naturlig livsbegivenhed, med fordel finde sted på et af de mindre, lokale sygehuse - eller i kvindens eget hjem.

Med en grundig visitation af de gravide og fødende, er det muligt at henvise stort set alle de kvinder, som har behov for specialafdelingens viden og kunnen både før, under og efter fødslen.

Langt de fleste fødsler, over 85%, foregår dog stille og roligt uden komplikationer og større indgreb.

For os er sikkerhed i høj grad et spørgsmål om, at den fødende og hendes pårørende kan føle sig trygge og rolige i overskuelige omgivelser, hvor den fødende  ikke påføres unødvendige rutiner og indgreb, hvor der er tale om personlig snarere end elektronisk overvågning af fødselsforløbet.

Vi er meget bevidste om, at det ikke er noget øjeblik i en kvindes liv, hvor hun er mere sårbar, end når hun føder sit barn. Vores fornemste opgave er, at hjælpe hende, den vordende far og det lille barn hele og styrkede gennem fødslens strabadser.

Vi ønsker at fremme kvindens egne ressourcer. Vandfødslerne er et resultat af det. Det, at befinde sig i 500 liter varmt vand i et rummeligt kar, fremmer kvindens fornemmelse af kontrol over situationen. Det giver hende øget bevægelighed og mulighed at vælge lige præcis den fødestilling, hun finder rigtigst. Samtidig skaber vandet et privat rum, hvor jordemoderen ikke kan komme længere end til kanten af karret - med mindre kvinden ønsker det. Fødselshjælperens rolle bliver mere observerende end styrende i forløbet. Vandfødsler handler også om at turde slippe de vante rutiner.

Den udfordring har alle jordemødrene her i Fåborg taget op på fornemste vis, hvilket nok er den væsentligste årsag til, at det er blevet en stor succes.

Mødrenes glæde er en stor motivation i det daglige arbejde.

På barselsafdelingen arbejder personalet med en målrettet indsats for at fremme amningen. Mødrene passer selv deres barn men vejledes og hjælpes individuelt.

Sidste år ammede 99% da de tog hjem fra sygehuset.

Jeg er som talsmand for personalet i dag meget , meget stolt over at modtage denne pris. Vores håb er, at de fynske kvinder også i fremtiden kan føde deres barn i dette grønne område af Fyn.

 

Tale af prismodtageren, tidligere Sundhedsminister, Formand for amtets sygehusudvalg, Ester Larsen.

Uddrag fra Forældre & Fødsels blad 4/99.

 

Det er min ambition generelt, at samfundet skal løse sine serviceopgaver overfor borgerne ved at tilbyde valgmuligheder. Specielt på fødeområdet er det vigtigt at sikre, at disse højdepunkter - lives stjernestunder - kan udfoldes, som forældre finder rigtigt.

Jeg beklager udviklingen at de små fødesteder lukker. Det er en følge af det centraliserede sygehusvæsen. Jeg mener, at en løsning kunne være jordemoderledede klinikker. Men det kræver, at det er politisk vilje rundt om i amterne.

Tak til fonden for den ære, det er, at få tildelt prisen. Da den største glæde er at glæde andre, er det herligt at få lov til at give prisen videre. I et betrængt sundhedsvæsen er der masser af modtagermuligheder. Jeg har imidlertid valgt at give prisen videre til barnet i vores fødselstilbud. Det er Fyns amts hjemmefødsels-ordning. Jeg er sikker på, at hjemmefødsels-ordningen vil være i stand til at nyttiggøre checken fra fonden på bedste måde.

Pressemeddelselse


ÅRETS NYTÅRSGAVE PÅ 50.000 KR FRA FONDEN ”EN GOD START I LIVET”

deles i år mellem personalet på føde- og barselsafdelingen på Sygehus Fyn, Faaborg og formand for sundhedsudvalget i Fyns Amt, tidligere sundhedsminister Ester Larsen.

Personalet på føde- og barselsafdelingen modtager prisen, fordi det på  eksemplarisk måde følger Sundhedsstyrelsens nye retningslinier, som går ud på, at alle undersøgelser og indgreb skal være velbegrundede.

Faaborg fødeafdeling har vist, at det kan lade sig gøre at føde på et lavt teknologisk niveau uden rutinescanning af gravide og med få indgreb under fødslen, uden at sikkerheden formindskes. Fødeafdelingen er også med til at vise, at kvinder, som føler sig trygge under fødslen føder med færre komplikationer.

Afdelingen er i høj grad udtryk for berettigelsen af små fødeafdelinger til de godt og vel 75% af fødslerne, der i Danmark forløber normalt.

Fødeafdelingen på Sygehus Fyn, Faaborg er et godt eksempel på, at der ofte er gode muligheder for at forbedre praksis på små fødeafdelinger.

I Faaborg bruger mindst 80 % af de fødende f.eks. et fødekar i fødselsforløbet. Ophold i varmt vand virker afslappende, fødslen går hurtigere, og den fødende bruger færre smertestillende midler.

Godt 40 % af alle fødende vælger at føde i vandet, hvilket er rekord i Danmark.  

Ester Larsen tildeles prisen for sit engagement i at bevare fødeafdelingen på Sygehus Fyn, Faaborg. Dette er  i høj grad påkrævet, da det ene lille fødested efter det andet lukker.

I løbet af de sidste 10 -15 år er der lukket 25 små fødesteder i Danmark.* Det er derfor kun 14 små fødesteder tilbage idag.

Ester Larsen får desuden prisen for sin enestående indsats for at etablere den nye hjemmefødsels-ordning i Fyns Amt.

Såvel brugere som mange læger og Jordemoderforeningen ønsker at den fødende selv skal kunne vælge fødested - enten hjemme, på jordemoderledede klinikker, på små fødeafdelinger, på fødeklinikker eller på specialafdelinger.

Ved at tildele føde- og barselsafdelingen på Sygehus Fyn, Faaborg og Ester Larsen Årets Nytårsgave ønsker fonden at gøre opmærksom på Sundhedsstyrelsens intentioner om, at fødsler også skal kunne tilbydes i nærmiljøet i trygge rammer.